Som helt ung, nybagt student fik jeg et sommerferiejob som hjemmehjælper, og her mødte jeg den første gnavne gamle mand. Når jeg tænker tilbage på det, går det op for mig, at det var et skelsættende møde, akkurat som da Helle Hein mødte sin første primadonna.

De andre hjemmehjælpere og ferieafløsere havde talt en del om ham, så jeg var ligesom advaret om hans forfærdeligheder, men ikke desto mindre var jeg også lidt nysgerrig: Hvad var han for en? Hvorfor var han så sur? Og en dag var han så på mit skema: Jeg skulle hen til Kurt (opdigtet navn, der rimer på surt). Forinden havde jeg været afløser hos hans kvindelige pendant: En sur gammel kone med 1½ ben og diabetes, der sad i rullestol og var svært utilfreds med at få så ung en ferieafløser. På sin vis forstod jeg godt hendes utilfredshed, for hun kunne ikke vaske sig selv, og jeg tror faktisk, at det var lige grænseoverskridende for os begge, første gang jeg skulle gøre den del af mit arbejde. Men tilbage til Kurt.

Kurt sad også i rullestol og havde kun 1 ben. Jeg husker ikke, om han også havde diabetes, men han havde mistet sit ben, fordi han var blevet opereret, og der efterfølgende var gået stafylokokker i såret, så det endte med, at han var nødt til at få sat hele benet af. Så det kostede ham et ben at være indlagt på hospitalet! Der er vel ikke noget at sige til, at man kan blive vred og bitter over det. Men det var næppe den oplevelse alene, der havde forvandlet hans tilværelse og gjort ham til en gammel gnavpot.

Jeg fik hurtigt klaret mit arbejde for Kurt, og så fik vi tid til en kop te og en snak. Da jeg var te-drikker, benyttede han lejligheden til at fortælle mig, at jeg aldrig skulle købe tebreve, for det var den dårligste te: Det var affaldet fra bearbejdningsprocessen, det de fejede op fra gulvet. Den bedste te var den, man fik, fra de største, hele blade. Kurt belærte mig således om kvalitet og hvordan, man kan se forskel på god og dårlig te. Hvilket jeg husker den dag i dag. Og når jeg gør, sender jeg ham en venlig tanke for at have lært mig det.

Han nåede at fortælle mig en del, mens jeg lyttede, stillede spørgsmål, gav ham ret og drak min te. Han fortalte ting, jeg aldrig havde hørt om før, så jeg blev klogere både på te og ham som menneske. Jeg forstod, at når han var så sur, så hang det tilsyneladende sammen med, at han havde en høj standard for kvalitet og stillede krav til sine omgivelser – og tit var blevet skuffet. Livet havde ikke levet op til hans forventninger. Derfor var han både skuffet og sur.

Da jeg gik derfra, var jeg forundret. For Kurt var ikke nær så slem, som det indtryk, jeg havde fået fra de andre. Faktisk kunne jeg godt lide ham. Det havde været interessant at møde ham og høre hans historie. Lur mig, om ikke også Kurt havde en god oplevelse: Endelig en, der ikke bare havde travlt med hans vasketøj, madlavning, rengøring og opvask, men derimod tog sig tid til at tale med ham, respekterede hans synspunkter og viste interesse for ham – som person og ikke bare som et gammelt brokkehoved, de skulle servicere. Endelig en, der gad at lytte og tog ham alvorligt. Viste empati. Det håber jeg i hvert fald.

For nylig, da jeg gjorde mig de første tanker omkring dette blogindlæg, dukkede Kurt op, og så gik det op for mig, at Kurt uden tvivl har været intelligent. At det sikkert var forklaringen på, at det var interessant at tale med ham, og årsagen til, at han satte så høje standarder for kvalitet. Men jeg genkendte også andre træk fra nogle af de højt begavede, jeg har mødt i tidens løb:

• Stærk retfærdighedssans – stiller andre til ansvar for deres handlinger og konsekvenserne af dem samt har et behov for at få/have ret
• Høj standard og kvalitetssans – de fleste højt begavede har et område, hvor de på ingen måde er villige til at gå selv den mindste smule på kompromis, det bliver simpelthen over deres lig!
• Faktuel viden og personlige værdier blandes sammen – Kurt vidste, hvad der er god kvalitets-te, og at tebreve laves af affalds-te, men hans foragt for dårlig te farvede nok hans udlægning omkring, hvor teen kom fra – jeg tror ikke på, at det er opfej fra gulvet
• For mange skuffelser og dårlige oplevelse i bagagen – akkumulerede skuffelser og et vist antal dårlige oplevelser i løbet af livet har hobet sig op og skabt et negativt menneskesyn, der i værste fald gør, at de husker som elefanter og bærer nag i årevis
• Dårligt og/eller svingende humør – en vis sensitivitet eller sårbarhed sammen med især skuffelser og dårlige oplevelser medfører ofte, at personen til sidst forbereder sig på at blive skuffet og få en dårlig oplevelse igen – og desværre får han/hun ret!

Negative forventninger bliver selvopfyldende profetier!

Skuffede mennesker forventer at blive skuffede igen. Sure mennesker forventer at få grund til at blive sure igen. Mistroiske og pessimistiske mennesker får deres værste antagelser bekræftet, når de møder nye mennesker og situationer.

Og på en måde er det trygt: De får præcist det, som de regner med at få og har forberedt sig på at opleve. Det er forudsigeligt. De kan læne sig tilbage og sige ”Hvad sagde jeg?!” – de får nemlig altid ret!

Problemet er bare, at de selv kører sur i det. Den negative spiral, de på et tidspunkt er kommet ind i, trækker dem ned, og de kan ikke selv komme ud af den. Uanset hvor gerne de vil. Fordi de med tiden har fået tiltrukket netop de mennesker, der kan bekræfte dem i deres negative forventninger og antagelser. Positive, glade og optimistiske mennesker, som de kan stole på og have tillid til – de orker da ikke at være sammen med sådan et brokkehoved!

Så med tiden bliver deres kandidatur imødekommet: De bliver medlem af klubben for Gnavne Gamle Mænd.

Sammen kan de harcelere over dumme politikere, tåbelige chefer, åndsvage kolleger, idiotiske regler osv. osv. i en lang sur uendelighed. Det kan ligefrem føles godt at mødes med de andre og få sine fordomme og negative antagelser bestyrket. Det bliver en slags kollektiv katarsis. Bagefter går de lettede hjem, ikke glade, næh nej, det er livet alt for alvorligt til, men de har sandsynligvis haft en god aften med ramsaltet ironi og sort sarkasme, fået sig et godt grin – og ja, så føler de en vis lettelse. Negativiteten er ude af kroppen. For en tid. 😉

Vil du også være medlem af Gnavne Gamle Mænds Klub?

Eller vil du begynde at arbejde med din personlige udvikling med risiko for, at du bliver et gladere menneske?!