Impostor-fænomenet rammer skævt, fordi det især rammer de introverte og mest begavede. De får en urealistisk selvopfattelse og frygter at få feedback.

• Mener du selv, at det du kan, ikke er noget særligt?
• Tror du, at det, der er nemt for dig, også må være nemt for alle andre?
• Er du bange – grænsende til angst – for, at du aldrig vil kunne gentage din succes?
• Fylder en enkelt kritisk bemærkning mere i din bevidsthed end alle de rosende ord?
• Er du sikker på, at du tager fejl, har snydt eller ikke har anstrengt dig nok, når noget lykkes for dig?
• Eller orker du bare ikke tage kampen op med alle de selvsikre tågehorn, du møder, fordi du ikke er hurtig til at formulere dig mundtligt og måske også er lidt for sårbar til at turde kæmpe for din sag? Heller ikke selv om du ved, at du faktisk har ret?

Det er nogle af de typiske tegn på impostor-fænomenet, impostor syndrome eller på dansk svindlersyndromet. I modsætning til Dunning-Kruger-effekten – der rammer dem, som med Sebastian Nybos ord er “Gaven til paven” – kan det være svært hæmmende at være ramt af impostor syndromet, fordi:

• Du undervurderer dig selv og overvurderer andre
• Du ikke har et realistisk selvbillede og derfor ofte dømmer dig selv alt for hårdt.

Feedback – og frygten for den – får impostor syndrome til at blomstre

Forskningen (Harley 1981 og Topping 1983) har vist, at personer ramt af impostor-fænomenet ikke nødvendigvis har lav selvfølelse, men ofte er de afhængige af andres feedback og mangler tydeligvis tillid til deres egne evner og præstationer, hvormed deres selvtillid (=tillid til sig selv og egne evner) bliver skrøbelig.

Afhængigheden af – og samtidig frygten for – andres feedback stimuleres inden for musikbranchen, blandt skuespillere og kunstnere – dvs. Helle Heins primadonnaer, men også mange selvstændige og ildsjæle. Rigtig mange af dem plages dagligt af en selvdestruktiv frygt for at blive afsløret, fordi der her skal præsteres på en meget hørbar og synlig måde, hvormed deres skrøbelige selvtillid bliver voldsomt eksponeret, samtidig med at præstationskravene er abstrakte eller uklare, så det er vanskeligt for dem selv at vurdere, hvornår de har leveret en passende præstation.

Succesfulde forfatteres pludselige skriveblokeringer hænger sikkert også tæt sammen med impostor-fænomenet og deres frygt for ikke at kunne gentage succesen.

Hvem rammer impostor-fænomenet især?

Ifølge Harley har personer med impostor syndromet i en personlighedstest markant sammenhæng med:

• Frygt for at fejle
• At succes tilskrives held, fejl eller charme
• Ønsket om at skille sig ud
• Følelsen af at have givet andre et falsk indtryk
• En underkendelse af andres anerkendelse af dem.

Pauline Clance – som opdagede og navngav fænomenet – fandt i 1985, at der var en klar sammenhæng med:

• Frygt for at blive bedømt/evalueret
• Frygt for at succesen ikke kan gentages
• En følelse af, at andre ligestillede er mere kompetente.

Desuden viser supplerende forskning, at der er et tydeligt sammenfald mellem impostor-fænomenet og introversion jævnfør Myers-Briggs Type Indicator (Lawler 1984) samt en overdisponering for ængstelse (Topping 1983), idet introvertes indre følelse af sig selv ikke svarer til det ydre, som de præsenterer andre for.

Fænomenet er desuden udbredt blandt de velbegavede (øverste 10 %) og højtbegavede (øverste 2 %). Forskeren Linda Kreger Silverman har fundet, at fænomenet er typisk for højtbegavede, fordi de ikke sammenligner deres viden med andre studerendes viden, men derimod med AL den viden der findes om emnet. De er med andre ord bevidste om det, de ikke ved – bevidst inkompetente – og den bevidsthed rider dem som en mare. Selv når de er blevet eksperter inden for et område, kan de svede:

“Hvad nu hvis nogen spørger mig om noget, jeg ikke ved?”

Hvorfor bliver begavelse en belastning?

Ja, det lyder umiddelbart ulogisk og naturstridigt. Begavelse er jo en gave. Gaver skal man være taknemmelige for. Uanset om det er en ting, et talent eller en høj IQ. Det har vi lært. Så her kommer nogle mulige forklaringer på, hvorfor det ikke er så fedt med netop begavelsens gave:

Præstationsangst & perfektionisme:

Du stiller ekstremt høje krav til dig selv, fordi du har en indre fornemmelse af, at du kan gøre det – meget – bedre, end du lige har gjort. Samtidig kommer du i tvivl om, hvorvidt du er god nok. Om du nogensinde kan gøre det godt nok. Det er svært at skulle være perfekt, og mindre er ikke godt nok.

Frygt for straf:

Hvis du – efter din egen opfattelse – ufortjent oplever succes, hvornår kommer den straf, som – du selv mener – du fortjener så? Det er bare et spørgsmål om tid..!

Ingen kontrol:

Hvis du har en oplevelse af at være god til noget – uden at anstrenge dig – hvornår kan du så risikere at miste den evne? Det ligger uden for din egen kontrol.

Sårbarhed:

Når du viser, hvad du faktisk kan – også selvom du ikke selv synes, at det er noget særligt – bliver du synlig, og dermed kan du også blive mål for kritik, misundelse, bagtalelser, jalousi, had, vrede og lignende, som rammer dig langt hårdere end den ros, som alligevel har en tendens til at prelle af på dig.

Uværdig til at modtage:

Hvis du får noget, uden at du oplever at have gjort noget til gengæld, står du så ikke i gæld? Hvilke pligter, hvilket ansvar og hvilke forventninger følger der så ikke med at tage imod gaven? Jo større en gave, desto større gæld, pligtfølelse, ansvar og forventninger. Mon ikke det er sikrest slet ikke at modtage gaven? Du kan altid forsøge at bilde din skaber ind, at du ikke er værdig til gaven.

Forestil dig så, at du – hver dag – tumler med tanker af den kaliber. Pyh! Det kan da gøre selv den mest frimodige handlingslammet!

Jeg tror faktisk, at der en hel del begavede, der gerne vil have lige netop den gave byttet, hvis de kunne. I hvert fald nogle dage. Eller bare en gang imellem. Problemet er imidlertid, at de er intelligente nok til at indse, at det ikke kan lade sig gøre, og at de i øvrigt ikke slipper for gaven, uanset hvor længe de nægter at tage imod, fortrænger eller fornægter den. Spørg bare Dustin Hoffman, der først sprang ud som instruktør som 75-årig!

Så på med vanten! Se din indre impostor i øjnene og send den på pension. Nu skal du nemlig videre med dit liv!

Prøv selv Impostor-testen

Læs også:

• Impostor syndrome – kan jeg komme over det
• Impostor-fænomenet – succes udadtil, fiasko indadtil
• Impostor syndrome – er du bange for at skuffe?

Oprindeligt publiceret på Jyllands-Posten den 27. maj 2013.