• Er du i tvivl, om du skal blive i dit parforhold?
• Overvejer du at skifte job?
• Føler du, at du har taget den forkerte uddannelse?
• Har du lettere ved at se alt det, som ikke fungerer, end det, der faktisk gør?

Så handler det uden tvivl om noget helt andet: Nemlig dig selv! Og din indre usikkerhed, som du så projicerer ud på alt muligt andet i et forsøg på at få den til at gå over.

Tvivl, usikkerhed og impostor syndrome

Tvivl og indre usikker hænger ofte – eller altid – sammen med lavt selvværd og/eller lav selvtillid. Selvtillid er her defineret som den tillid, vi får til os selv og vores egne evner, når vi gør noget og lykkes med det. Selvtillid får vi af at handle. Selvværd er noget vi får, når vi accepterer og elsker os selv, præcist som vi er. Som børn styrkes vores selvværd af ubetinget kærlighed fra vores forældre eller andre omsorgsfulde voksne. Selvtilliden får vi, når de roser os, for det vi kan eller gør.

Hos personer, der lider af impostor syndromet, er det imidlertid mere komplekst, end som så, fordi de udadtil og for andre kan se ud til at have succes. De har som regel et godt drive, er energiske, begavede, fagligt dygtige, ambitiøse og/eller har nogle gode sociale kompetencer, som gør, at de forekommer dygtige, kompetente, vellidte og succesfulde. De virker, som om de har selvtillid. Eller rettere sagt: Andre mennesker synes, at de burde have masser af selvtillid. Men det har de ikke.

Inde bag den tilsyneladende selvsikre eller rolige facade tårner usikkerheden sig op:

• Jeg har jo ikke den samme uddannelse, som de andre
• Jeg ved ingenting (jo mere jeg læser, desto mindre ved jeg)
• Jeg kan ikke så meget, som mine kolleger
• Jeg er dum/tyk/grim
• Jeg dur ikke til dit/dat/dut
• Jeg er en wanna-be/plagiat
• Jeg er falsk/forkert/mislykket
• Jeg er aldrig god nok

Pyh! Prøv lige at forstille dig, hvordan du ville have det, hvis du startede hver dag med at sige den slags til dig selv. Men det er måske lige netop det, du gør – uden at vide det. Fordi du hele tiden sammenligner dig med de andre. De andre som er rigtige, mere kompetente, dygtigere, klogere, slankere, smukkere, mere populære osv. Imens kæmper du indædt på to fronter:

1. Du kæmper på jobbet/studiet for at leve op til de andres forventninger
2. Du kæmper med at leve op til dine egne urimeligt høje forventninger til dig selv

For at håndtere det i praksis og overleve, anskaffer du dig en “negativ” rolle, som kan skjule din indre usikkerhed:

• Kritikeren – der konstant påpeger andres/ydre fejl, så ingen opdager dine fejl
• Perfektionisten – som knokler for at være fejlfri, så ingen kan sætte en finger på noget
• Den over-hensyntagende – der hele tiden tager hensyn til alle andre i håbet om, at nogen får øje på dine udækkede behov
• Bulderbassen – som taler konstant og buldrer frem for at aflede opmærksomheden fra din indre usikkerhed, tvivl og sårbarhed
• Den hjælpsomme – der altid hjælper alle andre, så du slipper for selv at føle dig hjælpeløs

Og så fremdeles. Kun fantasien sætter grænser for de negative roller, vi kan påtage os. Fælles for dem er, at de afleder andres opmærksomhed fra det, der er sagens kerne – nemlig din kerne. Din sårbarhed, din følelse af utilstrækkelighed og – det der gør mest ondt – din oplevelse af, at ingen elsker dig, som den du er. Din indre, eksistentielle ensomhed.

Men selv om din negative rolle kan synes nok så forkert nu, så har den tjent et formål. Den har tjent og beskyttet dig.

Dit indre ubehag

Graden af impostor syndromet har en tæt sammenhæng til, hvor stor afstand der er imellem den, du viser udadtil, og den, du er indeni. Derfor får du oplevelsen af, at du slet ikke er den, som du giver dig ud for at være, eller som andre tror, at du er. Heraf navnet impostor: Oplevelsen af at snyde andre. Det afføder en følelse af indre ubehag.

Din udfordring og dit paradoks er imidlertid, at det kræver både mod og selvtillid at bekende kulør. At vise andre, hvor usikker du i virkeligheden er. Hvor meget du faktisk tvivler på dig selv og dine evner. Hvor sensitiv du er, og hvor meget det, de siger, kan såre dig. Hvor mange fejl, du egentlig har. Hvor lidt du synes, at du ved, fordi du er dig pinligt bevidst om alt det, du ikke ved tilstrækkeligt om. Hvor bange du er for at vise dem, hvordan du er inderst inde. Hvor hjælpeløs du dybest set føler dig.

Små skridt og store resultater

Nogle gange kan erkendelsen af impostor syndromet i sig selv gøre en kæmpe forskel. Feedback på personlighedstesten og intelligenstestens nøgterne tal kan rykke din selvopfattelse markant. Nye positive sætninger kan om-programmere dine indre overbevisninger.

Derefter handler det om træning: At du øver dig i at gøre det, som du før var bange for at gøre.

Hver gang du udfordrer dig selv ved at gøre noget, som du egentlig ikke tør, får du muligheden for at bevise, at du faktisk kan. Når du beviser over for dig selv, at du kan, så får du små succesoplevelser og styrker dermed din selvtillid.

Hver gang du overvinder dig selv til at vise andre, hvem du er, sige, hvad du mener, og stå ved dine behov, ønsker og valg, vil du opleve overraskende positiv respons. Når du accepterer og står ved dig selv, gør andre det også, og du får øget selvværd.

Hemmeligheden bag det hele er:

Du er ikke den eneste, der har det sådan.
Det er bare noget, du bilder dig selv ind.

Så i stedet for at tvivle, tøve og frygte, kan du i stedet tænke:

Hvor galt kan det gå?
Jeg prøver!