+45 23 93 48 41 AnnC@potentialefabrikken.dk

Hvorfor bliver du ved med at møde præcist de samme problemer, negative situationer og personer, der ikke er gode for dig – igen og igen? Hvorfor er det så svært at holde fast i forandringen og det, du gerne vil? Hvorfor bliver du ved med at køre i ring?

Det kan hænge sammen med dit negative og ubevidste grundmønster, som du ikke selv kan se og derfor bliver ved med at kæmpe med. Det er som at løbe den forkerte vej op ad en rulletrappe: Du løber og løber, men bliver ved med at køre ned. Tilbage til de gamle vaner og dårlige relationer. Det er endnu ikke gået op for dig, at der er en anden rulletrappe lige ved siden af…

 

4 grunde til at du kører i ring

Selvom du virkelig gerne vil ændre tingene, selvom du er dødtræt af at blive ved med at møde de samme personer/konflikter/problemer, så bliver du ved at køre i ring. Her er fire forklaringer på hvorfor:

  1. Motorveje i din hjerne
    Dit gamle mønster og dine vaner er som store, brede motorveje i din hjerne, mens det nye, du ønsker at gøre, bare er en lille, smal sti som du ikke har gået på før. At udvide den smalle sti til en grussti eller landevej kræver mange, mange gentagelser af de nye handlinger.
  2. Komfortzonen er tryg
    Så længe du gør det, du plejer at gøre, ved du også, hvad der kommer til at ske, og uanset hvor ubekvemt eller uhensigtsmæssigt det er, så er det din komfortzone, hvor du kan føle dig tryg, og resultatet af dine handlinger er forudsigeligt.
  3. Relationer som tandhjul
    Dine (nære) relationer fungerer som tandhjul i et velsmurt maskineri, fordi du ubevidst tiltrækker de personer, der passer til dit mønster og gør, at du kan få lov at blive i det. Ligesom du passer til deres mønster. I kan altså blive i komfortzonen sammen, kender manuskriptet og konsekvenserne. Når du begynder at ændre noget i dit liv, passer tandhjulene ikke længere så godt sammen, så typisk opstår der konflikter, skænderier og ubehageligt konfrontationer, der gør det mere fristende at falde tilbage.
  4. Frygt for det ukendte
    Det kan lyde paradoksalt, men du kan faktisk være bange for at få succes og lykkes med tingene. Fordi du så ikke længere kan forudse, hvad der vil ske. Du kan frygte jalousi, misundelse, Janteloven, konkurrence og intriger. Eller du kan være bange for ikke at kunne leve op til andres ekstra høje forventninger, ikke at kunne gentage succesen eller klare dig bare tilnærmelsesvist lige så godt næste gang. Eller du kan være så vant til modgang, at du bare venter på at blive ramt af hybris, uheld eller en form for skæbnesvanger straf.

Så selvom du er både træt af det gamle og topmotiveret til at ændre det, så kan du ubevidst stritte imod forandringen alligevel.

 

Sådan kan du bryde cirklen

Du kan selv prøve at ændre dit mønster ved at være bevidst, reflektere og handle anderledes, end du plejer. Og så holde ved! Det kan du komme langt med. Hvis du kører fast eller bliver ved med at løbe ind i den samme mur, så er jeg klar til at hjælpe dig videre.

Efter at have arbejdet med RelationsCoaching – en praktisk og enkel måde at håndtere relationer og skyggesider – siden 2014, har jeg nu udviklet en øvelse til at kortlægge og ændre de negative grundmønstre, vi alle har.

Øvelsen går i sin enkelhed ud på at identificere din negative grundfølelse, finde ud af, hvad der sker før og efter for dermed at kortlægge mønstret samt at sætte ord, følelser og kropsfornemmelser på.

Det tricky ved det er, at der er en del af mønstret, som er ubevidst for dig, og det er typisk der, hvor det går galt for dig igen og igen. Det kan være en skyggeside, du ikke selv er klar over, at du har, eller et kompleks som impostor-fænomenet. Det kan også være noget du gør helt instinktivt, fordi du engang var nødt til det, f.eks. at påtage dig for meget ansvar, beskytte andre eller spille rollen som klovn eller syndebuk. Uanset hvor uhensigtsmæssig den del af mønstret kan virke, så har det givet dig en oplevelse af at kunne handle – eller have kontrol – og dermed undgå det, der var endnu værre.

Sammen finder vi frem til dit individuelle “tipping point”, som svarer til stadiet før det går galt. Man kan sige, at du holder op med at løbe den forkerte vej op ad rulletrappen, men kommer ned at stå ved foden af rulletrappen, hvor du kan vælge, hvilken side du vil gå til: Om du vil gentage dit gamle mønster med at løbe den forkerte vej op ad rulletrappen, eller du vil prøve det nye, positive.

Når du først er blevet bevidst om dit mønster, kan du flytte dig fra trin 1. Bevidsthed til trin 2. Refleksion og begynde at stoppe op og reflektere over tingene. Når du kender dit “tipping point”, bliver det lettere for dig at ændre dit mønster og skifte retning, inden det går galt.

Derefter er det mere naturligt bevidst at gøre noget andet, end det du plejer, nemlig trin 3. Handling.

Endelig skal du i gang med trin 4. Vedholdenhed. Jeg kalder det følelsestræning, fordi du faktisk skal til at øve dig i at rumme og håndtere de positive følelser og situationer, som du næsten ikke kender eller kun meget sjældent eller flygtigt har oplevet, fordi du hang fast i det negative mønster i den anden ende af følelsesskalaen.

Når du er klar til at bryde cirklen, kan du booke en kort, gratis prøvesamtale per telefon, eller hvis du bare vil i gang NU, kan du booke en konsultation med det samme. Skriv eller ring til mig.

Jeg glæder mig til at hjælpe dig med at bryde det negative mønster og komme videre!

 

Læs også: