Har du for travlt til dig selv?
Kender du det, at du har så travlt med jobbet, familien og alt muligt, at du helt glemmer at få tid til dig selv?
Du har ikke tid til at dyrke motion, hygge dig med en hobby eller i det hele taget gøre noget for dig selv.
Det sker for de fleste af mine klienter: De glemmer sig selv. Fordi alle andres behov er vigtigere.
Har du mistet kontakten med dig selv?
Tager du nogle gange dig selv i at se på dig selv udefra, høre hvad du siger, og tænke: Hvem er det?
Fordi den ene dag tager den anden, og der hele tiden er så meget arbejde, så mange ting, du skal gøre, skal huske, skal nå… så allerede tidligt på aftenen falder du i søvn foran fjernsynet, eller når du putter den lille? Eller du orker bare ikke noget. Slet ikke at være noget for din partner.
Kender du det?
Der stilles så mange krav til os. Og vi stiller så høje krav til os selv. Hvad er så lettest at nedprioritere, når det hele bliver hektisk og stressen lurer lige om hjørnet? Dig selv. Du klager ikke engang. Du klør bare på og kæmper for at få enderne til at mødes.
Evaluer dine roller og få overblik over dit liv
Rolleevaluering© er et værktøj til at prioritere og skabe overblik over de forskellige roller, du har, i dit liv.
Der er de professionelle roller; din jobrolle (titel), som kollega, som medarbejder eller leder, alt efter vigtigheden af de relationer, der hører til rollen.
De personlige roller kan være som partner, forælder, ven/veninde, søn/datter osv. Igen kun de vigtigste roller.
Roller gør det lettere at indgå i relationer med andre mennesker, fordi der formelt eller uformelt hører et sæt forventninger og krav til hver rolle. Din jobrolle kan have en stillingsbeskrivelse – en formel beskrivelse af rollens indhold, ansvar og opgaver.
Med forælderrollen følger ligeledes en lang række uskrevne opgaver, der er en del af ansvaret for, at dit barn får en god og tryg opvækst. Der er sikkert en del nybagte forældre, der godt ville have en udførlig stillingsbeskrivelse til den rolle, men selv om man selvfølgelig kan læse bøger om emnet, så bliver man nødt til bare at kaste sig ud i det og prøve sig frem.
Rollen som partner kan være subtil, fordi dine egne forventninger til dig selv som partner ikke behøver at matche din partners forventninger til dig.
Derudover er der næsten altid en rolle, der har bragt dig rigtigt langt som en del af din strategi, men måske er du nu nået til et sted i dit liv, hvor den rolle ikke kan bringe dig videre, fordi omstændighederne har forandret sig radikalt. I denne sammenhæng bliver den derfor kaldt den negative eller overdrevne rolle.
Endelig er der ”rollen” som dig selv – din relation til dig selv – fysisk, emotionelt, mentalt, spirituelt osv. Jo tættere DU er på dine forskellige roller, desto mere autentisk kan du leve dit liv.
Den negative/overdrevne rolle spærrer vejen for din udvikling
Vi har alle sammen på et eller andet tidspunkt i vores liv fået, taget eller overtaget en negativ rolle, som har hjulpet os med at komme videre i vores liv dengang. Det kan være en form for selvbeskyttelse for de særligt sensitive, eller det kan være en del af en decideret overlevelsesstrategi, eller det kan slet og ret være en rolle, vi blev presset ind i, fordi ingen andre tog den – f.eks. som den overansvarlige eller hensyntagende.
De negative eller overdrevne roller kan være meget forskellige og følgende er bare eksempler:
- Perfektionisten – der skal gøre alt perfekt for at være god nok
- Kritikeren – som kritiserer alt og alle, inklusiv sig selv, f.eks. for at beskytte egen sårbarhed
- Tidsoptimisten – der konstant overvurderer, hvad han/hun kan nå
- Den hensyntagende – som tager hensyn til alle andre end sig selv
- Rodehovedet – der mangler overblik og spilder tid på at lede efter ting
- Den skuffede – som tager sorger og bekymringer på forskud, for at undgå at blive skuffet
- Den skyldige – der påtager sig al skyld for at skåne andre
- Fars/mors pæne pige – der gør, hvad der forventes for at undgå konflikter
- Den hensyntagende elefant – som tager “forkerte hensyn” til andre, fordi han/hun ikke er i kontakt med sine følelser
- Den sårbare bulderbasse – der kommer til at overeksponere sig selv for at få opmærksomhed
- Impostor – som spiller den rolle, som andre forventer og skjuler sit sande jeg
Den negative rolle kan være mere eller mindre åbenlys for dig selv, men den kan også læses ud af personlighedstesten som en kombination af de højeste og laveste scores – der hvor du adskiller dig mest markant fra andre.
Fælles for de negative roller er altid, at personen har en super selvtillid i rollen og giver sig selv 10 uden at tøve. Meget få går ned til 8-9. Den negative rolle har været en stærk drivkraft i personens liv og har bragt ham/hende langt. Men nu dur den ikke længere.
Personen er kørt fast og bliver mere og mere frustreret eller er hastigt på vej til at få stress eller brænde ud. Eneste vej frem er derfor at skrue ned for den negative rolle, aflære den eller ligefrem sende den på pension – eller på hovedet i skraldespanden. Tak for nu!
Rolleevaluering og handlingsplan – 1. trin til din personlige udvikling
Rolleevalueringen er altid en del af opstartsmødet i forbindelse med udviklingsforløbet, fordi det giver dig en handlingsplan og oversigt over dine indsatsområder, så du kommer godt i gang med og har et konkret omdrejningspunkt for din personlige udvikling.
Hvis du har en god selvtillid, men bare mangler et “kærligt spark bagi”, så kan opstartsmødet – også kaldet Personlig afklaring – kickstarte din udvikling og Rolleevalueringen blive den handlingsplan, der gør, at du selv kan fortsætte der fra.
Endelig kan du vælge at booke en konsultation, hvor vi udarbejder Rolleevalueringen med udgangspunkt i de roller, du kender, og den negative eller overdrevne rolle, du selv mener, at du har. Altså uden personlighedstesten. Det kan stadig være en god og konstruktiv start på din personlige udviklingsrejse.
Du kan få en gratis prøvesamtale over telefonen – så finder vi sammen ud af, hvad du har mest brug for nu.
Her kan du læse mere om Test & metoder