Tænker du tit, at det ville være skønt, hvis du var mere normal? Hvis du bare var helt almindelig og interesserede dig for det samme som alle andre? Ville du ønske, at du havde en målrettet karriere og kunne være en del af dine kollegers hyggelige fællesskab? Har du tit ønsket, at du kom fra en gennemsnitlig dansk kernefamilie og havde haft en tryg og almindelig opvækst? Føler du dig ensom og længes efter at være sammen med nogen, der ligner og forstår dig?
Så er du ikke den eneste.

Ind imellem dukker ensomhedsfølelsen op. Med et stort netværk, en dejlig familie og gode venner, er det ikke en konkret ensomhed. Det er nærmere en eksistentiel ensomhed, der bliver tæt fulgt af en sær dyb sorg over, at der ikke er nogen i hele verden, der er som mig. Ikke fordi jeg har ondt af mig selv overhovedet, det er mere en nøgtern konstatering. Ensomheden skyldes dels, at jeg til en vis grad har været social mønsterbryder, og dels at jeg var en smutter før aborten blev frigivet, så jeg ikke har nogen hel-søskende. Til gengæld har mine forældre sørget for, at jeg har mange halvsøskende, som både ligner dem og hinanden, men ikke mig. Statistisk set og antallet af skilsmisser taget i betragtning, så må det være en skæbne, jeg efterhånden deler med mange: At der i nutidens sammensatte familier er nogen, der er de “rigtige” børn, og så er der os andre.

Ligesom Lisbeth Zornig Andersen også bitterligt reflekterer over i sin bog. Vel gør det ondt at erkende, til tider endda meget ondt, men der er ikke så meget at gøre ved det. Man kan ikke spole tiden tilbage og få sig en ny barndom og opvækst. Det eneste, vi faktisk kan gøre, er at være gode forældre for vores egne børn: At elske, se, forstå og rumme dem præcist, som de er. For dermed kan vi bryde mønsteret.

I mit netværk og i forbindelse med mit arbejde møder jeg til stadighed begavede voksne, der slæber rundt på de mest horrible historier: En barndom præget af forældre med misbrugsproblemer eller psykisk sygdom, vold, svigt, følelseskulde, mobning og alt det, man end ikke vil ønske for sin værste fjende. Børn, der alt for tidligt i deres liv har måttet agere som den voksne i familien, klare sig selv og tage ansvar for forældrene og oftest også for mindre søskende. De har ikke haft en barndom – de har overlevet en opvækst. Og de er sørgeligt mange.

Der hvor de begavede adskiller sig er netop ved overlevelsen: De gik ikke til grunde, blev ikke misbrugere eller kriminelle – de gentog ikke forældrenes mønstre. Deres intelligens har gjort, at de holdt hovedet oven vande, når alt var kaos og de på alle andre måder var ved at drukne: De evnede at klare sig igennem på trods af alt. De magtede at påtage sig ansvaret. Deres overlevelsesstrategi virkede, også selvom den indebar neurotiske træk eller tvangshandlinger.

Men de har betalt en høj pris for den overlevelse: De har ar på sjælen, mange har meget svært ved at stole på andre mennesker og er emotionelt lemlæstede, så de har svært ved at mærke og udtrykke deres egne følelser. Mange af dem har en overudviklet empati og er ekstremt hensynsfulde over for andre, mens de glemmer at tage hensyn til sig selv. De er blevet eminente til at analysere situationen og finde løsninger, men at være følelsesmæssigt til stede i kroppen og nuet er næsten umuligt. I det hele taget kan de være velfungerende udadtil, mens de “glemmer” at leve deres eget liv – fordi det ofte gør for ondt og er forbundet med en altopædende indre ensomhed.

De begavede mønsterbrydere har altså brudt den sociale arv, og mange har fået en uddannelse, fundet en levevej og måske ligefrem skabt en god karriere, der har givet dem en form for fællesskab og en dagligdag sammen med andre, der formodentlig er lige så begavede. Mine spørgsmål er imidlertid:

Har det givet nogle andre uhensigtsmæssige psykologiske mønstre, som du slæber rundt på som voksen?
Føler du dig stadig ensom og anderledes?
Savner du stadig, at der er nogen, der forstår dig, ser og kan rumme dig – med alle dine mange facetter, din kompleksitet og din historie?

Så er du faktisk ikke alene.

Oprindeligt udgivet på Ann C. Schødts blog på Jyllands-Posten 1. november 2012.