+45 23 93 48 41 AnnC@potentialefabrikken.dk

3 grunde til at du tilpasser dig og holder lav profil

Langt de fleste begavede, sensitive og impostor-ramte gør det: Tilpasser sig og holder lav profil.

Hvis du er en af dem, har du her tre forklaringer på, hvorfor netop du tilpasser dig:

  1. Fordi du helst ikke vil skille dig ud
  2. For at undgå ubehagelige konfrontationer
  3. Fordi du ønsker at undgå ufrivillig opmærksomhed.

Nogle vil måske undrende spørge, hvorfor du dog gør det.

Hvorfor er det så slemt at skille sig ud?
Hvad er det for konfrontationer, der virker så ubehagelige for dig?
Hvorfor vil du helst undgå at få opmærksomhed?

Måske har du svært ved at svare på det. Måske er du godt selv klar over, at det er et mønster, du har tillagt dig tilbage i folkeskolen. Dengang du for enhver pris forsøgte at være ligesom de andre, for at undgå at blive stemplet som stræber eller kaldt professor. Dengang du desperat sørgede for at være aktiv i starten af timen, så du undgik at læreren spurgte dig ud senere hen.

Det var en næsten umulig balancegang at sige tilstrækkeligt til, at læreren ikke blev skuffet over dig, “for du var jo så dygtig”, og du på den anden side foregav at være præcist så uinteresseret og passiv, at de andre godtog dit engagement til at være på samme lave niveau som deres.

Det kan også skyldes din opvækst: At du ikke var god nok eller “rigtig”, sådan som du var. At dine forældre syntes, at du skulle have været på en anden måde. Og så har du tidligt vænnet dig til at spille den rolle. For at undgå konfrontationer, konflikter og negativ opmærksomhed. For at kunne få lov at blive i familien…

 

4 forklaringer på, hvorfor du ikke holder op med at tilpasse dig

Der er grundlæggende 4 grunde til, at du fortsætter med at tilpasse dig og holde lav profil som voksen:

  1. Din personlighed og høje IQ
  2. Dine relationer
  3. Dine handlings- og tankemønstre
  4. Din frygt for fremtiden

Det er ligesom en stor, grim motorvej i din hjerne:

Ad 1. Din personlighed og høje IQ

At du er mere påvirkelig eller sensitiv end de fleste, går ikke over. I personlighedstesten viser det sig som en lavere score på mental modstandskraft, så du er mere påvirkelig over for andres kritik og negative feedback, ligesom du bruger længere tid på personlig bearbejdning.

At du er begavet, går heller ikke over. Du kan få stress og hjernerystelse og for en tid have kognitive udfordringer med hukommelse, koncentration og sammenhængende tænkning, men når du er symptomfri igen, kommer din IQ også tilbage. Og selvom den måske ikke er så høj, som da du var yngre, ligger den stadig et stykke over gennemsnittet.

Tjek selv: Er du belastende begavet?

 

Ad 2. Dine relationer

Så længe de andre ikke forandrer sig, vil det også være svært for dig at ændre den rolle, du har I jeres relation. Det er ligesom med tandhjul, der passer sammen. Når du begynder at arbejde med din personlige udvikling og ændre dig, svarer det til, at du trækker tandhjulene til dig, og så sker der typisk en af tre ting:

  1. De andre gør alt, hvad de overhovedet kan for at få dig tilbage i den vante rolle – det gælder især i familien og parforholdet. De er vant til, at du tilpasser dig og retter ind, så det synes de klart, at du skal fortsætte med at gøre.
  2. De andre går i “selvsving” og reagerer på alle mulige måder – fordi du ikke længere er der til at yde det forventede modspil. De er ikke vant til, at du trækker dig, så de reagerer også anderledes – og sikkert mere ukontrolleret – end de plejer.
  3. De andre protesterer og konfronterer – fordi jeres tandhjul nu ikke længere passer så godt sammen, som de gjorde, da du tilpassede dig. Derfor kan du opleve, at du får netop de ubehagelige konfrontationer og konflikter, du har brugt det meste af dit liv på at undgå.

Det er især i relationerne, det kan være fristende at falde tilbage og fortsætte på motorvejen.

 

3. Dine handlings- og tankemønstre

Dine handlingsmønstre er som at løbe den forkerte vej op ad rulletrappen: Det er hårdt, besværligt, uhensigtsmæssigt og ofte temmeligt ubehageligt, som en negativ spiral, der altid ender det samme dårlige sted. Men du kender det. Du ved præcist, hvad der kommer til at ske.

Det hele foregår fuldstændigt ubevidst, så du opdager slet ikke, at der faktisk er en anden rulletrappe, hvor du uden at anstrenge dig kunne få en helt anden og positiv oplevelse.

På samme måde kan du have installeret en indre kritiker eller impostor, der bliver ved at slå dig i hovedet med selvkritik og selvbebrejdelser. Undergraver og eroderer din selvtillid. Gør dit i forvejen lave selvværd endnu lavere. Stemmen inde i hovedet fortæller dig, at:

Du er nødt til at blive ved med at tilpasse dig og rette ind, for ellers er der ingen, der kan lide dig!

Impostor-fænomenet er en slags mindreværdskompleks, der især påvirker dine handlinger og tanker – negativt.

Prøv selv Impostor-testen

 

Ad 4. Din frygt for fremtiden

Jo flere år af dit liv, du har tilpasset dig de andre, og jo flere situationer, du har holdt dig selv nede, desto sværere er det at forestille sig, at det kan være anderledes. Tværtimod kan det være nærmest angstprovokerende at begynde at stå ved dig selv, dine tanker, følelser og meninger.

Din personlighed og IQ er, som den nu er. Det kan kræve mod og selvtillid at stå ved. Hvis du samtidig er impostor-ramt, kan det knibe gevaldigt med netop det. Du kan være bange for, at skille dig (for meget) ud. At føle dig anderledes og forkert.

Dine relationer er grundlagt i fortiden og bygger på, den du var engang. Det kan kræve både vilje og indre styrke at holde fast i dig selv og bevare integriteten, når de andre begynder at protestere, reagere og argumentere. Du kan være bange for, at ingen kan lide dig. At du bliver ensom.

Dine handlings- og tankemønstre kan du til gengæld ændre. Med lidt hjælp. Derefter kan det kræve en vis vedholdenhed ikke at ryge tilbage på den gamle motorvej.

Men du er ikke alene. Jeg er der til at støtte dig i processen. Så du bliver ved med at gøre og tænke det positive og konstruktive, indtil du har gjort det så mange gange, at der kommer en ny sti i din hjerne:

Skriv til mig og lad os tage en indledende snak om det. Så du kan komme videre. Og blive bedre til at stå ved dig selv.

Hav det godt, til vi høres ved.

Bedste hilsner
Ann C.

Læs også:

Discover more from Belastende Begavet

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading