Begavet barn skyr skuffelser
De fleste af de begavede, jeg møder, er særligt sensitive eller påvirkelige, som jeg vil gå over til at kalde det. Dels har Elaine Aron taget Carl Gustav Jungs oprindelige begreb i en bestemt retning, som handler meget om det sansemotoriske, dels viser de begavedes påvirkelighed sig ikke nødvendigvis i hendes test.
Begavedes påvirkelighed viser sig som følger:
- De husker som elefanter – især de dårlige oplevelser
- De kan bruge lang tid på at reflektere over og analysere, hvad andre har sagt og gjort
- Påvirkeligheden gør, at de lettere tager ting personligt og bliver mere sårede end deres venner og kolleger
- De bruger mange tanker på ting, der er sket i fortiden, selvom det godt ved, at de ikke kan ændre det
- Ofte bruger de længere tid på at slikke og hele gamle sår (det viste Jungs tidlige traumeforskning)
- Hvis de oplever noget mere end én gang, kan de begynde at se mønstre, og så kommer de til at forvente gentagelser
- De kan forudse, hvad der kan gå galt – og det kan virke negativt selvforstærkende
- De er bekymrede for fremtiden og har tendens til pessimisme
I praksis betyder det, at de har bundet en masse tanker og energi både i fortiden og i fremtiden, mens det kan være usædvanligt svært for dem at være nærværende og til stede i nuet. Og nej, de kan ikke bare følge nogle af alle de råd og tips, der virker for andre. For deres hjerne fungerer anderledes end hos de fleste.
“Du skal bare…” – dur ikke forbegavede
Kender du det, at du fortæller en kollega eller bekendt om noget af det, du kæmper med, og du kan næsten ikke få lov til at tale færdig, før de begynder en sætning med “Du skal bare…” og giver dig et eller andet råd, som har virket for dem eller for nogle andre.
Når man har oplevet det et vist antal gange og har prøvet nogle af rådene – kun for at konstatere, at det ikke virker – så kan man blive meget træt.
Hvis du er begavet – mellem de 10 øverste procent – så fungerer din hjerne ikke som hos flertallet, og derfor dur de råd og tips, der hjælper for den brede midtergruppe, ikke altid for dig. Du er ofte nødt til at gøre noget andet og finde nogle måder og værktøjer, der virker for dig.
Derfor siger jeg heller ikke, at du bare skal… For det er aldrig bare. Desværre. For det meste er du nødt til første at få selvindsigt og forståelse for, hvorfor du kæmper med lige netop dét problem på lige netop den måde. Og nogle gange må vi bøje og tilpasse øvelserne, så de passer bedre til dig. Så din hjerne ikke smyger sig udenom. Og ofte er det både krævende og lidt hårdt at ændre vaner og tankemønstre. Det kan være angstprovokerende og er sjældent nemt. For så havde du jo gjort det for længst.
Følelser er ikke farlige
Som mange andre begavede har du sikkert haft dårlige oplevelser, er blevet mobbet, skuffet og/eller svigtet. Og det husker du. Alt for godt. Det er kodet ind i din hjerne. Ofte også langt nede i det ubevidste. Helt uafhængigt af din veludviklede og overaktive fornuft, der tit synes, at du bare skal tage dig sammen.
Derfor kan du ikke uden videre give slip og holde op med at bekymre dig for, at noget negativt skal ske igen. Du kan bedre forberede dig på, at det kommer til at ske igen, og hvad du så vil sige eller gøre. Faktisk har du svært ved at forestille dig, at det ikke sker igen.
Som begavet og meget påvirkelig har du tidligt valgt en bestemt strategi for at overleve: Du tænker dine følelser!
Men følelser fungerer altså ikke efter hensigten oppe mellem dine ører. Det gør dig kun mere fraværende og ude af stand til at mærke dig selv.
På den ene side var det netop meningen: At slippe for at mærke de ubehagelige følelser.
På den anden side er de der ikke længere, når du faktisk har brug for dem. Til at advare dig om, at dine grænser bliver overskredet. I stedet har du mistet forbindelsen til dig selv, ved ikke længere, hvad du føler, og dermed taber dit liv og andre mennesker værdi og betydning for dig. Det bliver tomt. Meningsløst.
Men følelserne er ikke dine fjender. De er slet ikke farlige. Tværtimod.
Føleserne giver dit liv og dine relationer dybde og mening. De er der for at hjælpe dig. Så du bedre kan passe på dig selv.
Hvad stiller du op med følelserne? Og bliver bedre til at være i nuet?
Først og fremmest skal følelserne ned i kroppen igen. Og på en måde er de der allerede, for din krop husker alle de dårlige oplevelser, spænder op og danner beskyttende panser, så du er forberedt, og det ikke gør lige så ondt næste gang, du bliver ramt.
Men nej, det er ikke nemt. Når du det meste af dit liv har excelleret i tænke dine følelser, kan du ikke uden videre begynde at mærke dem.
Vi er nødt til at tage udgangspunkt der, hvor de er nu: Oppe i dit hoved.
Identificere og forstå den dårlige oplevelse.
Se eller beskrive den og give slip på den.
Slippe fortiden.
Så kan du begynde at forholde dig til følelserne en ad gangen. Og være til stede. I nuet.
Følelser på en skala
Det kan hjælpe at huske på, at du hele tiden har et valg, når du forholder dig til følelserne:
I den ene ende af skalaen kan du stadig fornægte, fortrænge eller blot parkere følelserne. Det kan være nødvendigt, når du er på arbejde og skal agere professionelt. Nogle gange kan det også være tiltrængt i de nære relationer, så du ikke kommer til at sige eller gøre noget, du bagefter fortryder.
I den anden ende af skalaen kan du vælge det, jeg plejer at kalde italiensk opera. Her bliver de STORE FØLELSER levet ud med stort drama og store armbevægelser. Her kan følelserne få frit løb og blive transformere til kunst og kreativ skabelse. Teater, sang, poesi, billedkunst, film, musik, litteratur, kunsthåndværk.
Et sted midt på skalaen er der mere neutralt. Her kan du iagttage følelserne, acceptere, at de er der, rumme dem og øve dig i at mærke, hvordan de opleves i kroppen. Hvordan kan du mærke, at du er glad, vred, ked af det, irritabel, utilfreds og enten har brug for at være i fred eller for at være sammen med nogen, der kan rumme dig? Hvordan og hvor i kroppen kan du mærke de forskellige følelser? Strammer det i maven, brystet, halsen, skuldrene? Får du kvalme, ondt i maven, hovedpine eller bliver svimmel?
Prøv at tænke på dine følelser som nye venner, du skal lære at kende og vænne dig til at være sammen med. Det er helt okay nogle gange at sige til en ven, at du ikke har tid til at være sammen lige nu. Men det er ikke okay ikke at vende tilbage, når du faktisk har tid. Et kvarter er fint i starten. Nogle gange ligefrem rigeligt. Og din konstante travlhed kan sagtens være en dårlig undskyldning for, at du ikke har lyst til at beskæftige dig med dine følelser.
Når du kan mærke dine følelser, bliver det automatisk lettere at være til stede i nuet. Være nærværende. Men det kan være svært og kræver øvelse. Og dit liv og dine relationer bliver så meget stærkere og mere meningsfulde, når du kan mærke din følelser. Glæd dig!
Læs også:
- Tænker du for meget og handler for lidt?
- Hvad er koblingen mellem høj IQ, sensitivitet og impostor-fænomenet?
- Begavet, sensitiv og i skjult sorg
- Begavet & sensitiv – sådan håndterer du de svære følelser
- Er du både begavet, særligt sensitiv og ambivert?
- Er du bange for at blive forladt?
- Er du bange for at leve DIT liv?