Kære begavede læser,
Egentlig var det meningen, at jeg skulle blogge i dag og være lidt effektiv, men jeg var simpelthen ikke inspireret og solen skinnede, så jeg valgte at gå en lang tur i stedet. Kierkegaard skulle have sagt noget i denne retning: ”Der findes ikke en dårlig tanke, man ikke kan gå sig fra, og der findes ikke en god tanke, man ikke kan gå sig til! ” Og han har helt ret. Bedst som jeg traskede rundt ovre ved mosen, fik jeg den tanke, at jeg ikke skulle blogge, men skrive et personligt brev til dig. Jeg savner faktisk at skrive breve.
Da jeg var ung i 80’erne og 90’erne i Jylland skrev jeg mange og lange breve til mine veninder i København og venner rundt omkring. I hånden vel at mærke. Med fyldepen og skråskrift. Jeg havde nemlig som den eneste i 3. klasse valgt at lære at skrive skråskrift, fordi jeg kunne regne ud, at det gik langt hurtigere end den usammenhængende formskrift, de andre skrev. Jeg har jo altid nydt at skrive, så når jeg først kom i gang, var det svært at stoppe igen. (Stadig et problem, jeg ved det.) Men som en af mine pennevenner lunt bemærkede, så tog det ekstra lang tid at læse mine breve, dels fordi de var lange og dels fordi skriften var så svær at tyde, så det vil jeg skåne dig for. Til gengæld har jeg allerede nu advaret dig: Det her er et langt brev!
For nylig erfarede jeg, at Lise August anbefaler de særligt sensitive at sørge for at skabe gode morgenrutiner og ”sweet moments”. Nåh, så er det derfor, jeg altid skal høre noget god musik (lige nu Texas’ Greatest Hits, senere Sange fra 1. sal og til
sidst Nina Perssons nye sange) og have et krus te (sort og med mælk) inden for rækkevidde for at komme i den rette stemning til at skrive og arbejde.
Hvad er dine ritualer og sweet moments?
Det er onsdag i skrivende stund, og denne uge har allerede været ret anderledes end de fleste. Nu har jeg snart arbejdet fuld tid med potentialeudvikling for de 10% bedst begavede i to år, og i den anledning var jeg ved at forsøge at opsummere mine erfaringer og genoptage skrivningen af den bog om emnet, som jeg startede på i august 2012. Efter ca. 50 sider var jeg nødt til at lægge den på hylden (nej, jeg ved det godt, den ligger på harddisken, ikke på nogen hylde). Ikke fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle skrive, men fordi det var for tidligt at begynde at opsummere efter kun et halvt års arbejde. Og helt konkret oplevede jeg, at processerne med mine kunder var alt for dynamiske til, at jeg med rimelighed kunne sammenfatte det til noget brugbart, eksempelvis blev de negative roller mere kringlede og personlige, så som ”Væddeløbshesten i boksen” og ”Den hensyntagende elefant”.
Først bliver jeg nok nødt til at forklare det med rollerne og den negative rolle. Vi har det alle sammen: Forskellige roller i forskellige relationer. Jung kaldte det vores Persona. Steven Covey splittede Persona’en op i forskellige roller som f.eks. vores jobtitel, lederrollen, rollen som partner, forælder, søn/datter og ven/veninde. I forbindelse med mit arbejde med de begavede har jeg så fundet to mere: Den negative rolle og rollen som dig selv. Den negative rolle er egentlig ikke negativ i sig selv, og i starten har den faktisk været positiv, fordi den har hjulpet dig til at tilpasse dig de ydre krav og vilkår. Den kan ligefrem have beskyttet dit sårbare jeg eller været en nødvendig del af en overlevelsesstrategi. Problemet er bare, at det ikke er dig, men en slags maske, du tager på, når du er sammen med andre. Den beskytter dig, men ofte stivner den og får dig til at føle dig utilpas – at du ikke rigtigt er dig selv, ikke hviler i dig selv. Du kan ligefrem føle dig falsk, og med årene kan gabet imellem din negative rolle og den, du i virkeligheden er inderst inde, blive så stort, at det bliver uoverskueligt og udløser en krise. Det er så her kvinder bliver skilt og mænd skifter job. Eller omvendt. Eller begge dele.
Jeg plejer altid at spørge mine kunder: ”Hvor god er du til at være dig selv? ” Og så tøver de. For nogen er det sandhedens øjeblik, fordi de har levet det meste af deres liv i deres Persona og forsøgt at gøre alle andre tilpas. Den dygtige og ambitiøse på jobbet, den betænksomme partner, den bedste mor/far, den pligtopfyldende søn/datter osv. og allernederst på listen kom hensynet til dig selv. Ofte var du for træt, når du endelig nåede så langt. Så det blev ikke i dag, at du gjorde noget godt for dig selv. Heller ikke i dag.
Trist historie, jeg ved det godt. Men i modsætning til så mange andre, har jeg faktisk – da jeg en overgang var træt af jobbet, småbarnsmor og i gang med en uddannelse – valgt at prioritere at skrive en time hver aften fra 22-23 – bare for at gøre noget for mig selv, noget der gjorde mig glad og gav mig energi. Og det betalte sig: Jeg overlevede et halvt år i et kedeligt job, blev tilbudt et andet og senere i samme virksomhed tog karrieren form og fart, jeg ændrede retning på uddannelsen og gennemførte med det planlagte snit på 10, fik et dejligt barn mere og er stadig gift med den samme mand. Vel egentlig bare fordi jeg prioriterede at være tro imod mig selv og det, jeg inderst inde altid har brændt for. Kan varmt anbefales.
Hvad gør dig glad?
Prøv at skrive en liste over de ting, der gør dig glad og gør så mindst en ting fra listen hver dag. Bliv ved i fire uger og skriv så til mig, hvordan du har det.
Den negative rolle skal du enten sige pænt tak for nu til og smide i skraldespanden, eller du kan nøjes med at være bevidst om den og skrue lidt ned for den hver dag, så der bliver mere plads til den du i virkeligheden er. 🙂
Men egentlig ville jeg fortælle dig om i mandags og i går. De to meget spændende og anderledes dage.
Mandag morgen fortalte jeg min mand, at jeg ville skrive bogen færdig, men han mente ikke, at det var rentabelt at bruge min tid på. Næh, det vidste jeg da godt, men hvis det nu var det, som mine blog-læsere havde brug for? Så han tog på arbejde, og jeg udarbejdede et lille spørgeskema med 9 spørgsmål:
Undersøgelse omkring personlig udvikling: https://www.surveymonkey.com/s/6MGMN39
Af svarene indtil nu kan jeg se, at der er flertal for en bog om emnet med omtrent lige dele teori og praksis, der koster mellem 200 og 300 kr. Det var også det, jeg havde i tankerne, så det er selvfølgelig taget til efterretning.
Men mere interessant blev det, da jeg begyndte at ringe og interviewe nogle af dem, der havde oplyst deres telefonnr. Om deres behov i forhold til personlig udvikling. Mandag fik jeg talt med fire af dem. Meget interessant.
I går tirsdag talte jeg med tre mere (heraf en nordmand, som kæmper de højt begavede børns sag i Norge), ind imellem en to-timers-Skype-konsultation med en kunde, en snak med min halvsøster, en times samtale på engelsk med lederen til en af dem, der lige har afsluttet et super succesfuldt udviklingsforløb og en kort samtale med en journalist om perfektionister, og hvordan de med fordel kan ledes. Sammenlagt ca. 5½ timers samtale med 7 forskellige mennesker. Pyh! Jeg endte med en stor klump i halsen, som stadig sidder og klemmer. Ikke fordi jeg blev slidt af at tale så meget, for jeg brænder for mit arbejde og kunne sagtens have talt længere med/til mange flere. Men fordi at jeg er særligt sensitiv og blev dybt berørt af disse menneskers historier.
Det er for tidligt at begynde at drage endegyldige konklusioner ift. deres individuelle behov, for jeg er kun halvvejs med interviews, og deres historier og behov er ret forskellige. Det skal jeg nok skrive mere om senere.
Jeg tror, at det, der rørte mig mest, under disse samtaler var to ting: Dels deres egen stærke oplevelse af at være anderledes og ofte misforstået samt nedslag af tvivl, ensomhed og lav selvtillid. Det var både forstemmende og fortvivlende. Og dels min egen frustration over ikke at kunne hjælpe dem alle sammen, når nu jeg ved, at jeg kan og har de værktøjer, der kan gøre, at de selv kan komme videre. Jeg har jo kun talt med et meget lille udpluk af alle de velbegavede og højt begavede mennesker derude.
Jeg har f.eks. ikke talt med dig endnu?
Og nej, du skal endelig ikke ringe, for jeg kan helt ærligt ikke rumme at tale med flere i dag. Men kan du ikke skrive til mig? Skrive og fortælle mig din historie. Fortælle, hvad det er du tumler med for tiden, hvad du selv mener, at du har brug for, og hvordan du gerne vil hjælpes videre.
Og bare roligt: Du behøver absolut ikke at skrive et lige så langt brev som det her! Hvis du kan gøre det med 3 linjer eller en halv side, så er det fint. 😉
Jeg glæder mig til at høre fra dig.
Mange kærlige hilsner
Ann C.
