- Er du en af dem, der tænker alt for meget over alt muligt?
- Kan du have svært ved at give slip på de dårlige oplevelser – også selv om din fornuft siger dig, at du bare skal glemme det?
- Har du nærmest en mental, sort bog eller en usynlig, tung rygsæk, hvor du gemmer alle de dårlige oplevelser?
- Bliver du nemt slået ud over små ting – f.eks. en mail eller sms, hvor tonen blev lidt for kontant, eller der manglede en formildende smiley?
- Husker du dine fejltagelser og fadæser langt bedre og i længere tid end dine positive resultater og succes’er?
Så har jeg to gode nyheder til dig:
1) Du er ikke alene – der er mange, der har det ligesom dig. De går også rundt og bebrejder sig selv, at de ikke bare kommer videre – at de ikke forlængst har lagt de dårlige oplevelser bag sig.
2) Det findes der råd for – det kræver dog en indsats og lidt hårdt arbejde med din personlige udvikling.
Hvad kan du selv gøre?
Rigtigt mange af mine kunder er særligt sensitive, som i årevis har gemt på traumer (= skelsættende dårlige oplevelser) og nogle af dem har også haft en depression og gået hos en psykolog eller terapeut. Trods terapien er det alligevel ikke lykkedes dem at give slip på fortiden.
Har du det også sådan?
Her er to ting, du selv kan gøre for at komme videre:
1) Skriv dagbog – mindst 5 minutter hver aften
2) Rygsækken & skraldespanden
Dagbogen
Du behøver ikke at skrive om alt, hvad du har oplevet og gjort i løbet af dagen. Formålet med dagbogen er ikke, at alt i dit liv skal gengives nøjagtigt for at kunne læses af dine efterkommere. Dagbogen er dit personlige frirum, hvor du kan skrive lige hvad der falder dig ind – uden at bekymre dig om, hvad andre måtte mene.
Mit forslag er, at du fokuserer på at skrive om følgende:
- Hvilke følelser har du haft i løbet af dagen?
- Hvilke oplevelser eller episoder – gode som dårlige – har gjort mest indtryk på dig?
- Hvad har du aktuelt gjort i de situationer?
Du kan godt nøjes med løse notater og glemme alt om tegnsætning og grammatik, for det vigtigste er, at du får sat ord på det, der har haft betydning for dig den dag.
Mange sensitive har en stærk tilbøjelighed til at tage meget hensyn til andre – og helt glemme at tage hensyn til sig selv. De bliver pleasere. Eller meget konfliktsky. Eller begge dele. Det kan der være mange forklaringer på og årsager til, men hovedsagen er, at du udelukkende skriver dagbog for din egen skyld. For at blive klogere på dig selv og komme mere i kontakt med dine egne følelser og behov. Dagbogen er et vigtigt værktøj i din personlige udvikling.
Samtidig har dagbogen en terapeutisk effekt, idet du får sat ord på nogle oplevelser og følelser, som ellers kunne have gået i selvsving i dine tanker, så du eksempelvis kunne have svært ved at falde i søvn. Når du sætter ord på og skriver det ned i din dagbog, får du oplevelserne ud af dit system – og du behøver faktisk ikke at forholde dig til dem mere. Du kan skrive dem ned, lukke dagbogen og glemme det.
Når du har skrevet dagbog hver aften i 3-4 uger, begynder du at kunne mærke effekten, og det kan være at du så glemmer det nogle dage, og det er ok, men husk at fortsætte. Jo længere tid du gør det, og jo mere regelmæssig du er, desto større effekt får det. Efterhånden bliver du bedre til at give slip på det, der er sket. Du kan blive bedre til at sige PYT. Du kommer mere i kontakt med dig selv og bliver mere nærværende i nuet.
Og bedst af alt: Du får de mange tanker og bekymringer ud af hovedet, så du bedre kan give slip – og falde i søvn.
Rygsækken & skraldespanden
Egentlig er det et værktøj, jeg har udviklet til at give slip på fortiden en gang for alle i forbindelse med mine kunders opstart af udviklingsforløbet. Så de helt fra starten får tømt den mentale rygsæk for de dårlige oplevelser og traumer, der hidtil har tynget dem og forhindret dem i at komme videre. Det er baseret på min egen erfaring med at gå til psykolog (i næsten et år), da jeg var i starten af 20’erne, fordi jeg havde nogle ting i min personlige bagage – uhensigtsmæssige mønstre – som jeg ikke ønskede at bringe videre til mine kommende børn. Så jeg gik i terapi for at få tømt rygsækken og slippe fortiden. Det lykkedes meget godt, og jeg har siden fået to dejlige og harmoniske drenge. Men du behøver altså ikke at gå i terapi i så lang tid for at opnå en tilsvarende effekt.
Øvelsen går i sin enkelhed ud på, at du tager to stykker papir. På det ene skriver du Rygsækken og på det andet Skraldespanden (eller du kan tegne det som symbol).
Forestil dig nu, at du har en usynlig og meget tung rygsæk på ryggen, som du i løbet af dit liv har samlet store sten i. Hver stor sten er en markant oplevelse eller ligefrem et traume. Forestil dig nu, at du tager rygsækken af, vender bunden i vejret og hælder alle stenene ud på gulvet ved siden af dig. Nu kan du løfte en sten ad gangen op og se på den – helt objektivt – og gøre op med dig selv, om det er en oplevelse, du vil bære med dig videre, eller om den skal i skraldespanden nu. Begynd med at fylde skraldespanden med alt det værste, det som du længes mest efter at blive fri for. Det kan både være konkrete oplevelser og følelser som f.eks. afvisninger, svigt eller lavt selvværd/lav selvtillid som resultat heraf.
Når du ikke kan komme på mere, der skal i skraldespanden, så forestil dig, at du kan sætte låg på den og skubbe den væk fra dig – bag dig. Nu kan du se fremad. Spørg så dig selv:
Hvad vil jeg have med på min videre rejse?
Hvem vil jeg gerne have i mit liv fremover?
Hvad gør mig glad?
Hvad giver mig energi?
Hvad betyder allermest for mig?
Alt det, som du kommer i tanke om her, skriver du på siden med rygsækken. Det bliver din liste over det vigtigste i dit liv. Det som virkelig betyder noget for dig. Det som skal fylde og give dit liv mening og værdi.
Du kan i øvrigt også bruge Rygsækken & skraldespanden sammen med dagbogen, for måske kommer du ud for noget mere, som skal i skraldespanden, eller får en dejlig oplevelse, som du gerne vil have med i rygsækken, så du kan glædes over den, hvis du en dag bliver lidt trist og melankolsk.
Hvad kan du få hjælp til?
Du kan også konsultere mig på timebasis og f.eks. vælge en “Mental U-vending“, hvor du får vendt dine negative tanker til mere positive eller øvelser, hvor du giver slip på fortiden og bryder dit gamle mønster.. Begge dele kan hjælpe dig til at flytte dit fokus fra problemer i fortiden til løsninger og fremtiden.
Læs evt. også:
Slip fortiden – og kom videre!
Hvad er det bedste forældre kan gøre for deres børn?
Den tabte barndom eller Aspergers syndrom?!
Tør du se sorgen i øjnene og føle dine følelser?
Er du kørt fast?
En særligt sensitiv og taknemmelig hilsen og stor lettelse over så meget jeg kan genkende af “symptomer” og følelser og oplevelser.
Jeg håber at der blir mange flere arrangementer som dem d. 12. august og september. Kan sikkert ikke komme til disse datoer men tar gerne fra Bornholm til …… øøh jeg har ikke engang fået læst hvor de foregår – VED BARE AT det er noget for mig!
Lisbet Møller
Hvad så hvis man kender en, som har gjort alt det, men at det stadig ikke hjælper?
Så er det på tide at søge professionel hjælp. Det er altså ikke alt, man kan klare selv.