I forlængelse af mit tidligere blogindlæg og foredrag om “8 grunde til at højt begavede ikke bruger deres potentiale” på Gifted Childrens årlige sommerlejr 2014 følger her nogle af konklusionerne. Der var over 100 tilmeldte til foredraget, så vi fyldte et stort telt.
De 8 grunde er:
1. Lav selvtillid – impostor syndrome
2. Prokrastinering – overspringshandlinger i stedet for flow
3. Manglende mod – begavet + særligt sensitiv
4. Kedsomhed – mangel på passende udfordringer
5. Social isolation – mangel på ligesindede
6. Tomhed – tænker for meget i stedet for at føle
7. Passivitet – tænker for meget i stedet for at handle
8. Selvkritik – fokuserer på hullerne i stedet for osten
Jeg benyttede lejligheden til at lade tilhørerne “stemme med kroppen” for hvert af de 8 punkter, så alle startede med at stå op og så måtte sætte sig ned, hvis de slet ikke genkendte/ sjældent eller aldrig oplevede det pågældende punkt, dernæst hvis de kun genkendte det lidt/ nogle gange. Resten som blev stående op genkendte det i høj grad eller oplevede det ofte. For de fleste af de 8 punkter blev mindst 1/3 stående og for flere ca. halvdelen. Mest markant viste det sig, at alle på nær ganske få ofte oplevede prokrastinering og kedsomhed.
Ad 1) Lav selvtillid – find gode rollemodeller!
Heldigvis var det ikke mere end ca. en tredjedel, der ofte oplevede lav selvtillid. Punktet gav dog anledning til nogle spørgsmål, idet flere oplevede at have udmærket selvtillid – f.eks. fagligt – men godt kunne have lavt/dårligt selvværd. Jeg plejer at skelne mellem selvværd, som man får af at opleve ubetinget kærlighed – bare ved at være og blive accepteret og rummet, som den man er, og selvtillid, som man får ved at gøre noget eller være på en bestemt måde, så man opnår betinget kærlighed. Selvtillid kan også opnås gennem positiv opmærksomhed – 3. øverste trin på “kærlighedsstigen” – f.eks. via ros og anerkendelse for et godt udført arbejde – vi forventer trods alt ikke, at vores chefer skal elske os. 😉
Forældre til børn og unge med lav selvtillid kan derfor med fordel fokusere på selv at være gode rollemodeller, vise hvordan de selv bruger deres potentiale og opnår en tilværelse/et liv, som de er glade for.
Indimellem sker det – selv for de bedste og mest kærlige forældre – at deres barn eller teenager simpelthen trigger dem helt forfærdeligt: At parterne bringer det værste op i hinanden og samværet er én lang anspændt og konfliktfuldt oplevelse for begge parter. I den situation anbefaler jeg, at finde et par “frivillige reserveforældre” – det kan være bedsteforældre eller andre voksne, som i højere grad matcher barnets/den unges personlighed, så han/hun kan få nogle positive rollemodeller at spejle sig i. Selv fandt jeg som teenager et par voksne, som jeg i starten passede børn for. Vi havde nogle utroligt interessante og lange samtaler om alt muligt, og efterhånden blev jeg nærmest deres 4. barn og har været veninder med moderen lige siden. (I øvrigt et typisk udslag af asynkron udvikling, at man foretrækker samvær med voksne frem for jævnaldrende.)
Ad 2) Prokastinering – find ind i dit flow!
Her var det tydeligt, at de fleste var tilbøjelige til at bebrejde sig selv deres mange overspringshandlinger. Selvbebrejdelser fører altså ingen vegne – og det er slet ikke vejen ind i flow!
Så find ud af:
1) hvornår på dagen du oftest kommer i flow
2) om der er nogle små ritualer – f.eks. at lytte til bestemt musik eller løbe/gå en tur – som kan bringe dig hen til åbningen af dit flow.
Prøv dig frem og tal gerne med din chef/din partner om de optimale betingelser for, at du kommer i flow.
Ad 3) Manglende mod
Der var sørgeligt mange, der kendte det at mangle mod – uden at frygten var entydig, tværtimod kunne den have mange årsager og ansigter.
Den kunne – ligesom lav selvtillid – hænge sammen med impostor syndromet og dermed frygten for at fejle eller ikke at kunne gentage sin succes.
Løsningen er, at finde små, passende udfordringer til dig selv hver dag, fordi træning af nye kompetencer og små succes’er er vejen til mere mod og styrket selvtillid.
Ad 4) Kedsomhed – tilsyneladende et grundvilkår for begavede
Kedsomheden kendte alle uden undtagelse – uanset om det var på jobbet, til langtrukne møder, hvor de andres diskussioner kørte i ring, eller det var undervisere, der talte for langsomt eller brugte for lang tid på at gennemgå emnerne.
Der syntes desuden at være en tendens til at kedsomheden var direkte proportionel med højden på IQ’en – altså at jo større en sportsvogn du har mellem ørerne, desto kedeligere er det at køre langsomt eller holde i kø!
Også her er det relevant med små daglige udfordringer: Hvad er umuligt eller passende svært for dig til, at du faktisk skal anstrenge dig?
Tal meget gerne med din chef om det, da det jo er i jeres fælles interesse, at du kan bruge dit potentiale og få lov til at træde sømmet i bund på sportsvognen.
For en af mine kunder, som er selvstændig, var løsningen at opsige den store, økonomisk sikre kunde med mange kedelige driftsopgaver, så der i stedet var tid til at byde ind på spændende og vildt udfordrende opgaver.
Ad 5) Social isolation
Igen sørgeligt mange, der ofte oplevede at savne ligesindede. Da omkring en tredjedel stadig stod op, var det til gengæld nemt at bevise, at de ikke var alene: De kunne se sig omkring og se alle de andre.
Desværre havde mange oplevet mobning og at være udelukket af fællesskabet, hvilket havde gjort, at de manglede noget af det mod, der skal til for at opsøge nye venskaber.
Ad 6) Tomhed og 7) Passivitet
Disse to hænger meget sammen: Følelserne eller handlingerne havde på et tidspunkt bidraget til dårlige erfaringer, som især huskes og langtidslagres hos de særligt sensitive, og når IQ’en er høj, er der en tendens til, at det hele ryger op mellem ørerne, hvor det kan analyseres, vendes og drejes, uden at det gør ondt. Problemet med den strategi er imidlertid, at når du mister forbindelsen til dine følelser, så mister du også evnen til at føle glæde og begejstring, eller du tænker, tænker, tænker, men kommer aldrig ud ad døren, får aldrig gjort det, som du sætter dig for.
Det interessante er her, at nogle kompenserer for det ved at vælge sig en partner, der er modsat dem selv. Så de får delegeret det at føle og handle til en anden, der har mere empati/åbent udtrykker sine følelser og/eller er yderst handlekraftig. Og så går skyggespilsdansen ellers i gang: Det, der i starten var så tiltrækkende hos den udkårne, viser sig alt for hurtigt at blive møgirriterende. I stedet for at lære af hinanden og nærme sig hinanden på midten, opstår der ofte polariteter og heraf følgende konflikter og skænderier. (Som i øvrigt kan være medvirkende til impostor syndromet hos eventuelle børn, der måtte overvære det.)
Her er løsningen personlig udvikling, at skrive dagbog og dermed registrere, hvad du har følt, ment og gjort samt en gulvøvelse (balance mellem modpolerne), så du gradvist bliver mere bevidst om, hvordan dine følelser faktisk manifesteres fysisk – og gør det nemmere at træffe autentiske beslutninger – og kroppen føles lettere, når du handler, end når du tænker alt.
Ad 8) Selvkritik – og evindelige selvbebrejdelser
Selvkritikken kan både hænge sammen med perfektionisme, impostor syndromet, dårlige erfaringer med gruppearbejde (som fanden synes at have skabt en dag han var i dårligt humør) og en grad af sensitivitet, der ofte gør, at du stiller umenneskeligt høje krav til dig selv.
Løsningen er lidt kontroversiel:
- Riv nu dine håbløst lange to-do-lister i stykker – er der noget, der er vigtigt, som du husker, så bare få det gjort
- Aflever alle de bøger på biblioteket, som du ikke får læst og forbyd dig selv at låne dem igen
- Lad være med at sætte urealistiske mål for dig selv, hvor processen derhen ikke er en fornøjelse i sig selv!
God arbejdslyst!
NB! Alle der hørte foredraget kan evaluere det via linket her og få tilsendt slides fra det.
