At de begavede ikke bliver rige kan undre både dem selv og andre. For de har jo evnerne. Ja, de har en høj IQ og er helt sikkert dygtige til deres fag, men de mangler tilsyneladende evnen til at tjene mange penge. Derfor hutler de begavede sig ofte gennem tilværelsen, mens de kvikke normaltbegavede klarer sig meget bedre.
Som det lyder i New Year’s Greatings af the Triffids:
“I can make an honest dollar, but I can’t keep track where it went”
Efter at have mødt og talt med flere hundrede af de 10 % bedst begavede, er her mit bud på de tre grunde til at begavede ikke bliver rige:
- De gør ikke karriere – i de største virksomheder
- De følger reglerne
- Penge er ikke målet i sig selv
NB. Ovenstående gælder dog ikke for højt begavede med psykopatiske træk.
Normalfordeling intelligens, SA 15
Ad 1. De begavede gør ikke karriere i de største virksomheder
Når begavede generelt har svært ved at gøre karriere, hænger det sammen med de 4 grunde:
- De spiller ikke spillet – det politiske
- De er for ærlige
- De er for utålmodige
- De beundrer ikke deres chef
Derudover kan jeg så til tilføje to grunde mere:
- De mangler rundsave på albuerne
- De er i øjenhøjde med alle
At deres albuer ikke er spidse nok eller mangler de nødvendige rundsave for at nå til tops i organisationen, kan hænge sammen med, at mange af dem er særligt sensitive – og alt for hensynsfulde over for andre, fordi de selv er meget sårbare. Så de behandler andre, som de gerne selv vil behandles. Det gør de ambitiøse, kvikke og ærgærrige ikke, så de overhaler uden skrupler og med den største selvfølge de begavede på vej op ad karrierestigen.
Når de begavede har ekstra svært ved at gøre karriere i de store virksomheder, er det oftest, fordi det politiske spil her gennemsyrer kulturen – og jo højere oppe i organisationen, desto flere politiske agendaer, rævekager og melning af egne kager. De fleste begavede forstår ikke spillet, eller også nægter de af principielle grunde at spille det, fordi det ikke er kønt.
Et meget gennemgående træk hos de begavede er også, at de er i øjenhøjde med alle. Titler er ligegyldige, for de taler lige godt med den øverste direktør og “manden på gulvet”. Desværre taler de ikke altid lige godt med deres egen chef, der kan se dem som konkurrenter. Det er ikke specielt karrierefremmende.
Altså kommer de begavede ikke op og får de bedst betalte jobs i de største virksomheder.
Ad 2. De begavede følger reglerne.
De følger reglerne. Punktum.
Hvis der er noget lorent ved en aftale, eller et dokument ikke er godkendt korrekt, så skal det undersøges nærmere, og procedurerne følges, så virksomheden ikke risikerer at komme i fedtefadet. Hellere udskældt og afskediget whistleblower end at lægge navn og renommé til ulovligheder og fusk.
Hvis virksomheden ikke følger Regnskabslovens regler om forsigtighedsprincippet, men tværtimod skifter opgørelsesprincipper fra år til år, så stiller man spørgsmål til det, eller man kommer til at gøre ledelsen og/eller revisoren opmærksom på det. Og når regnskabets så ikke bliver godkendt, har vi balladen, men til den tid arbejder den begavede ikke længere i virksomheden.
Hvis markedsføringsloven siger, at man ikke må skrive nogen op til nyhedsbrevet, som ikke selv har bedt om det, så starter man fra bunden med at bygge sin liste op. (Hvor andre uden samvittighedskvaler ville importere samtlige kontakter fra mail-systemet og LinkedIn.) Det tager lang tid, og man bliver ikke særligt rig på den måde.
Altså er der ikke noget med smart i en fart – og heller ikke rig foreløbigt.
Ad 3. Penge er ikke målet i sig selv
Det er ikke, fordi de begavede ikke vil tjene penge. Det vil de skam, og gerne mange flere end de tjener nu. Men ikke for enhver pris.
Ofte har de begavede nogle stærke værdier og idealer, som de forsøger at leve deres liv efter. Ligesom deres veludviklede retfærdighedssans i nogen grad kan spænde ben for deres karriere. Derfor bliver penge aldrig målet i sig selv, men kun et middel til at opnå noget, de finder vigtigere.
Mange begavede, nok især de sensitive af dem, kan være drevet af at hjælpe og gøre en forskel for andre. Eller de kan kæmpe med impostor-fænomenet, så de undervurderer værdien af deres eget arbejde, hvilket især gør det besværligt for de begavede med egen virksomhed: De kan have ualmindeligt svært ved at tage en høj nok pris for deres ydelser, eller de kommer til at undervurdere, hvor lang tid ting tager, når det skal leve op til deres høje standarder, så de ender med at arbejde alt for meget for alt for lidt.
Dertil kommer, at mange af de begavede kan have tunge, traumatiske oplevelser i rygsækken, så de kæmper med lavt selvværd og/eller selvtillid. Deres udmærkede intelligens gør, at de for længst har indset, at penge ikke gør det skete usket, og de heller ikke bliver mere lykkelige af flere penge.
Ligesom de er ligeglade med titler, så preller berømmelse og name-dropping også af på dem. De kunne ikke drømme om at forsøge at blive kendte bare for at være kendte. De vil anerkendes for deres arbejde og det, de har præsteret. Og det tager meget længere tid.
Mulig 4. grund
Endelig kan deres høje IQ gøre, at de har sværere ved at kommunikere til den brede midtergruppe, så de bliver aldrig rigtigt main-stream eller populære hos flertallet af befolkningen. Hvis det endelig sker, kan det være mere held end forstand. Eller det sker først posthumt.
Læs også:
Der er intet nyt under solen! Jeg stødte lige på denne passage i Stevensons “Strandingsods”:
Robert Herrick var Søn af en intelligent, arbejdsom og ærgerrig Mand, som med en beskeden Andel var Medindehaver af et større Handelsfirma i London. Man fandt Drengen lovende, han blev sat i en god Skole og opnaaede dér et Stipendium til Oxford, hvor han fortsatte sine Studier. Men trods sine Evner og sin Smag (og han var vel udrustet i begge Henseender) savnede Robert Vedholdenhed og Fasthed i sine Studier; han kom ud paa Sidespor, arbejdede med Musik og Metafysik, naar han burde have anvendt sin Tid paa Græsk, og fik omsider en kummerlig Eksamen. Næsten samtidig skete det, at London-Firmaet ikke kunde klare sine Forpligtelser og maatte træde i Likvidation.Gamle Herrick maatte begynde forfra igen som Kontorist paa et fremmed Kontor, og Robert maatte give afkald paa sine ærgerrige Drømme og være glad til, at man bød ham et Arbejde,som han afskyede og foragtede. Han havde ingen Sans for Tal, ingen Interesse for Forretninger, fandt den faste Kontortid ulidelig og saa’ paa købmandsmæssig Stræben og købmandsmæssigt held med Ringeagt. Det var slet ikke hans Ærgerrighed at blive rig, snarere at gøre en fin Karriere. En ung Mand med en ringere Karakter end hans, eller med større Dristighed, vilde have vægret sig ved at tage imod denne Lod, maaske prøve at skabe sig en Fremtid med sin Pen, maaske lade sig hverve som Soldat; men Robert, som var mere fornuftig, maaske ogsaa mere frygtsom, indvilligede i at slaa ind paa den Livsbane, hvor han lettest vilde kunde hjælpe sin Familie.Men han gjorde det med splittet Sind, ønskede at være længst muligt borte fra sine tidligere Kammerater og valgte blandt flere Stillinger, om stod ham aabne, en Kontorstilling i New York.
Hans Liv siden da havde ikke været andet end Nederlag. Han drak ikke, han vr ubetinget hæderlig, han var aldrig uforskammet mod sine Principaler. Og alligevel fik han alle steder sin Afsked. Han omfattede ikke sit Arbejde med Interesse og udførte det derfor heller ikke med Omhu. Hans Dag var en uafbrudt Kæde af Forsømmelser og Fejl i Arbejdet, og fra Plads til Plads, fra By til By førte han det Stempel med sig, at han var komplet uduelig. Ingen kan høre det Ord anvendt om sig selv uden at rødme af Skam, og intet er i den grad nedbrydende for et Menneskes selvagtelse. Og af Herrick, der var sig sine Evner og Kundskaber bevidst, føltes det dobbelt sviende.