Hvorfor er intelligens et tabu i Danmark?

Følgende er blot mit bud på, hvorfor intelligens og især høj IQ stadig er et tabu i Danmark, for jeg må tilstå, at jeg grundlæggende ikke forstår, hvordan man som samfund kan forsvare ikke at tage medfødt intelligens i betragtning, når man kværner generation efter generation igennem uddannelsessystemet.

Uddannelsessystemet er indrettet efter den brede midtergruppe og så vender den tunge ende nedad, fordi man så nemt kan få øje på dem, der har brug for hjælp og støtte. For ikke at tale om alle dem med diagnoser, som nu med vold og magt skal inkluderes. Det er dér ressourcerne primært anvendes.

Hvad med de begavede elever, der hurtigt lærer nyt og derfor også løber tør for udfordringer og kommer til at kede sig? Hvad gør man for at sikre, at de bliver udfordret på deres niveau?

Jeg ved godt, at der heldigvis er kommet øget fokus på begavede børn, men jeg savner stadig en samfundsmæssig opmærksomhed på de begavede, som ikke har diagnoser eller er socialt utilpassede. Alle dem, som hver dag kæmper med følelsen af at være anderledes, forkerte og ikke at passe ind. De er stadig usynlige. Vi taler ikke om dem. Og de er stadig omgærdet af myter, misforståelser og jante-Danmarks omsiggribende tabu.

Da jeg i marts skrev Hvorfor er høj IQ et større tabu end seksuel orientering? og samtidig på LinkedIn efterlyste kendte og erhvervsledere, som turde stå frem og vedkende sig begavelsen – uden at sætte tal på IQ’en – så fik jeg i alt nul henvendelser.

Der er åbenbart ingen kendte eller succesfulde erhvervsledere, der tør bryde tabuet om høj intelligens. Måske er de bange for, at det vil ødelægge deres image eller skabe negativ opmærksomhed?

Men hvorfor er intelligens overhovedet et tabu?
Hvorfor er høj IQ ikke bare som at være rødhåret eller ekstra høj?

1. Lighedsillusionen – troen på at intelligens skyldes miljøet

Illusionen om, at vi alle er lige trives i allerbedste velgående i Danmark, og den håndhæves til stadighed socialt af janteloven på arbejdspladserne. Ligesom politikeres fastholder fokus på miljøet som afgørende faktor for evnen til at bryde den sociale arv.

Du skal ikke tro, at du er mere intelligent eller dygtig end os.

Efter mange års ihærdig og sikkert også omkostningstung indsats, er det endnu ikke lykkedes at ændre den sociale arv i folkeskolen. Man må med skam erkende, at det stadig i 2019 er akademikernes børn, der klarer sig bedst i uddannelsessystemet. Så derfor er man nået frem til, at der skal gribes ind tidligere; den sociale arv skal udjævnes i børnehaven. Eller tidligere.

Endnu en gang har man fokus på dem, der ikke klarer sig lige så godt som gennemsnittet og derfor åbenlyst har brug for ekstra hjælp og støtte.

I stedet kunne man måske prøve at acceptere, at skævheden kan hænge sammen med arvelig intelligens. Forskerne bliver ved at finde nye beviser, og samstemmende tillægges arv/genetik 50-75 % af betydningen for intelligensen. Så kan de resterende 25-50 % stimuleres – eller som det ofte er tilfældet for begavede i folkeskolen – understimuleres.

En anden måde at udjævne skævheder grundet den sociale arv kunne være at gribe ind senere og tilbyde ekstra hjælp til udarbejdelse af SRP-opgaven på gymnasierne til børn af ikke-akademikere.

Hvis det ikke var et tabu, at nogen altså har en højere IQ fra starten, så kunne man indføre en ny form for ligeværdighed:

At der fremover blev brugt forholdsmæssig lige så mange økonomiske ressourcer på de bogligt svage, den brede midtergruppe og til at udfordre den øverste del i klasserne.

Læs: Den sociale arv kan brydes af intelligens ikke af folkeskolen

2. Andre føler sig dumme – når de begavede ikke tier stille

I forbindelse med 30-års studenter-jubilæet var vi en lille håndfuld, der troppede op og havde en hyggelig aften sammen. Efter bordet rundt, hvor vi havde berettet om arbejde, familie osv., fortsatte en mere uformel samtale. Under den sidste del kom der en ufiltreret og befriende ærlig bemærkning fra en af mine søde klassekammerater fra dengang:

Du virkede altid så klog – så jeg følte mig dum!

Underforstået, at jeg var møgirriterende, fordi jeg altså gav hende denne følelse. Helt uforvarende.

Jeg tilstår gerne, at de tre år på gymnasiet var en sand jammerdal af kedsomhed, som jeg kun overlevede ved samtidigt at beskæftige mig med noget andet i timerne, pjække statistisk selektivt og have en interessant fritid. Det blev heller ikke bedre af, at jeg allerede tre måneder inde i 1.g blev stemplet som stræber – vel at mærke af klassens alfa-hun, som åbenbart havde behov for at være den bedste, og jeg var – selvfølgelig uden selv at vide det – kommet til at gøre hende rangen stridig.

Så den anden grund til, at intelligens er et tabu kan altså være, at vi får de andre til at føle sig dumme. Og kommer til at out-shine dem, der har behov for at være de bedste. Ironisk nok har jeg talt med mange begavede, som hele deres liv har følt, at det var dem, der var dumme, men det er en anden historie.

Læs også: Begavede føler sig dumme i skolen

3. Misundelse – når andre konkurrerer

At skrive om misundelse er lidt svært for mig, fordi jeg ikke rigtigt kan finde følelsen hos mig selv, og derfor heller ikke forstår den. Men den er nok bare blevet en skyggeside, så bær over med mig, når jeg nu skal forsøge at grave den frem og leve mig ind i, hvordan det må føles.

Bare fordi du ikke kan få øje på noget hos andre, du misunder, er det ikke ensbetydende med, at de ikke kan få øje på dig og være misundelige. Måske tværtimod.

Jeg husker kun en enkelt episode, som måske kan minde om netop den type misundelse: En med garanti højtbegavet fyr fra min parallelklasse indrømmede i et fortroligt forum, at han aldrig læste lektier. Som han forklarede, var det nok for ham lige at åbne bogen og skimme et par af siderne i frikvarteret inden timen.

I den situation var jeg faktisk lidt misundelig. Dels fordi jeg selv var blevet stemplet som stræber, da jeg, på samme måde som ham, læste lektier i sidste øjeblik – de troede åbenbart, at jeg allerede havde læst det en gang og bare skulle genopfriske det, så jeg kunne få gode karakterer. Dels fordi jeg syntes, at det var lidt urimeligt, at fyren ikke behøvede at læse lektier som os andre, men tilsyneladende kunne nøjes med lige at skimme bogen i nogle minutter, før det gik løs.

Først da jeg begyndte at beskæftige mig med de 10 % bedst begavede (fra 2012), forstod jeg, at det er sådan det er:

De højtbegavede kommer hurtigere og lettere til ny viden end andre.

Det gælder også på arbejdspladserne, hvor de lynhurtigt kan gennemskue komplekse sammenhænge og problemstillinger, så de kan komme med løsningsforslag. Uheldigvis er det sjældent, at deres kolleger kan forstå, hvad de siger, så ofte bliver de ignoreret. Eller hvis chefen fanger deres ideer og selv kan matche den begavede medarbejder, så kan de få et frugtbart samarbejde til gavn for virksomheden – og til kollegernes indædte misundelse.

Læs også:
Belastende begavet – forstår de ikke, hvad du siger?
Belastende begavet – fri os for lange møder!
4 grunde til at begavede ikke gør karriere