Døgnkioskmennesket, der bare ville være normal
Jeg har netop læst Sayaka Muratas “Døgnkioskmennesket“, og den gjorde et stort indtryk på mig, fordi den på en meget bevægende måde beskriver en ung kvindes ihærdige forsøg på at blive normal og accepteret af gruppen. Hovedpersonen Keiko ville sandsynligvis have fået en diagnose som infantil autisme eller Aspergers, hvis hun havde boet i Vesten, men nu bor hun i Japan og har i stedet været heldig at få et job som løsarbejder i en døgnkiosk.
Jobbet passer hende perfekt, fordi de faste rammer og manualer giver hende præcise og konkrete instruktioner i, hvad hun skal gøre og sige som døgnkioskmedarbejder. Her føler hun sig tryg, og så kan hun – ligesom kvindelige Aspies – bruge sin energi på at iagttage og efterligne de andre kvinder i døgnkiosken. Hun efterligner deres stemmer, deres tøjstil, deres holdninger og reaktioner, så ingen fatter mistanke om, at hun ikke er normal.
Problemet er bare, at hun er 36 år og hverken har fået et “rigtigt arbejde” eller er blevet gift, så i fritiden, sammen med de få veninder hun føler sig forpligtet til at pleje, falder hun stadig uden for normen. Som konsekvens får alle travlt med at forklare hendes situation og forsøge at få hende gift, så hun kan passe ind.
Det er påfaldende, at ingen spørger hende, hvad hun vil, eller om hun er tilfreds med sin tilværelse som døgnkioskmedarbejder.
Kan du genkende Keikos trang til at være normal?
Hvad har du gjort for at forsøge at passe ind?
Falder du også uden for normen?
Jeg ved godt, at man ikke uden videre kan sammenligne det at have en høj IQ med det at have en diagnose, men der er alligevel nogle markante ligheder:
- Du er på flere måder anderledes end det brede flertal
- Du tilhører en skjult minoritet, der udadtil ser almindelig ud
- Du kan have svært ved at passe ind og blive godkendt som “normal”
- Du skal bruge en masse energi på at forsøge at forstå og afkode andres adfærd
- Uanset hvor meget og længe du anstrenger dig, bliver du ikke accepteret som en af dem
Selvom du – som begavet – ser helt almindelig ud, klæder dig som de gør, har samme job som andre og måske også har en kæreste eller ægtefælle, så er du stadig ikke “normal”.
- Du har nogle særlige interesser, som de andre ikke forstår eller interesserer sig for
- Du kan ikke snakke med, fordi du ikke ser de samme serier eller tv-programmer
- Du kommer gang på gang til at sige og gøre noget andet, end det de forventer af dig
- Du kan blive meget ophidset over uretfærdigheder, eller at nogen ikke følger reglerne
- Selvom du godt ved, at du burde spille det politiske spil, så lykkedes det bare ikke
Jeg hører det igen og igen i alle mulige varianter:
Begavede forsøger på at passe ind og være “normale”, men trods ihærdige anstrengelser, bliver de ved at falde uden for normen. De passer simpelthen ikke ind i skabelonen.
Læs også:
Skal de begavede lære at opføre sig normalt?
Har du været i lære som normal?
Du har et valg
Bag alt de mange historier, bag alle dine anstrengelser og forgæves forsøg ligger der en kendsgerning, du måske ikke er klar over: Du har et valg.
Nej, du kan ikke vælge at blive normal. Det ville ellers være rart, men det fungerer desværre ikke. Som en ung kristen engang udtrykte det i forhold til at gå i kirke:
Man bliver ikke en bil af at stå i en garage.
Jeg vil ikke påstå, at det er et nemt valg. Det var det heller ikke for Keiko. Alligevel havde hun den indre styrke til at træffe sit valg. Det nødvendige valg for hende.
Grundlæggende har du to muligheder:
- Du kan fortsætte resten af dit liv med at forsøge at være “normal”.
- Du kan vælge at være dig selv, som du nu en gang er.
Hvis du vælger 1. ved du sikkert allerede, hvad de indebærer og kræver af dig at gøre. Du har sandsynligvis forsøgt det meste af dit liv. Dermed kan det også være det fristende “nemme” valg. Medmindre du er ved at være inderligt træt af, at du altid ender det samme sted.
Hvis du vælger 2. kommer du på arbejde, og det er ikke (kun) på jobbet. At vælge at være dig selv indebærer, at du også skal finde ud af, hvem du egentlig er.
Hvad du tænker, føler og mener.
Hvad du ønsker, vil og har behov for.
Her findes der desværre ingen udførlige manualer. Du bliver nødt til at prøve dig frem.
Og det kræver mod at stå ved, den man er. Ligesom det kræver mod at turde fejle, hvis det ikke lykkes i første forsøg.
Prøv at skrive dagbog eller logbog, skriftligt eller som tegninger. Det kan hjælpe dig til at holde styr på de mange overvejelser og oplevelser du uundgåeligt får som et bevidst menneske. Samtidig kan det fungere som dokumentation for din proces, så du bagefter kan gå tilbage og se, hvor meget du faktisk har flyttet dig, selvom det slet ikke føltes sådan, mens det stod på.
Hermed min opfordring til dig:
Gør som Keiko – vælg at være dig selv!
Og så vil jeg benytte lejligheden til at sende en stor tak og varme tanker til mine mange, fantastiske klienter, der hvert år og hele tiden træffer valget – og prøver det bedste de kan. Det skal nok lykkes!
Læs også:
Ved du ikke, hvem du er, eller hvad du skal?
Skjuler du, hvem du er?
