Lige siden jeg var ung, har jeg haft en særlig passion for bærplukning. I år, da jeg plukkede hindbær, gik det op for mig, at det i grunden er en besynderlig hobby: Fuldstændig frivilligt at begive sig ud i naturen for at blive stukket og revet til blods på buskenes torne, at få ondt i ryggen af at bukke og strække sig i helt akavede stillinger for at nå ind til de største bær, brænde sig på brændenælder og komme i nærkontakt med edderkopper og alverdens småkravl, at få sit tøj filtret ind i burrer og få nassede fingre. At bruge omkring en time på at samle knapt 500 gram snoldede små bær fyldt med dyr og dårlige steder. Når man nu kan købe en stor bakke flotte bær for en overkommelig pris henne i supermarkedet.
Da jeg så stod og plukkede brombær i dag gik det op for mig, hvorfor jeg hvert år cykler ud i skoven og gør mig alt det besvær for nogle hundrede gram bær:
Det er netop, fordi det er så besværligt!
Først skal du finde buskene, og det er ikke sikkert, at det gode buskads fra sidste år stadig er der i år, for måske har de nævenyttige folk fra kommunen ryddet hele skråningen. Det er besværligt at tage netop så forsigtigt på bærrene, at du kan få dem til at slippe uden at mase dem, at få fat i bærrene uden at brænde dig på brændenælderne og uden at blive revet alt for meget til blods på tornene. Du kan ikke skynde dig, og hvis du bliver grådig eller doven og plukker for mange bær i hånden ad gangen, så taber du dem bare ned i busken, hvor du ikke kan nå dem. Du skal også hele tiden passe på ikke at komme til at træde i eller skubbe til bøtten eller skålen, så bærrene vælter ud på jorden.
Når jeg beskriver det, kan jeg godt selv høre, at det er et besynderligt irrationelt tidsfordriv. Men jeg elsker det. Fordi det er afstressende og skønt at være så tæt på naturen. Men frem for alt, fordi det er så vidunderligt besværligt!
Øv, er det allerede ovre?!
Kender du følelsen af at have været i gang med et spændende projekt eller en uddannelse, der har været udfordrende og lært dig noget helt nyt? At nok har det af og til været svært eller hårdt, men det har været fedt, og du har været opslugt af processen. Så længe det varede. Så lige pludselig er det ovre. Projektet er afsluttet, eksamen er bestået. Og så sidder du dér. Som efter en tur i en vild rutschebane i Tivoli, der er alt for kort.
Du sidder tilbage med en tom fornemmelse.
Sådan havde jeg det i fredags, da jeg afsluttede min uddannelse til RelationsCoach. Det har været et fedt halvt år, og jeg har udfordret mig selv, hvor jeg kunne. Alligevel var jeg lidt skuffet over, at det ikke var sværere. At det allerede var overstået.
I mange år var jeg konstant i gang med en eller anden uddannelse, og jeg nød at lære noget nyt og blive udfordret. At læse HD i Organisation & Ledelse, var da nok sejt samtidig med fuldtidsjob og to små børn, men det var jo bare sådan det var, imens det stod på. Bestod med glans og det gennemsnit, jeg havde besluttet mig for at få. Og så var det pludselig ovre. 4 år slid blev afløst af en sløset masse fritid, jeg helt havde glemt, hvad man skulle bruge til!
Heldigvis gik der kun et år, før min arbejdsgiver syntes, at jeg skulle deltage på en intern uddannelse på universitetet i Milano sammen med de andre HR Managers. Så var jeg i gang igen. Men til min skuffelse var der hverken lektier eller eksamen. Siden fulgte andre arbejdsgivere og andre kurser. Og jeg har nydt det hver gang.
Det er faktisk noget af det bedste ved at være selvstændig: En gang om året investerer jeg i en uddannelse, som er relevant for mig/min virksomhed, og så tit som muligt deltager jeg på diverse konferencer, hvor jeg kan blive inspireret af andre foredragsholdere – og jeg skal slet ikke argumentere med min chef først!
Men før eller siden er det ovre, og så sidder jeg med den samme tomme fornemmelse:
Er det allerede ovre?
Var det virkelig ikke sværere?
Og: Hvad så nu?!
Kender du det?
Hvad gør du, for at holde dig skarp og udfordre dig selv?
