Foto. Ann C. Schødt

Er du aldrig blevet set eller spejlet?

I mere end 10 år har jeg talt med, forstået og rummet flere hundrede begavede. Med deres høje IQ og komplekse personligheder. Med eller uden diagnoser. Jeg har lyttet til deres problemer og udfordringer, givet feedback på personlighedstest og selvevalueringer, givet dem selvindsigt og værktøjer til at få et bedre liv – professionelt og privat. Og bare rolig: Det fortsætter jeg med at gøre. For jeg synes, jeg har verdens bedste job og er heldig at møde så mange skønne, skæve og spændende mennesker.

For et par uger siden ringede jeg så til en mand for at få navnet på en forsker. Det var bare det, jeg lige skulle bruge. Et navn. Og det fik jeg da også. Men 41 minutter senere havde jeg også fået noget helt andet: En af de oplevelser, der tegner en klar linje imellem før og efter. Jeg havde haft en samtale med et menneske, der fuldt ud kunne spejle mig. For første gang i mit voksenliv. Sådan rigtigt. Uanset hvad jeg havde sagt, kunne han genkende det eller komme med en medfølende bemærkning. Han lyttede, svarede interesseret og fulgte med ud ad diverse tangenter. Nu har jeg booket en tid hos ham. Som jeg ser frem til.

Hvornår har du sidst følt dig set og spejlet?

Har du aldrig passet ind i din opvækst?

Har du nogensinde set på dine søskende og forældre og tænkt:

Jeg må være blevet adopteret!

Fordi du ikke kunne se, hvad du havde til fælles med dem.

Eller har du set på dine lege-, klasse- og studiekammerater og tænkt:

Hvad laver jeg her?

Har du livet igennem haft en oplevelse af at være anderledes og ikke passe ind? Nogen steder. Så du med længsel har tænkt:

Beam me up, Scotty!

Fordi du måtte stamme fra en anden planet. Og nu er dit rumskib blevet væk.

Er du også vokset op som den grimme ælling i en andegård, hvor du følte dig klodset, grim og forkert? H.C. Andersens eventyr er så glimrende et billede på, hvordan det er for (højt) begavede børn at vokse op i Jante-Danmark – når man ikke er som de andre.

Kender du det?

Passer du heller ikke ind i parforholdet – eller livet?

Har du igennem dit liv haft skiftende kærester, der har været søde, dejlige, sjove og alt muligt? Så du en overgang har været omtumlet, lykkeligt forelsket og tænkt:

Wow! Jeg har fundet den rigtige… en der ser mig og vil mig!

Fordi du hos den anden har fået spejlet nogle sider af dig selv, ingen andre har set eller spejlet før. For det er det, vi gør, når vi forelsker os. Ser noget hos den anden, vi ville ønske, vi selv var. Eller spejler oversete sider af os selv. Måske sider af os, vi ikke har turdet vise andre. Så vi nærmest euforiske og forløste tænker:

Nu kan jeg endelig være mig selv!

Men forelskelsen fordamper. Fortryllelsen forsvinder. Og den anden er lige så uperfekt et menneske, som man selv er.

På et eller andet tidspunkt finder du måske den kæreste, du får lyst til at stifte familie med. For nogle er det velplanlagt, for andre bare noget der skete. For nogle en årelang relation med komplettering og kompromisser, glæder og sorger, op- og nedture. For andre en menneskelig umulighed, der giver langt flere konfrontationer og konflikter, end nogen af parterne kan holde til. I begge relationer kan du tænke:

Hvem er jeg egentlig? Er det her virkelig meningen med mit liv?

Især i den langvarige relation, familielivet og den krævende karriere kan du blive så opslugt af hverdagens 1000 gøremål og logistiske udfordringer, at du kan tabe dig selv af syne. Så ser du måske på jeres venner, din partners familie eller dine kolleger og tænker:

Her passer jeg jo heller ikke ind…

Så du ender med at se på det hele udefra. Se på de andres overskudsagtige Facebook-opdateringer, deres succesfulde karrierer og vellykkede liv…

Ud fra alle vinduer skinnede lysene og så lugtede der i gaden så dejligt af gåsesteg…

som der står i Den lille pige med svovlstikkerne.

Er du én gang blevet set?

Som barn syntes jeg, det var verdens mest sørgelige eventyr. Jeg kunne slet ikke bære at høre det læst højt. Især ikke der, hvor hun brændte svovlstikkerne af en for en – for et øjebliks varme og uopnåelig lykke.

…da slukkedes svovlstikken, og der var kun den tykke, kolde mur at se.

For sådan var min virkelighed. Og jeg vidste kun alt for godt, at det ikke hjalp at stryge nogen svovlstik.

Mormor havde aldrig før været så smuk, så stor; hun løftede den lille pige op på sin arm, og de fløj i glans og glæde, så højt, så højt, og der var ingen kulde, ingen hunger, ingen angst, – de var hos Gud!

Den mormor:

… som var den eneste, der havde været god mod hende, men nu var død…

Sådan var min bedstefar. Han var syg og lå altid i sengen, men han lyste op, hver gang jeg kom på besøg. Han så mig. Og selvom han aldrig sagde det med ord, vidste jeg, at han elskede mig. Ubetinget.

Han døde, da jeg var syv år.

Hvor mange gange har jeg ikke ønsket, at han ville komme og tage mig med sig?

Men det gjorde han ikke. Jeg overlevede. En følsom, klodset og distræt lille dagdrømmer.

Da jeg læste eventyret igen her til morgen… kunne jeg med et se det, jeg måske havde følt dengang. Og jeg kunne – nu som voksen – føle med den lille stakkel.

Samtidig kunne jeg sende en kærlig og taknemmelig tanke til min bedstefar. Fordi jeg jo har fået et skønt liv. På alle mulige måder.

Min pointe med alt dette? Jeg tror på, at det gør en markant forskel i ens liv, at der er bare ét enkelt menneske, som virkelig ser og spejler dig. Så du kan se dig selv. Og alt det i dig, der kan åbnes op og foldes ud.

Tak, fordi du læste dette meget personlige blogindlæg. Jeg sender dig en varm og kærlig tanke til gengæld.