De fleste af os kender det, at vi holder fast i at ses med en gammel veninde/ven eller et familiemedlem, selvom det tit er forbundet med dårlige oplevelser, negative følelser og gentagelser af gamle mønstre. Eller vi bliver i et parforhold, vi mistrives i. Fordi vi ikke ved, hvad vi ellers skal gøre og heller ikke kan få os selv til at afbryde relationen. Det er pest eller kolera, og ofte holder vi liv i en dårlig relation alt for længe, fordi vi stædigt og naivt håber på, at det bliver bedre.
Når din ven/veninde ikke er god for dig
Alt for tit hører jeg personer fortælle, at de bliver ved med at mødes med venner og veninder, selvom det gør dem kede af det, frustrerede og vrede. Fordi de ikke har andre. De kan heller ikke overskue at være uden den relation. Og nogle gange, når de er sammen, er det også fint nok.
Med gamle venner og veninder, som man har kendt i mange år, kan udfordringen – og nogle gange problemet – være, at man har fået bestemte roller. Der er en, der er den sjove, den dygtige, den søde, den superflinke, festaben og så videre. Med tiden er der meget, der ændrer sig – både i det ydre med uddannelse, jobs, parforhold, børn og bopæl, og i høj grad også i det indre, hvor I bliver mere modne og jeres personligheder former sig i forskellige retninger. Så I vokser ud af de gamle roller og skal skabe jer en ny identitet – i relationen, gruppen og jeres liv generelt.
Hvor I før har passet fint sammen som tandhjul i en velsmurt maskine, så kommer der nu grus i maskineriet. Et tandhjul begynder at køre hurtigere rundt, end de andre, og enten følger de andre med i det højere tempo, eller også bremser de det hurtigere tandhjul. Måske trækker du dit tandhjul til dig, fordi du ikke føler, at du passer ind længere, og så kan de andre/den anden forsøge at få dig tilbage på plads i din gamle rolle. Eller de kan pludselig gå i selvsving, fordi du ikke længere er der, siger og gør det, du plejer.
Umiddelbart kan det virke som en nem løsning, at du affinder dig med din gamle rolle, at du gør og siger som før. At du tilpasser og indordner dig. Men dermed bremser du din egen udvikling og går på kompromis med din integritet. Og spørgsmålet er, om det i længden bliver for høj en pris for dig at betale.
Når din partner ikke er god for dig
I parforhold er der et ekstra lag følelser plus det seksuelle, som kan gøre det endnu mere komplekst og uoverskueligt. Selvom I elsker hinanden og ikke kan forestille jer at leve uden, så kan I samtidig gøre hinanden så meget ondt – også uden at ville det. Her kommer jeg altid til at tænke på filmen “Who Is Afraid of Virginia Woolf?” med Richard Burton og Elisabeth Taylor i hovedrollerne som det midaldrende, stridende ægtepar.
At finde en partner, man passer sammen med, er ofte en meget ubevidst og irrationel proces, for ikke at sige instinktbaseret og fuldstændigt hinsides enhver fornuft.
Oftest finder vi en partner, der supplerer og komplementerer os – og spejler alle vores skyggesider. Det, vi i starten bliver tiltrukket af, er også det, vi først bliver irriterede over. Det, vi ikke selv er gode til eller giver os selv lov til at være, er typisk det, vores partner excellerer i. Så vi får mulighed for at projicere vores skyggesider over på vores partner.
Her er en bog om skygger og længere nede en lille video om “Skyggesider i parforhold“.
Parforholdet er en unik mulighed for at lære noget om os selv og udvikle os. Men nogle gange kan prisen være for høj. Eller I bliver ved at bringe det værste op i hinanden i stedet for at bringe det bedste frem og udvikle jer sammen som par.
Når dit familiemedlem ikke er godt for dig
Med familiemedlemmer kan vi både kæmpe med gamle roller, heftige følelser, traumer, svigt og et utal af skyggesider. Her har vi som regel alt på spil og meget at miste.
Som den jungianske analytiker Jytte Back Grønkjær engang udtrykte det: “Når vi besøger vores forældre, så siver giften ud under gulvtæpperne”. Selvom vi på forhånd havde besluttet os for, at vi ville bevare roen, ikke tale om bestemte emner, ikke lade os rive med, så sker der alligevel et eller andet som gør, at alle de gamle mønstre, roller og smertefulde reaktioner bliver aktiveret. Det samme kan gælde i søskenderelationer.
Det kræver mange års intensivt arbejde med personlig udvikling at komme fri af de negative mønstre. Fordi det er så sårbart. Og fordi det højeste, ethvert barn kan opnå, er at blive set, accepteret, rummet og elsket betingelsesløst af dets forældre.
Impostor-Dunning-Kruger-relationen
Indimellem ser jeg også, at en person, der er ramt af impostor-fænomenet, er blevet viklet ind i en relation med sin modsætning, som er ramt af Dunning-Kruger-effekten.
Det kan fungere nærmest symbiotisk og selvforstærkende i flere år, fordi personen med impostor-fænomenet har lav selvtillid/lavt selvværd og næsten føler sig beæret over at være ven med en person, der har så megen selvtillid og tilsyneladende succes.
Men det er en usund og skæv relation, fordi personen med Dunning-Kruger-effekten blot får bekræftet sig selv og sine fortræffeligheder ved at være sammen med en person med lav selvtillid, mens personen med impostor-fænomenet fastholdes i at føle sig mindreværdig og inkompetent.
Her kan du læse mere om: Impostor-fænomenet.
Hvad kan du gøre ved det?
Der er grundlæggende fire trin til forandringer:
1. trin: Bevidsthed
Du kan stoppe op og blive bevidst om relationen, og hvordan den påvirker dig følelsesmæssigt (ked af det, vred, frustreret, nedtrykt), mentalt (nervøs, bekymret, spekulerer meget) og eventuelt også fysisk (hovedpine, ondt i maven, træt, drænet for energi, svært ved at falde i søvn).
Mærk efter både før, imens og efter, at du er sammen med personen.
Hvordan påvirker relationen dig?
2. trin: Refleksion
Du kan overveje og måske helt systematisk analysere og skrive ned, hvordan og hvornår relationen påvirker dig negativt holdt op imod, hvornår den påvirker dig positivt. Der skal helst være en positiv balance i relationen, så begge parter får det bedre af at være sammen. Vær nøgtern og tænk på det, som et problem en anden deler med dig.
Hvordan er balancen i jeres relation?
Hvilke muligheder har du for at ændre relationen? Vil du helst stoppe helt, sætte det på pause, lade det glide ud, tage konfrontationen eller bare ændre jeres måde at være sammen på?
3. trin: Handling
Når du er (nogenlunde) færdig med at reflektere over jeres relation, er det på tide at handle. Ved trafikulykker hedder regel nummer et: Stop ulykken. Hvis din relation påvirker dig meget negativt, er du nødt til at stoppe ulykken ved helt at undgå samvær med personen.
Inden du beslutter dig for at handle, vil jeg anbefale, at du finder ud af, hvad du frygter allermest. At blive ensom? At ingen andre vil være venner med dig? At du bliver stemplet som underlig, anti-social eller småsær? Hvor forfærdeligt er det sammenholdt med hvor negativt relationen påvirker dig?
Dernæst skal du forestille dig, hvad der vil være det allerbedste udfald af, at du træffer en beslutning og handler. Hvilken positiv forskel vil det gøre for dig følelsesmæssig, mentalt og fysisk? Visualiser dig selv på den anden side.
Husk, at ingen beslutning også er en beslutning, og ingen handling også er en handling. Det har konsekvenser under alle omstændigheder. Ved at handle tager du ansvar for dig selv og vælger aktivt de konsekvenser, du vil have det bedst med.
4. trin: Vedholdenhed
Når du ændrer noget i dit liv, dropper en dårlig vane eller trækker dig ud af en negativ relation, så er der altid en risiko for, at du falder tilbage. Især de første uger. Fordi du kommer ud af din komfortzone. Før vidste du præcist, hvad du skulle sige og gøre, hvordan de andre reagerede, hvad de så sagde og gjorde. Det var forudsigeligt, og selvom det var nok så ubehageligt for dig, så var det også trygt, fordi du vidste, hvad der ville ske. Det kan være ualmindeligt fristende at falde tilbage, men hold ved selvom det er svært og hårdt. Det er mest i starten.
Nu skal du nemlig til at bane nye veje i din hjerne, gå ad nye stier og blive ved med det, indtil du kender vejen og skaber nye relationer, som er gode for dig.
Her er det vigtigt, at du holder fast i dig selv og den forandring, du ønsker. Holde fast i det positive. Mærker, hvordan det påvirker dig positivt følelsesmæssigt, mentalt og fysisk. At skabe og pleje relationer, der er gode for dig.
God vind på rejsen!
PS. Hvis du har brug for hjælp til at komme igennem de fire trin, så skriv eller ring til mig.