Efterhånden har jeg mødt en del – især kvinder – som ikke har en realistisk opfattelse af deres egen intelligens, før de får den testet. Flere af dem bilder sig ligefrem ind, at de er dumme, selv om det komplet modsatte reelt er tilfældet. Andre tror, at de nok ligger “lidt over middel” og viser sig at være blandt de øverste 10%, mens atter andre vurderer, at de vel er “i den øverste fjerdedel”, og så viser de sig at være blandt de 3% bedst begavede! Når især kvinder så eklatant undervurderer deres egen intelligens, kan det skyldes det simple faktum, at de ikke som mænd er blevet testet i forbindelse med session til militæret. Mange mænd kan til gengæld overvurdere deres intellektuelle formåen og vil ikke betale for at få noget bekræftet, de jo ved i forvejen. Hvad intelligens angår er det derfor mest kvinder, der rammes af impostor syndrome – evnerne er der, men selvtilliden mangler.

Dette blogindlæg er til dig, der stadig er i tvivl.

Har du altid haft en fornemmelse af, at du er anderledes end de fleste? Uden at du helt kan sætte fingeren på, hvordan eller hvorfor du føler dig anderledes. Eller du har gjort alt, hvad du kunne for at være som alle andre, og alligevel har andre gjort dig opmærksom på, at du ikke var som dem. Du skiller dig ud. Det synes de andre i hvert fald.

Som mand er du måske ikke tilstrækkeligt interesseret i fodbold til at følge med i alle kampresultaterne, så du kan snakke med i frokostpausen. Som kvinde glemmer du at følge med i ugebladene og de populære tv-programmer, for det siger dig simpelthen ikke noget. Så i frokostpausen, over fyraftensøllen eller til tøsemiddagen, hvor alle andre diskuterer sport eller de kendtes eskapader, kan du ikke rigtigt deltage i samtalen. Det alle andre griner ad, kan du ikke rigtigt se det morsomme i, og det du er ved at grine dig selv i laser af, synes de andre slet ikke er sjovt. Hvis du skal være helt ærlig, vil du hellere sidde sammen med de lidt excentriske og nørdede, der diskuterer nationaløkonomi, beretter om pudsige episoder fra deres privatliv eller diskuterer, hvad man som minimum bør have i en velassorteret værktøjskasse – ikke fordi du personligt interesserer dig for emnerne, men du synes trods alt, at det er mere underholdende at få et indblik i den verden, end i sportens og de kendtes. Nogen synes måske, at du virker arrogant og reserveret, eller at du ikke er til at snakke med. Men pyt med det så længe du hygger dig.

I skolen var du altid blandt de bedste i alle fag – i hvert fald alle de fag, der interesserede dig. Lektierne blev hurtigt overstået uden større besvær henne på skolen, og du kunne ikke forstå, at nogle af dine kammerater syntes, at det var svært eller en sur pligt, de blev ved med at skubbe foran sig. I timerne var du enten aktiv, når emnet interesserede dig, eller også sad du og tænkte på noget andet, mens du lod som om, du hørte efter. Hvis du ikke var en af dem, der blev smidt uden for døren, fordi du stillede “dumme spørgsmål” eller snakkede for meget i timen. Du afsluttede folkeskolen med et godt gennemsnit og klarede dig også hæderligt på gymnasiet og den videregående uddannelse, du tog. Egentlig tror du stadig, at de andre ville kunne gøre det lige så godt som dig, hvis de bare var lidt mere flittige, ligesom du nok selv kunne have fået et lidt højere gennemsnit, hvis du havde anstrengt dig lidt mere og været mere flittig. Det, der interesserede dig, virkede nemt.

I dit job er du vild med at lære noget nyt, sætte dig ind i nye områder, få udfordrende opgaver og ansvar for det, du synes giver mening. Du kan sikkert lide at have travlt og er mere effektiv end de fleste, men det lægger du ikke selv mærke til. Du sætter overliggeren højt og lægger vægt på kvalitet i opgaveløsningen. Du er måske perfektionist, uden at du selv oplever at være det, eller du er i al hemmelighed optaget af at være så effektiv som muligt i din arbejdstid. Du vil bare gøre dit arbejde godt. Når du så er blevet rimeligt god til noget, og der begynder at gå rutine i det, kan du  – fra den ene dag til den anden – fuldstændig miste interessen for det, begynde at kede dig og se dig om efter nye udfordringer.

Du har med jævne mellemrum – ca. 1-3 år – skiftet job, måske også virksomhed eller branche, enten fordi lejligheden bød sig, eller fordi du var vokset ud af jobbet og savnede udfordringer. Du ved godt, at du er utålmodig og rastløs af natur, men du er sådan set loyal over for både virksomheden og din leder, så længe du bliver holdt til ilden med projekter og føler dig udfordret.

Føler du dig truffet? Og har du fornemmelsen af, at du aldrig bruger dig selv fuldt ud – at du altid har en reservekapacitet, der ikke kommer i spil? Så kan forklaringen være, at du er blandt de 3-9% bedst begavede. Du er ikke så intelligent og speciel som de øverste 2%, der kan blive medlem af Mensa, men du er stadig væsentligt bedre begavet end mindst 90% af befolkningen.

Og nej, det der er let for dig, er ikke let for alle andre. De andre kan ikke bare tage sig sammen eller være mere flittige. Din mentale motor har fra naturens side langt flere hestekræfter end deres. Det kan hverken du eller de lave om på. Men du kan vælge at tage ansvar for din egen udvikling og få mere ud af dine evner. Når du ved, hvor begavet du rent faktisk er. At få en percentil på din begavelse kan på en gang få en masse brikker til at falde på plads og give dig en større forståelse for dig selv – og det potentiale du ønsker at bringe i spil.

Oprindeligt udgivet på Ann C. Schødts blog på Jyllands-Posten 1.8.2012