+45 23 93 48 41 AnnC@potentialefabrikken.dk

Har højtbegavede bedre eller dårligere lederevner?

Rent kognitivt og fagligt er en høj IQ klart en fordel, fordi den gør det lettere at agere i det komplekse, strategiske arbejde ledelse på højt niveau kan være. I forhold til personaleledelse er det dog ikke så entydigt en fordel.

Er der ting, der er lettere eller sværere for højtbegavede ledere?

Ja, nogle ting er lettere, mens andre er svære, når lederen har en højere IQ end sine medarbejdere.

Forskning har vist, at lederevnerne er proportionalt stigende med IQ’en indtil omkring 120, hvorefter de aftager. Det er netop her grænsen går til de 10 % bedst begavede, jeg har coachet og udviklet siden 2012.

Baseret på mine egne ledererfaringer som HR Manager (2003-2011) og de mange ledere, jeg har coachet, kan der være følgende faldgruber for højtbegavede ledere:

  1. De har for høje forventninger
  2. De er for utålmodige
  3. Kommunikationen er svær

Når det er sagt, så kan de ekstra intelligente ledere have præcist de samme udfordringer som alle andre ledere – og de er individuelle.

Ad 1. Højtbegavede ledere har for høje forventninger

Især de ubevidst begavede ledere kan have tendens til at forvente ekstra meget – både af sig selv og andre. Når noget er nemt for dem, tror de, det er nemt for alle. Først når de får tal på deres egen IQ, kan de forholde sig mere faktuelt til det.

Hvis du er velbegavet – blandt de 3-10 % bedst begavede – vil du som leder have et godt udgangspunkt, fordi du ligger midt imellem de normaltbegavede og de højtbegavede øverste 2 % (IQ på 130+). Det vil gøre det lettere for dig at forstå både medarbejdere og toplederne, der typisk er højtbegavede. Men hvis du ikke ved, hvor på skalaen du ligger, kan du tro, at du er helt gennemsnitlig eller lige lidt over gennemsnittet, så du undervurderer dig selv. Det kan samtidig gøre, at du overvurderer andre – og dermed også forventer mere af dem, end hvad der er rimeligt.

Hvis du er højtbegavet, vil du forvente meget mere af dine medarbejdere, end de kan forventes at leve op til. Det gør det svært for dig.

Læs også: Er du begavet uden at vide det?

 

Ad 2. Højtbegavede ledere er for utålmodige

De fleste af de 10 % bedst begavede, jeg møder, er ret utålmodige. I personlighedstesten scorer de højt på tempo.

Hvis du f.eks. scorer 85 af 100 på tempo, hvor dine medarbejdere forventeligt scorer omkring 50 som gennemsnittet af ledere og funktionærer gør, så er du bare faktuelt hurtigere end de fleste. Du tænker hurtigere, taler hurtigere, er mere effektiv i opgaveløsningen og kommer hurtigere frem til løsningen på et givent problem. Bagsiden af et højt tempo er utålmodighed.

En del af de begavede scorer også meget højt på dominans, og så er der stor risiko for, at du kommer til at tromle dine medarbejdere. For du har lynhurtigt regnet ud, hvad der skal gøres og hvordan. Du skal virkelig beherske dig og sidde på dine hænder – uden at sige noget! – hvis dine medarbejdere skal have en chance for selv at komme frem til deres egne måder at løse opgaver og problemer.

Du kan have ualmindeligt svært ved ikke at gøre alting selv, fordi det er det hurtigste, og så bliver det også af den kvalitet, du ønsker. Derfor kan du påtage dig for meget og risikere at få stress. Eller det kan være svært for dig ikke at fortælle medarbejderne, hvad de skal gøre – så de synes du blander dig for meget. Og så er der fare for, at du bliver en rigtigt irriterende micro-manager.

Jo højere tempo, dominans og IQ, desto større utålmodighed med dine medarbejdere.

Læs også: Belastende begavet – utålmodig og rastløs

 

Ad 3. Højtbegavede ledere har svært ved at kommunikere

Når din IQ er markant højere end dine medarbejderes, kan det helt enkelt være svært for dig at forklare, hvad du mener. Fordi I ikke sender på samme frekvens. Enten synes du, det er fuldstændigt indlysende og derfor overflødigt at forklare, så du taler hen over hovedet på dem. Eller også føler du dig forpligtet til at skære alting ud i pap, og så taler du ned til dem. Ingen af delene er specielt befordrende, hvis du vil være en god leder.

Samtidig kan forskelle i jeres måde at tænke på også give anledning til misforståelser og kommunikationsvanskeligheder – jf. Jung typologier. Hvis du som leder er intuitiv, kan du have tendens til at springe fra A til Z, og hvis medarbejderen er sansetype, har personen behov for konkrete, faktuelle informationer om processen og for at spørge ind til de andre bogstaver mellem A og Z. Det øger risikoen for misforståelser og en kommunikation, der opleves utilfredsstillende og problematisk af begge parter.

Jo større forskel mellem jeres IQ, desto mere vanskelig bliver jeres kommunikation.

Læs også: Belastende begavet og besværlig kommunikation

 

Hvad kan du som højtbegavet gøre for at blive en bedre leder?

Afhængigt af, hvilke udfordringer du konkret har, kan du arbejde med følgende:

  1. Forventningsafstemning – både fra starten og undervejs i dine medarbejderes opgaveløsning
  2. Selvindsigt og personlig udvikling – så du er opmærksom på dine styrker og blinde vinkler
  3. Øve dig i varieret kommunikation – og give medarbejderne mulighed for at stille spørgsmål.

Lederskab og forældreskab har mange ting til fælles. Hvis du har børn ved du, at det at involvere dem i f.eks. madlavning er en investering. De første mange gange tager det mere tid. Fordi de skal lære det og øve sig, du skal instruere og ofte også rette op på noget. Eller du må acceptere, at kvaliteten måske ikke lever op til dine høje standarder. Og så en dag opdager du, at de faktisk kan selv – og dermed begynder at aflaste dig!

Jo bedre, du kender og forstår dig selv, desto bedre muligheder har du også for at forstå og samarbejde med andre. Det kræver en solid og helhjertet indsats at lave (sider af) dig selv om, men at lave andre om er umuligt. Derfor er selvindsigt og personlig udvikling afgørende for at lykkes som leder. Også når du skal forstår, hvad der gør jeres kommunikation svær eller ligefrem skaber konflikter.

Du kan læse mange bøger om ledelse og deltage på diverse lederkurser – det kan gøre dig klogere og fremme din forståelse for det dynamiske, komplekse samspil mellem mennesker. Men når alt kommer til alt, er du som leder nødt til at handle – træffe beslutninger, være i dialog, sætte mål og få medarbejderne til at levere.

Og vigtigst af alt: Du skal kunne lide det. Uanset din IQ.

 

Læs evt. også

Discover more from Belastende Begavet

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading