Er du introvert eller ekstrovert? Du genkender mest dig selv i beskrivelsen af de indadvendte, men sammen med dine venner er du jo social og udadvendt. Hvordan hænger det sammen?
Tryghedszonen
Alle indadvendte har en tryghedszone, og størrelsen af den synes – heldigvis – at øges proportionelt med deres grundlæggende selvtillid og alder. Det kan være rart at vide, hvis du stadig er ung. Som barn havde du måske kun én bedste ven, men efterhånden som du bliver ældre udvides vennekredsen gradvist. Sammen med dine venner er du åben og taler meget mere, end dine ekstroverte kolleger evner at forestille sig, at du kan. Af samme grund kan du være usikker på, om du overhovedet er introvert, fordi du selv oplever at være meget social sammen med dine venner.Er du i tvivl om, hvorvidt du er introvert eller ekstrovert, kan du bare overveje, hvordan du ville trives med et job som opsøgende sælger, hvor du mange gange hver dag skal tage kontakt til vildt fremmede mennesker. Eller om du kommer i snak med de andre i køen i supermarkedet? Eller hvordan du har det til et socialt arrangement, hvor du ikke kender andre end værten? Nej vel?
Kodeordet for introvertes tryghedszone er nemlig: Mennesker jeg kender.
Alle de mennesker, du ikke kender og er nødt til at tage kontakt til, er et stort skridt ud af din tryghedszone. For mange er det forbundet med ubehag, til tider så stort et ubehag at de aldrig lærer at overvinde det. Andre lærer det efterhånden. De finder en veldefineret – ofte faglig – rolle, som de føler sig så tilpas selvsikker i, at de godt kan (tvinge sig selv til at) bryde isen og tage kontakt til de fremmede: Så længe der er en god grund til det og den kontaktede person har samme formål.
Gør tryghedszonen større
Mange introverte har det svært med at skulle stille sig op foran andre og sige noget. Det med at komme i centrum for alle de andres opmærksomhed – for mange er det direkte angstprovokerende.
Der findes en række generelle råd til at øve sig i at overvinde det:
- Vær velforberedt – sæt dig grundigt ind i emnet, så du føler dig sikker på, at du kan svare på eventuelle spørgsmål
- Øv din præsentation – stil dig op foran spejlet og gennemfør din præsentation bare for dig selv, tag tid på det og bliv ved, indtil du kan holde dig inden for tidsrammen og ikke går i stå
- Lær det vigtigste udenad – øv din elevatortale eller essensen i dit indlæg, indtil den sidder lige i skabet og du kan sige den flydende og overbevisende, selv hvis du blev vækket midt om natten
- Visualisér – aftenen inden din præsentation kan du med fordel visualisere, hvordan du gennemfører den overbevisende og selvsikkert, hvordan du kan svare på alle spørgsmålene og publikum bagefter klapper af begejstring
- Stil dig i ”power positioner” før og under – vindere har et åbent kropssprog med armene ud fra kroppen eller strakt over hovedet og videnskaben har bevist, at det virker styrkende – så det virker nok også for dig! Tjek denne video: Your body language shapes who you are
Tag udfordringen op i dine trygge rammer
Når du deltager i gruppearbejde på studiet, i foreningen, sportsklubben eller på jobbet, hvor det, I sammen er nået frem til, skal præsenteres i plenum – så meld dig frivilligt. Tag udfordringen op inden for de rammer, hvor du er nogenlunde tryg og kender de andre. Det er meget muligt, at gruppens mest ekstroverte – og dominerende – kunne have gjort det bedre og mere selvsikkert, men så var du gået glip af en god mulighed for at øve dig.
Introvert med lav selvtillid
Alt for ofte møder jeg introverte, der mangler selvtillid og/eller har meget lavt selvværd. Når de har været igennem et tremåneders udviklingsforløb, har de altid fået styrket deres selvtillid og selvværd markant. Fordi de gennem en større selvindsigt også opnår den selvaccept, der gør, at de kommer til at hvile mere i sig selv. Selvtilliden styrker de igennem konkrete øvelser og deres adfærd i det daglige. Og så får de ændret nogle af negative ting, de går og siger til sig selv, og erstattet dem med en positiv og konstruktiv selvopfattelse.
Jeg bliver lige imponeret over deres udvikling hver gang. Og forundret over, at der egentlig ikke skal mere til end et par tests og nogle øvelser. Men jeg ved også, at det kan være et meget hårdt arbejde faktisk at implementere de forandringer, der skal til, i deres liv. Der bliver ofte fældet tårer undervejs. Og grinet højt. Fordi de flytter sig for vildt.
Jeg møder heldigvis også introverte med god selvtillid og succes – både som ledere og som politikere, hvilket man som indadvendt måske forestiller sig kun er jobs for de udadvendte. Forskellen på ekstroverte og introverte ledere og politikere er, at de introverte tænker sig godt om, før de siger noget!
Lad det være ordene for denne gang:
Hvis du er introvert, så stol på dig selv
– du er nemlig god nok præcist som du er!
Læs også:
Introvert – er receptioner rædselsfulde og pauser en plage?
Tænker du for meget og handler for lidt?
Tør du dele din viden?
Intelligent introvert – holder du dig tilbage?
Føler du for meget og handler for lidt?
Jeg er meget introvert – men det er ikke længere et “problem”
Da jeg var ung troede jeg at det var mig der var forkert og gjorde alt hvad jeg kunne for at falde ind i gruppen (hvilket dog som udgangspunkt ikke lykkedes ret godt, man kan kun gøre vold på sig selv til en vis grænse)
I dag har jeg accepteret at det er sådan det er og venneskaren er barberet ned til et – for mig – overskueligt antal og jeg deltager kun sjældent i sociale arrangementer (familieting er undtaget)
Jeg trives med at have lært at jeg ikke skal være noget andet end det jeg er også selvom det betyder kollegerne synes jeg er vildt underlig.
Men noget der generer mig voldsomt – er den generelle holdning til at jeg nærmest skal undskylde det – min chef siger at jeg skal sige til kollegerne at jeg ikke lige har lyst til at snakke….
Men det ikke at snakke konstant er ikke noget jeg ikke har LYST til – det er simpelthen sådan jeg er og det kan jeg ikke ændre på
Det er jo heller ikke sådan at mine meget ekstroverte kolleger forventes at dukke op på job og sige at i dag har de lyst til at snakke….
De er som de er…..jeg er som jeg er – men ingen af os skal undskylde det…
Rigtig godt skrevet. Rammer plet. Du mister lidt grebet til sidst da du sammenligner en problemsituation for en introvert over for en ekstrovert person.
Du er anderledes, og lige så er alle andre 🙂
vi skal altså lære at mærke efter, hvordan folk reagerer, hvis man eksempelvis overrumpler en introvert kollega med en historie fra weekenden.