Hvorfor taler vi ikke om høj IQ hos voksne?
Siden 2012 har jeg arbejdet professionelt med at udvikle potentialet hos de 10 % bedst begavede – voksne og unge fra 18 år. 2012 var også det år, jeg som erhvervsblogger på Jyllandsposten skrev mit første blogindlæg om de begavede: Smider vi de begavede ud med badevandet?
I de mellemliggende 13 år har jeg blogget regelmæssigt og holdt foredrag for at udbrede kendskabet til og nedbryde tabuet om høj intelligens hos voksne. I samme periode er der kommet langt større fokus på børn med høj IQ og åbenhed om diagnoser, neurodiversitet, atypiske seksuel orientering, flydende køn og andre minoriteter i samfundet. Det er der i selvfølgelig blandende holdninger til, men vi kan trods tale om det, og de fleste vil møde en vis forståelse og sympati eller accept.
Det vil jeg næppe møde, hvis jeg på LinkedIn eller sociale medier bekendtgjorde, hvad min IQ er. I stedet vil jeg med stor sandsynligvis blive udskammet, ignoreret eller beskyldt for at være arrogant og prale. Præcist som da jeg begyndte at blogge om det for 13 år siden. Desværre intet nyt på den front.
Når du har en høj IQ, gør du klogt i at holde det for dig selv. Det er jo ikke synd for dig. Tværtimod bliver det – af normalt begavede – opfattet som en ubetinget fordel. Mange højt begavede voksne har en anden oplevelse.
Hvis du har en diagnose kan du bruge din høje IQ til at kompensere for det. Så ingen opdager hverken diagnosen eller din intelligens. Før du er 45+ og har brugt det meste af dit liv på en daglig kamp i det skjulte.
Læs også: Skjuler din høje IQ en ADHD-diagnose?
Ufortjent intelligens
Noget af tabuet ift. høj intelligens kan hænge sammen med en opfattelse af, at det er ufortjent. Ligesom det at være smuk.
50-80 % af intelligensen er arvelig og altså ikke noget man har slidt for med mange timers flittig træning. Et musisk eller sportsligt talent kræver trods et medfødt potentiale, at personen skal spille mange timer hver uge for at blive ekstra god. Talent skal trænes. Derfor virker det også retfærdigt, hvis en dygtig, ung musiker på et tidspunkt vinder en velanset musikkonkurrence eller en fodboldspiller efter utallige mål kommer på 1. holdet og senere landsholdet. Det kan man forstå.
Når nogen med høj intelligens kommer i fjernsynet, er det en helt anden historie. Det skal jo være underholdning. Så de castede med høj IQ har diagnoser og diverse særheder, der kan bekræfte de normalt begavede i, at det er godt, de ‘ikke fejler det der Mensa’. Og dermed bestyrke deres fordomme om højt begavede som sære, socialt utilpassede eller usympatiske kloge Åger.
Hvis de portrætterede med høj IQ derimod fremstod helt upåfaldende, venlige og socialt velfungerende, ville man måske kunne lide dem… Eller blive misundelig.
Janteloven trives i bedste velgående.
Høj IQ er et tabu på jobbet
I min undersøgelse om bagtalelser og backstabbing skrev en af respondenterne, at han var kommet for skade at sige, at han var medlem af Mensa.
En af de andre – som selv havde være med til at anbefale, at jeg trådte ind som partner – begyndte pludseligt at modarbejde mig på alle niveauer og fik mig efter seks måneder smidt ud af firmaet. Måske han følte sig truet af mit Mensa-medlemskab?
Hos A.P. Møller og nogle af de internationale konsulentfirmaer tester man IQ’en hos kandidaterne og ansætter kun de mest intelligente. Det er en bevidst strategi, og deres forretningsmæssige succes taget i betragtning lader den til at være en fornuftig. Test af intelligensen eller færdighedstest er også alment brugt i rekrutteringsbranchen, fordi der er en større forudsigelighed af kandidaternes succes i jobbet. Især på ledelsesniveau. Derfor kan man undre sig over, at det ikke er mere udbredt.
Hvis det var bredt brugt at teste IQ før ansættelser, kunne det måske afmystificeres og med tiden blive lige så faktuelt og konkret som en persons fysiske højde. Per kan jo ikke gøre for, at han er næsten to meter høj, ligesom Josefine ikke kan gøre for, at hun er blandt de 1 % bedst begavede. Til gengæld kan virksomheden tage det til efterretning og sørge for, at de ikke ansættes i stillinger, hvor de ikke skal gå og dukke sig – fysisk og intellektuelt.
Indtil da må de mest intelligente forsøge at tilpasse sig.
Høj IQ er et tabu i familien
Heller ikke i familierne tales der om intelligens. Især ikke, hvis den er ujævnt fordelt blandt søskende. Så får de søskende med normal IQ eller udfordringer i skolen ofte mere opmærksomhed. Fordi de har brug for hjælp og støtte. Det er både naturligt og rimeligt.
Børn med høj IQ kan jo klare sig selv.
Men der tager forældre – og lærere – fejl. De begavede børn har bare brug for en anden form for støtte og flere udfordringer. Så de ikke keder sig og tidligt holder op med at anstrenge sig for at lære noget.
De færreste forældre kender deres egen IQ, og derfor er det nemt at misforstå et højt begavet barn. Blive irriteret over Spørge-Jørgen morgen, middag og aften. Give lærerene ret i, at Sofus skal lære at sidde stille, og Sofie skal sige mere i timerne. Bebrejde barnet, når det retter på andre eller leger politibetjent ved at kræve, at alle skal overholde reglerne – også de voksne. Forældre kan nok se, at deres barn gentager deres egne mønstre, men de skal helst ikke gentage de samme fejl, og så de skælder ud.
Alt, alt for mange voksne velbegavede (øverste 3-10 %) og højtbegavede (øverste 2 %) er blevet tabt på gulvet i et rigidt skolesystem med fokus på laveste fællesnævner. De slap igennem folkeskolen uden at lave lektier og hutlede sig igennem gymnasiet med alt for højt fravær. Før eller siden ramte de muren, og det var mere held end forstand, hvis de fik en længerevarende uddannelse.
Fordi de ikke blev set eller mødt i familien. Fordi ingen talte om intelligens og deres særlige potentiale.
Høj IQ er også et tabu blandt venner
For dem, der ikke lige er med i Mensa, kan en høj IQ være svær at tale med vennerne om. Nogle af dem vil være på samme niveau og synes, det er en selvfølge. Andre vil skifte emne eller føle sig utilpas over, at intelligensen bringes på bane. Hvad enten de kender deres IQ eller ej. Og mange af de mest begavede går igennem livet med en skamfuld følelse af at være anderledes og forkerte. De føler sig ensomme.
Som en af min klienter engang sagde:
Jeg ville hellere have en normal IQ og flere venner!
For jo højere IQ du har, desto længere er der imellem dem, du naturligt falder i hak med.
Når I ikke ‘sender på samme frekvens’ vil du derimod skille dig ud. Som en en af medlemmerne i min håndplukkede 10%-netværksgruppe havde fået at vide af en veninde:
Du kan jo ikke rigtigt snakke med!
Underforstået om det, de andre veninder talte om. Om det så var mode, realityshows eller boligindretning, som de andre interesserede sig for. Så veninden syntes ikke, hun skulle komme mere. Til gengæld følte ‘den anderledes veninde’ sig helt høj efter møderne i vores netværksgruppe. Men det kunne hun jo ikke sige til venindegruppen.
Hvis du også savner ligesindede, er du varmt velkommen i min Facebook-gruppe Potentialefabrikken, hvor jeg formelt har afskaffet Janteloven. På nuværende tidspunkt er der 2.200 medlemmer fordelt over Danmark og Færøerne, og der bliver arrangeret uformelle møder rundt i landet. Selv holder jeg ‘Søndagssamtaler’ den sidste søndag i måneden, fordi det er så rart at tale med andre intelligente voksne. Det kan være vi ses.
Læs også:
- 3 grunde til at høj IQ er et tabu
- Intelligens – skal du oplyse din IQ på CV-et?
- Belastende begavet: Skal du være åben om din høje IQ?
- Høj IQ eller være som flertallet – hvad vil du helst?
- Belastende begavet: Tør du bryde med normerne for det normale?
- Har du aldrig passet ind nogen steder?
- Belastende begavet og ensom enhjørning
- Skjuler du din høje IQ af frygt for fordømmelse?
