Har lige holdt endnu en god workshop om impostor-fænomenet. Selvom der kun var 2 deltagere, gav det så meget mening, og deltagerne gav udtryk for, at det var fedt, at de ikke var flere. Fordi der blev skabt et fortroligt rum med plads til at dele erfaringer, grine og græde. Især det sidste.
Jeg ved ikke helt, hvad det er, der sker, eller om det er noget, jeg gør, siger eller skriver, men folk græder. På mine workshops. Under 1-til-1-konsultationer. Og når de læser mine blogindlæg. Kompetente, stærke kvinder græder. Seriøse, voksne mænd græder.
Det er okay. Hos mig må der gerne grædes. Jeg har en boks med Kleenex af samme grund.
Jeg kan godt rumme det. Ligesom jeg kan rumme dem, som de er. Se og forstå dem.
De græder og græder, når først der er prikket hul.
Og jeg tænker: Så får de da noget for pengene! (Og de, der græder over blogindlæg, får noget gratis.)
De kan i sagens natur have mange forskellige grunde til at græde. Personlige og private årsager. Uden af vi behøver at gå så meget ind i det.
Læserne græder, når de genkender sig selv i det, jeg har skrevet om. Især om impostor-fænomenet.
Og de græder af lettelse. Lettelse over, at der findes et navn for det, som de har kæmpet med hele livet, for så må der også være noget, man kan gøre ved det. Og det er der.
Workshopdeltagerne græder, når de skal fortælle om sig selv, og hvorfor de har meldt sig til workshoppen. Det gjorde jeg også selv, da jeg som 23-årig havde besluttet mig for at kontakte en psykolog – ikke fordi jeg var syg, men fordi jeg tænkte, at det ville være godt at få tømt rygsækken, i stedet for at slæbe det hele med mig og bringe det videre til mine kommende børn. Da jeg sad i venteværelset, og de to psykologer kom for at høre, hvad de kunne gøre for at hjælpe mig. Bare det at de var der og lyttede, viste empati og interesse, og jeg skulle fortælle, hvorfor jeg var kommet – så brast jeg i gråd. I mange år havde jeg ellers kun grædt, når jeg var alene, HELT alene, ikke når der var andre.
Workshopdeltagerne græder også, når de genkender noget fra deres eget liv. Især fra deres opvækst. Når der kommer ord på noget af det, de har gemt langt væk. Eller når de arbejder med øvelserne omkring kernekvaliteter (tænkende/følende, hensyn til andre/hensyn til sig selv osv.) og pludselig kan mærke, hvad der sker i kroppen.
Personerne i udviklingsforløb græder også tit. Nogle af dem græder første gang, de er her, når det går op for dem, hvor meget de har svigtet og forsømt sig selv. Andre græder senere, når vi får skrællet nogle af de overfladiske lag af og kommer ind til kernen af deres grundmønster eller problem. Eller de græder den sidste gang, fordi der alligevel var noget smertefuldt i en bestemt relation, der kom op til overfladen.
Så får de en Kleenex, bliver samlet op, får givet slip på et traume, sætter ord på – og når de går ud ad døren, har de det meget bedre. Med sig har de – som en af deltagerne i dag – fået HÅBET. Håbet på, at der findes en vej ud. Viden om, at andre har oplevet noget tilsvarende og er kommet ud på den anden side. Vished om, at det kan lade sig gøre.
Og det er i grundet ikke så galt, trods mange tårer undervejs. Faktisk er det rigtigt godt.
Fordi der i gråden kan ligge en stor forløsning.
At en stram, hård knude indeni bliver løst op.
At det, der er blevet gemt væk, bliver synligt.
At de forbudte følelser endelig bliver tilladt og rummet.
At det usagte endelig bliver sagt højt.
Så græd bare! Det hjælper faktisk.
Jeg er en av de som gråter over blogginnlegg om impostor syndrome, det innrømmer jeg. Du har så rett så rett når du sier det er fordi det blir satt navn på noe vi har slitt med hele livet. Jeg er så glad og takknemlig for å ha funnet din blogg!