I anledningen af, at jeg nu i 10 år har hjulpet de begavede og sensitive med at udvikle deres potentiale, vil jeg gerne dele historien om, hvordan det hele begyndte. Så det her blogindlæg er til dig, der er nysgerrig på den del.
Sådan begyndte det med IQ’en…
Det hele begyndte med, at jeg blev certificeret i People Test Logic i begyndelsen af 2010. Det var første gang, jeg fik tal på min egen IQ. Da jeg over telefonen fik feedback, spurgte Christian fra PTS:
Hvordan tror du selv, det er gået?
Og jeg svarede fuldstændigt som dem, der klarede sig godt i David Dunning og Justin Krugers studier i 1980’erne:
Jeg har vel klaret mig lidt over gennemsnittet…
Det havde jeg. Faktisk bedre end det. Jeg fik et IQ-tal, der lå et stykke over gennemsnittet. Men jeg forstod ikke helt, hvad det betød, eller hvad jeg kunne bruge det til.
Det var først, da jeg fandt tabellen på Mensas hjemmeside og kunne “oversætte” IQ-tallet til en percentil, at det gav mening: At jeg var blandt de 10 % bedst begavede i befolkningen.
Det var til at forholde sig til. 10 % af en klasse på ca. 20 elever, det er 2. Dvs. mig og en anden. Og så kom jeg i tanke om det: Vi var altid to, der skiftedes til at få klassens højeste karakterer. I de fleste fag. Men i modsætning til hende den anden, havde jeg ikke behov for at konkurrere. For mig var det fint at være blandt de bedste. De få gange det skete, at jeg fik klassen bedste karakter, var det nærmest lidt ubehageligt. Fordi mine veninder ikke havde klaret sig lige så godt. Så det talte vi ikke om…
Læs også: 3 grunde til at høj IQ er et tabu
Sådan begyndte det med de 10 % bedst begavede…
Efter certificeringen skulle jeg øve mig i at give tilbagemelding på IQ-testen. Så jeg testede sådan lidt løst i mit netværk. En tidligere chef, et par fra nogle netværksgrupper jeg var med i, to jeg mødte og talte med i forbindelse foredrag. Tilfældige personer. Troede jeg.
Det underlige var, at alle scorede lige så højt i testen som mig eller højere.
Jeg troede, der var noget galt med testen. At den var alt for nem…
Det var først, da jeg nogle måneder senere deltog i et erfa-møde om testen, at en rekrutteringskonsulent rakte hånden op og spurgte, om vi andre også havde det problem, at kandidaterne scorede 90 eller under i testen.
Så gik det op for mig, at det ikke var testen, der var noget galt med. Det var mig. Og dem, jeg havde testet…
Da jeg senere talte med Torben fra PTS og spurgte efter en forklaring, svarede han bare:
Krage søger mage. Lige børn leger bedst.
Det var den simple forklaring: Jeg havde testet dem, jeg snakkede godt med. Vi var alle mellem de 10 % bedst begavede. Og man snakker altså bedst med nogen, der IQ-mæssigt ligger på samme niveau som en selv. Det var virkelig en øjenåbner for mig!
Derefter begyndte brikkerne at falde på plads: Hvorfor jeg på en tidligere arbejdsplads foretrak at spise frokost med konsulenterne og psykologerne (i stedet for de andre administrative). Hvorfor jeg ifølge den søde personalechef ved Silkeborg Kommune “ikke var den typiske kommunale kontorassistent. Hvorfor jeg altid havde følt mig anderledes end de fleste. Uanset hvor jeg var, og hvem jeg var sammen med.
Det blev også begyndelsen på Gensidig Udviklings Gruppe, som jeg fortæller om i Camillas podcast:
Om at sammensætte sin netværksgruppe ud fra personlighed og intelligens
Sådan begyndte jeg at skrive om de begavede…
I januar 2012 spurgte Henriette, en journalist i min lille netværksgruppe, om det ikke var noget for mig at skrive kronikker.
Joh, det kan jeg da godt prøve…
Således opmuntret gik jeg i gang med at skrive to tekster, hvor den ene handlede om de begavede. Da jeg havde skrevet dem, kom Henriette med feedback og tekniske tips til at skrive til en kronik – længde, pointe, sprog osv.
Derefter sendte jeg de to tekster til Berlingske og Jyllands-Posten. Men jeg hørte ingenting. Som i absolut intet. Ikke engang en besked om, at de havde modtaget noget fra mig.
Så det var nok ikke noget for mig at skrive kronikker.
Sådan blev jeg blogger…
En lørdag i slutningen af marts kom jeg til en privat fest at sidde ved siden af Søren. Han var journalist på Jyllands-Posten. Vi fik snakket en del. Blandt andet om de begavede. På et tidspunkt efter midnat konkluderede han:
Du skal skrive til mig!
Han havde ikke noget visitkort, så han sendte mig en sms. Om mandagen tog jeg hans udfordring op. Selvom min (daværende) mand syntes, at mine to tekster var for aggressive, sendte jeg dem alligevel til Søren. For at han havde et eller andet skriftligt at forholde sig til.
Tirsdag vendte han tilbage:
Tak for sidst, dejligt at møde folk med en overbevisning og et engagement, der er til at mærke. Jeg har lige læst dine to klumme-forslag, og jeg er sgu ret begejstret. Godt sprog, god stil, virkelig godt tempo. Helt oplagt som udgangspunkt for en blog.
Han sendte dem videre til deres blogchef Agnete.
Torsdag stod jeg på Ejby Industrivej efter et møde med en HR-chef i mit netværk. Da jeg nogle år tidligere havde arbejdet som HR Manager på hjørnet af samme vej, havde jeg haft en lækker lille Alfa Romeo. Nu havde jeg en cykel, som jeg låste op, mens jeg lyttede til telefonbeskeden fra Agnete. Ringede hende op, og vi aftalte at mødes. I påsken var jeg i sommerhus med familien, men fik alligevel skrevet kladder til nogle flere tekster. Agnete havde aldrig mødt en, der var så velforberedt…
Og inden jeg vidste af det, var jeg blevet antaget som erhvervsblogger på Jyllands-Posten og skrev mine første blogindlæg i maj 2012.
Det var Agnete, der foreslog overskriften til mit allerførste blogindlæg om de begavede:
Smider vi de begavede ud med badevandet?
Sådan begyndte det med belastende begavet…
I august 2012 kom jeg tilfældigt på et bogstavrim, da jeg skulle finde overskriften til et blogindlæg: Belastende begavet.
Det blev indledningen til en række af mine mest læste blogindlæg på Jyllands-Posten:
- Belastende begavet: Hvorfor forstår de ikke, hvad jeg siger?
- Belastende begavet: føler du dig ensom?
- Belastende begavet; føler du dig anderledes?
Senere blev det til flere her på bloggen:
- Belastende begavet: Hvorfor har jeg ikke opnået mere, end jeg har?
- Belastende begavet: Jeg føler hele tiden, jeg er for meget!
- Belastende begavet: Hvorfor mister jeg så hurtigt interessen?
Da jeg i foråret 2013 deltog på Business Bootcamp, havde jeg stadig ikke nogen ordentlig hjemmeside. Og jeg havde brug for at finde på et navn til den. Et navn, der fortalte, hvad jeg beskæftiger mig med. Et navn, man kunne huske…
Sådan gik det altså til – og derfor kan du nu læse dette og mange andre blogindlæg her på siden.
Tak, for din nysgerrighed og din læsning. Jeg glæder mig til at skrive mere til dig.
Send mig gerne en mail, hvis der er noget, du synes, jeg skal skrive om.
