Det kan være svært at forstå, hvorfor det ikke er en ubetinget fordel at være intelligent og have nemt ved tingene i skolen. Når man læser interviews med Ina og de andre i bogen Mensaner.dk, får man sat ord på ensomheden og kan spejle sig.
Derfor får du her en historie om en begavet pige, for selv om man ikke kan blive medlem af Mensa, kan man sagtens have mange af de samme oplevelser.
Endelig i rigtig skole
I mere end et år har hun glædet sig til at komme rigtigt i skole og lære at læse og regne. At få lov at lære bogstaverne og tallene i stedet for at trække streger og male i malebøger, som hun har gjort et helt år i børnehaveklassen. Endelig har de fået en rigtig bog, og hun kan ikke lade være med nysgerrigt at læse på næste side, næste side og næste side igen, indtil der ikke er flere sider i bogen. Kun ordet BEN-ZIN var hun nødt til at spørge, hvad betød.
Senere får de en lille tyk læsebog med alle mulige historier og eventyr i og små bogstaver som i rigtige bøger. Den kan hun godt lide. På et tidspunkt skal de øve sig i at læse “Kejserens nye klæder”, og hun læser det højt igen og igen, til hun næsten kan det hele udenad – og hendes familie er trætte af at høre på det. Da det bliver hendes tur til at læse højt i klassen, får hun kun lov til at læse to linjer, og hun er dybt skuffet, for hun havde sådan glædet sig til at læse højt.
Til gengæld læser hun hele den tykke læsebog i sommerferien. Også historien om Tudemarie. Det bliver hun glad for, fordi klassen kun når at læse nogle af historierne, inden de skal aflevere bogen igen.
Regning er også sjovt at lære. Det er en stor, ny verden, der åbner sig for hende hver dag i skolen.
Men hun forstår ikke, hvorfor lærerne altid spørger dem, der ikke kender svarene. Når hun rækker hånden op, fordi hun kender svarene, bliver hun sjældent spurgt.
Ingen veninder eller legekammerater
Når de har gymnastik er der to piger, der altid skal have pladserne ved siden af den søde, populære Helene. En dag har den ene af de to glemt sit gymnastiknet oppe i klassen, så pigen skynder sig at tage den ledige plads ved siden af Helene – bare for at prøve det. Kort efter kommer den anden pige tilbage med sit gymnastiktøj, bliver sur på hende og fjerner hendes tøj fra pladsen ved siden af Helene og råber, at det er hendes plads! Pigen forstår det ikke, men finder en plads i udkanten af gruppen. Det er den første og eneste gang, hun forsøger at være tæt på de populære.
Nogle gange, når hun går alene hjem fra skole til det tomme hus, bliver hun stoppet på vejen af ham fra klassen, der nogle gange driller hende. Han spærrer vejen og vil ikke lade hende komme forbi. Først når hun græder, lader han hende gå.
Der er aldrig nogen piger fra klassen, som kommer med hende hjem for at lege, men det tænker hun ikke over, for hun er vant til at være alene. Først nogle år senere går det op for hende, at der er piger i klassen, som har veninder, de leger med efter skole. I hendes kvarter er der kun drenge, der allesammen er ældre, stærkere og hurtigere end hende på nær én. Det er mest træls, når de leger tagfat, fordi hun næsten altid er den.
Da hun er ni år stopper hun med at lege – fra den ene dag til den anden – fordi hun synes, at drengene er barnlige. I klassen har hun stadig ingen veninder.
Til gengæld er de tre-fire i klassen, som altid kappes om først at blive færdig med ekstraopgaverne i matematik, og hun fylder sine kladdehæfter med lange, fantasifulde historier, så hun kan stadig godt lide at gå i skole.
Tudemarie holder op med at græde
På et tidspunkt leger de giftig jord i frikvartererne, og det er her det sker. Ham, som hun synes godt om, skubber hende. Det er ikke, fordi han skubber hende hårdt, men det gør alligevel ondt. Indeni. Fordi det er ham. Så hun lader sig falde forover og ligger sammenbøjet mellem buskene som en skildpadde, der er krøbet ind i sit skjold. I starten græder hun, fordi hun blev skubbet. Så hulker hun bare. Fordi der ikke er nogen, der forstår hende. Til sidst kommer deres matematiklærer og spørger, hvorfor hun dog ligger der. Håner hende. Foran hendes klassekammerater.
Efter det er der flere, der driller hende og gør nar. Der er også en anden pige i klassen, som de driller, fordi hun nemt bliver sur og smækker med dørene. Og en tredje pige, som de tager ting fra.
Det sker, at hun har brugt lang tid og gjort sig stor umage med at tegne en tegning, når de får læst højt. Da hun kommer tilbage efter frikvarteret finder hun den på gulvet. Revet midt over. En af drengene siger, at den faldt ned, og de andre drenge griner. Selvom hun er ked af det, græder hun ikke.
Derhjemme dur det heller ikke at græde, når hun har tabt eller puffet til noget ved et uheld, så det er gået i stykker. For hendes mor bliver alligevel sur og skælder ud.
Nu græder hun kun, når hun er helt alene og sikker på, at ingen kan høre det.
I en lang periode driller de hende i alle frikvartererne, og hun ved godt, at hun selv er ude om det, fordi hun har det svært med at røre ved noget, andre har rørt ved. Især ham den lidt kiksede. Det har de fundet ud af, så de bruger han til at drille hende. Hun er flov over, at hun engang syntes, at han var sød. Til sidst slår hun ham, fordi hun ikke orker det mere. Og så holder drillerierne op.
Først i slutningen af 5. klasse får hun en veninde – hende de drillede med at tage ting fra. Og endelig – på vej i puberteten – har hun fået en plads i klassen.
Frirummene
Pigen har ikke på noget tidspunkt haft ondt af sig selv eller overvejet, at det kunne have været anderledes. Det var bare sådan det var. Til gengæld havde hun bøgerne, sit eget selskab, naturen, sine bedsteforældre og oplevede ikke sig selv som ensom.
Hvad er din historie?
Læs også:
