Bagtalt og backstabbet
Fra 2019 til april 2025 har jeg haft en åben undersøgelse og indsamlet i alt 80 eksempler på bagtalelser, backstabbing og andre former for mobning, der især rammer de 10 % bedst begavede.
- 92 % af respondenterne var testet til at være blandt de mest intelligente
Det første indlæg om resultaterne af undersøgelsen kan læses her: Kvinder med høj IQ bagtales og fyres
Dette indlæg handler om konkrete eksempler.
10 eksempler på bagtalelser og backstabbing af de mest intelligente
Eksempel 1:
Jeg overtog en sag, hvor der angiveligt var en arbejdsgruppe bag beslutningerne, og da jeg undrede mig over konklusionerne, spurgte jeg via en mail alle i gruppen – ikke kun formanden – om, hvordan de var kommet frem til den konklusion.
Formanden for arbejdsgruppen blev vred og bagtalte mig til chefen og de andre kolleger. Han fremstillede mig som en, der faldt andre i ryggen og ikke var til at stole på.
Chefen støttede formanden.
Jeg blev meget ked af det, for det havde slet ikke været min hensigt at falde nogen i ryggen. Kun spørge til konklusionen i deres arbejde, fordi jeg ikke forstod den, og det var mig, der skulle ‘rydde op’ og administrere efter den.
Kollegaen blev forfremmet. Han blev helten, og jeg skurken. Det viste sig dog efter et år, at han selv havde lavet konklusionen uden at spørge arbejdsgruppen – og konklusionen var grebet ud af luften. Derfor var den umulig for mig at forstå. Jeg kunne ikke se det faglige og logiske grundlag (som der altså heller ikke var noget af).
Jeg blev ugleset og stemplet som en dårlig kollega, der bagtalte folk.
Eks. 2:
Jeg var hendes barselsvikar og blev tilbudt at blive, da der var nok af opgaver.
Hun følte sig truet, tilbageholdt information, havde lukket kalender (alle andre kolleger kunne se hendes kalender), og med tiden kunne jeg konstatere, at chefen var fuldt opdateret på alle mine fejl og mangler på et detaljeniveau, som kun kunne komme fra hende. Jeg observerede også ændret adfærd fra nogle kolleger.
Chefen gjorde ingenting, han var konfliktsky.
Jeg vedholdte den gode tone og blev ved med at dele information, sådan som jeg synes man bør i et samarbejde (selvom det var fristende at lade være), jeg håbede at vinde hendes gode side.
Hun kørte solo og behandlede mig som en kuli.
Resultatet for chefen blev, at opgaverne ikke bliver løst så hurtigt, som han gerne ville – og cc spam i hans mail.
Jeg var altid bagefter med information – bagefter med opgaver og kunne ikke levere til tiden. Nu står jeg uden job.
Eks. 3:
De mere (møde)stabile kollegaer sørger for at vores hjemmearbejdsdage er taget fra os, til trods for at jeg udretter meget mere derhjemme med ro. De ønsker et bedre faglig sparringsmiljø, men jeg har været i der i 2 år, de har været der i 30 år. Det lugter af konkurrence og fremhæver min ‘anderledes’ måde at være på. De siger til chefen, at jeg er for grundig. Og jeg burde måske oplyse chefen om, at de ikke føler lovgivningen. De lærer mig forkerte ting, jeg opfatter det som bevidst fra deres side. Når vi skal planlægge arbejdsopgaver, stiller de mig i en dårlig situation over for chefen, således at jeg altid ender med at være hårdt presset.
Kollegaen fik sin vilje og har bedre muligheder til lønforhandlingen.
Chefen makkede ret, for senere at ændre holdning, da det ikke fungerede. Lav kvalitet i arbejde (han ved det dog stadig ikke).
Jeg makkede ret og blev senere stresset og trist. Føler mig ikke god nok. Mistede lysten til at gøre mit arbejde ordentligt og grundigt. Er stadig underlagt deres pres, og jeg har fået angst.
Eks. 4:
Vores chefs stilling blev ledig. Jeg mente pga. omstændighederne, at stillingen skulle besættes eksternt, og min kollega erklærede sig enig i analysen.
Kollegaen gik efter stillingen og underminerede aktivt min troværdighed over for chefen, antageligt for at reducere værdien af min analyse.
Chefen forfremmede min kollega, men han var, som jeg havde analyseret, slet ikke klar til den position i den organisation.
Jeg hang i det næste halve år med en uduelig chef, plaster på såret var coaching og forslag om betalt parkering, indtil jeg blev fyret. Efterfølgende ændrede jeg syn på karriere og en klart reduceret tillid til både mine kolleger og det typiske mantra om, at firmaets bedste også er til medarbejdernes bedste.
Eks. 5:
Jeg var ansat i en stilling med for meget at lave. Løbende fortalte jeg min nærmeste leder om dette og bad hende prioritere arbejdsopgaverne for mig. Hun slog det hver gang hen og sagde, jeg sikkert gjorde mit bedste, og at jeg ikke kunne nå mere, end jeg gjorde. På et tidspunkt gik jeg på orlov for at passe mit syge barn, og i den periode fandt man ud af, at afdelingens sager rodede en del. Der var ikke helt styr på tingene. Man gennemgik min bunke sager i mit fravær og fandt selvfølgelig frem til, at jeg var langt bagud. Min leder vaskede sine hænder og gav mig den fulde skyld. Dette resulterede i, at jeg fik en advarsel.
Med truslen om en skriftlig advarsel og en leder, som ikke ville bakke mig op, men tværtimod havde backstabbet mig, sagde jeg op. Jeg fik fagforeningen til at hjælpe mig og tale min sag, og de fik forhandlet 6 måneders ekstra løn hjem til mig. Men jeg fik aldrig en undskyldning.
Det var en hård start på mit arbejdsliv og den allerførste stilling efter færdiggørelsen af min uddannelse. Her 20 år senere er jeg stadig flov og ked af oplevelsen, og jeg undgår helst tidligere kolleger.
Eks. 6:
Som nyansat blev jeg udsat for mobning af to kvindelig kolleger, der bl.a. frøs mig ude, sjældent talte med mig, holdt information tilbage og udelukkede mig fra møder, som flere chefer forventede, jeg deltog i. Vores fælles chef og andre kolleger mente, at de måske følte sig truet af, at jeg var dygtig og kommet hurtigt ind i jobbet og fik god tilbagemelding fra andre kolleger og chefer. Den ene var privat ven med vores chef, som også begyndte at nedgøre mig til møder og besluttede, at jeg ikke måtte udføre visse opgaver, jeg ellers var ansat til. Han kom også flere gange med indirekte trusler om fyring – hvilket han endte med at gøre efter 6 mdr. og begrunde det med min adfærd, både over for HR og hele afdelingen.
Eks. 7:
Min kollega tog æren for mit arbejde på møde med chef og øverste chef ved at sige, han var hovedforfatter på et oplæg, jeg havde skrevet, og han havde bidraget 1 % til. Han er den øverste chefs favorit.
Chefen lod ham gøre det uden at gribe ind. Udenfor sagde chefen, at han udmærket vidste, det var mig der havde lavet arbejdet. Bagatelliserede det.
Jeg blev rasende indvendig, mistede tillid til chef, kollega og øverste chef.
Kollegaen fik forfremmelse og chefen gjorde intet.
Eks. 8:
En højere chef ville have mig taget af en opgave med at facilitere et månedligt møde. Hun mente, at jeg havde sagt noget ‘helt ude af kontekst’. Hun gik til min chef og fik mig fjernet fra opgaven. Jeg har aldrig fået klart refereret, hvad det var jeg havde fået sagt. Tror, jeg har været for ærlig og sat fokus på ressource-mangel.
Eks. 9:
Jeg havde i 1½ år gjort ledelsen opmærksom på fejl og mangler i administrationen. I stedet for at rette op på dette, endte jeg med at blive fyret. Ingen kommunikation under 2½ måneds sygemelding, men i stedet en fyring pga. omstrukturering og nedlæggelse af stilling. Jeg hører, der er kaos nu og opgaver ikke bliver løst.
Eks. 10:
Jeg leverede gennem et år dataanalyse til min teamleder. Data blev brugt til juridisk afklaring og beslutnings-materiale i øverste ledelse. Jeg blev ved med at få at vide, at jeg skulle med til møder med de forskellige parter, men der var altid en god undskyldning, når jeg alligevel ikke blev inviteret med. Det viste sig efter halvandet år, at teamlederen selv havde taget æren for hele arbejdet. Han fik lønstigning og bonus for det – jeg fik ingenting.
Jeg er nu meget bange for at blive udnyttet og får stress, så snart jeg mærker, at en kollega har rundsave på albuerne. Jeg undgår så vidt muligt at arbejde sammen med folk, der udviser tegn på ikke at være holdspillere, men kun spiller for egen vinding.