+45 23 93 48 41 AnnC@potentialefabrikken.dk

Hvad viser IQ-testen?

En grundlæggende præmis i forhold til intelligens er, at den kan måles. Med forskellige typer standardiserede intelligens- og færdighedstests. Standardiseringen betyder, at du bliver sammenlignet med en normgruppe, som har taget den samme test, og dit resultat placeres på en skala sammen med de andres.

Med færdighedstests måles bestemte matematiske og sproglige evner, som kan være tillærte/tilegnede. I Verify (SHL Group) var det f.eks. delt op i to-tre separate færdighedsprøver, hvor dit resultat blev sammenlignet med normgruppen af personer på det samme uddannelsesniveau. Her fik du ikke et IQ-tal, men en indplacering på en skala (percentil).

Med en intelligenstest beregnes en intelligenskvotient – IQ eller IK – som består af gennemsnittet for testens delresultater. Den gennemsnitlige IQ for befolkningen er altid 100. Der kan imidlertid være forskellige standardafvigelser fra test til test, og derfor kan du ikke sammenligne IQ-tallene uden at vide, hvilken test og standardafvigelse, der bruges. Her er en tabel, hvor du kan se det: IQ-tal

Alt efter resultatet af testen vil du kunne indplaceres blandt de normaltbegavede med en IQ omkring 100, velbegavede med en IQ blandt de  øverste 3-10 % eller højtbegavede som har en IQ i de øverste 2 procent svarende til 2 standardafvigelser (SA) over medianen 100.

Normalfordeling med SA på 15 %

Hvad måler forskellige IQ-tests?

Her er nogle eksempler på klassiske intelligenstests, og hvad de måler:

  • IQ-test for sjov – Mensas hjemmeside – måler logisk opfattelse/forståelse via matrixer
  • Raven’s Progressive Matrices – tilsvarende, men for let og ikke valid, så den er kun for sjov
  • IQ-test gratis – Illustreret Videnskab – måler visuel, sproglig, matematisk og logisk intelligens samt hukommelse
  • PTL – kan tages online – måler logisk opfattelse, analyse og kompleksitet, sproglige og matematiske færdigheder, hastighed, korrekthed, effektivitet og læring
  • WAIS – via psykolog – måler både verbalt (spørgsmål) og handlingsorienteret (figurer, terninger, puslespil m.v.), herunder bl.a. sprog, matematik, hukommelse, forståelse, processering og handleevne

Der findes også tests på nettet, hvor du kan måle din musikalske intelligens, men validiteten kan diskuteres. Desuden er der en særlig klodstest, som især anvendes til børn, og her er et eksempel på en visuel test, som anvendes af amerikanske forskere.

Du kan have en bred intelligens, så du klarer dig over gennemsnittet uanset testen (eller studiet). Du har let ved at lære, er relativt hurtigt opfattende og har nemt ved at skifte mellem forskellige typer opgaver.

Eller du kan have en smal intelligens, så du klarer dig ekstra godt inden for et-to specifikke områder, mens du klarer dig som gennemsnittet inden for andre. Dermed bliver din IQ et gennemsnit af høje og lavere scores i en bred test.

Er du højtbegavet?

Hvis du er blandt de to procent mest intelligente, vil det skinne igennem i en hvilken som helst test. Du tænker og taler/skriver hurtigt, lærer og tilegner dig nemt nyt, forstår umiddelbart selv yderst komplekse sammenhænge og har et meget højt abstraktionsniveau. Du er generelt nysgerrig, ser skæve vinkler og andre perspektiver, så du kan stille spørgsmål og se risici, som ingen andre forstår.

Du kan dog sagtens score højere i nogle tests end i andre alt efter, hvad der testes og din dagsform. Selvom du måske ikke er helt fokuseret eller udhvilet, kan du klare dig forbløffende godt i en given IQ-test.

Udtalelser fra top 1-2 % (scorer 130-150+):

Er det ikke bare en børnetest?

Jeg tror stadig ikke på resultatet.

Men det er jo bare sådan en test på nettet – det jo ikke passe…

Jeg synes bare, det er sjovt at prøve forskellige IQ-tests.

Du vil typisk kunne svare ja til 14-15 af spørgsmålene i selvevalueringen af om du er Belastende begavet. Det er ikke en test, men blot de mest hyppige kendetegn hos begavede, og det kan derfor give dig en pejling på, hvor du cirka befinder dig på skalaen.

 

Er du velbegavet?

Som velbegavet befinder du dig blandt de 10 % bedst begavede, men ikke helt oppe i de øverste 2 %. Derfor kan du ikke blive medlem af Mensa, men du vil kunne genkende dig selv i rigtigt mange af blogindlæggene om begavede.

Du har sandsynligvis altid ligget i den øvre ende af klassen, uanset om det var i folkeskolen, på ungdomsstudiet eller videregående uddannelser. Fordi du helt grundlæggende har nemt til at lære nyt og tilegne dig viden og færdigheder.

Du nyder at blive udfordret og bruge din hjerne, men det er ikke sikkert, du kan bevare interessen så længe, som andre forventer, at du gør. Der synes at være en 80/20 regel: Du bruger 20 % tid på at lære 80 % af et givent emne, men at bruge de resterende 80 % tid på at perfektionere de resterende 20 % for at nå til ekspertniveau… ah, så er der andre ting, der er mere interessante.

Du vil typisk kunne svare ja til 10-13 af spørgsmålene i selvevalueringen af om du er Belastende begavet.

 

Kan du være begavet, selvom testen ikke viser det?

Der kan være særlige omstændigheder, som gør, at du scorer lavere i IQ-test:

  • Stress og diagnoser – går ud over koncentrationen, hukommelsen, overblikket mv.
  • Ordblindhed – sænker tempoet i opgaver med tekst, eller du gætter forkert
  • Talblindhed – sænker korrektheden i opgaver med tal
  • Lav selvtillid/impostor-komplekser – du tror ikke på dine evner og bliver ekstra usikker

Hvis du er højt begavet, vil du stadig være hurtigere og svare mere korrekt end de fleste, så din IQ er markant over gennemsnittet.

Hvis du er velbegavet, vil din IQ stadig ligge over gennemsnittet, og du klarer dig sandsynligvis bedre i nogle opgavetyper end andre.

Hvis du er normalt begavet, vil din IQ ligge omkring eller under 100.

Det tager tid for hjernen at regenerere efter stress, og det kan give lavere score i IQ-testen op til et år eller mere efter en sygemelding. Uanset om du er normalt, højt eller velbegavet.

Hvis du som begavet er ordblind, trækker det IQ’en nogle point ned, men du klarer dig tydeligt bedre i opgaver uden tekst (f.eks. dem med matrixer).

Hvis du som begavet er talblind, trækker det også IQ’en nogle point ned, men du klarer dig åbenlyst bedre i opgaver uden tal.

Hvis du har lav selvtillid og er ramt af impostor-komplekset, er der typisk to udfald:

  1. Du går helt i baglås over at skulle testes og resultatet bliver derefter
  2. Du prøver – bare for sjov – og klarer dig meget bedre end forventet.

Så ja, du kan godt være mere begavet, end IQ-testen lige viser.

 

Læs også:

Discover more from Belastende Begavet

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading