+45 23 93 48 41 AnnC@potentialefabrikken.dk

Foto: Ann C. Schødt

Belastende begavet – hvornår føler du dig forkert?

Når du er blandt de 10 % bedst begavede, er du faktuelt anderledes end flertallet. Du tænker hurtigere. Du lærer lettere. Du ser komplekse sammenhænge, andre ikke ser. På det punkt er du anderledes, og det kan du sandsynligvis selv mærke. Helt neutralt og objektivt.

Du føler dig anderledes. Oplever, at du skiller dig ud. På en måde der bliver bemærket.

Når du føler dig anderledes, kan du stadig have god selvtillid. Du kan måske ligefrem hvile så meget i dig selv, at du ser det som en styrke at være anderledes end de fleste.

Alt efter dine omgivelser, kan du føle dig mere eller mindre anderledes. Og de andre kan forstærke følelsen. Men det er først et problem, når de vurderer og dømmer dig. Eller du dømmer dig selv. Helt farvet og subjektivt.

Så du føler dig forkert. At du stikker ud. På en uacceptabel måde.

Når konsekvensen er, at du ekskluderes eller selv melder dig ud af fællesskabet, fordi du ikke har en oplevelse af at høre til.

At føle dig forkert skader din selvfølelse. Og det giver lavt selvværd. Som hæmmer dig og forhindrer dig i at leve dit liv og potentiale fuldt ud. Så du lider og længes.

 

Føler du dig forkert i familien?

Det første sted, du kan føle dig anderledes og forkert, er i familien. Når du ikke er som dine søskende. Ikke er som dine forældre, eller som de forventer, du skal være. Det er svært at sætte fingeren på deres uudtalte ønsker til dig, men du er ikke i tvivl om, hvornår du ikke lever op til deres forventninger.

Så bliver du rettet på, skældt ud, bebrejdet eller ignoreret.

Du er som den grimme ælling og skiller dig markant ud fra de andre.

Uanset hvor meget du anstrenger dig, kan du aldrig ramme rigtigt. Ikke helt finde ud af, hvad de gerne vil have, du gør. Du kan kun mærke, at du ikke er, som den søster eller bror, der virker rigtig. Og så føler du dig forkert – som grundfølelse.

 

Følte du dig forkert i skolen?

Du mærkede det måske allerede første skoledag – at du ikke var ligesom de andre. Eller det kom gradvist snigende som en ubestemt følelse af ikke helt at være en del af legen i frikvartererne. Du befandt dig i udkanten af gruppen.

I timerne kan du også have følt dig forkert. Fordi læreren behandlede dig anderledes. Når du rakte hånden op, blev du ignoreret. Hvis andre kom med svar der ikke passede, måtte du ikke rette dem. Når du kendte svaret, måtte du ikke sige det. Dem, der ikke var gode til at læse højt, hakkede sig igennem teksten, mens du ikke fik lov at læse mere end to linjer. Du forstod det ikke.

Senere i din skoletid, når du svarede på lærerens spørgsmål eller skulle fremlægge noget for klassen, sad dine klassekammerater og kiggede andre steder hen eller himlede med øjnene. Eller de kastede viskelæderstumper og skrald efter dig. Vrængede ad dig og gjorde nar. Kaldte dig fessor, stræber, nørd eller lignende.

Du var som den grimme ælling og skulle kanøfles.

Så du lærte at dukke dig for ikke at rage op. Men uanset hvor meget du forsøgte at gøre som de andre, kom du alligevel til at sige og gøre noget forkert. Og du følte dig helt igennem forkert.

 

Føler du dig forkert på arbejdspladsen?

Du slap igennem uddannelsessystemet og fik dit første job. Dit andet job. Dit tredje og fjerde job. Hver gang sluttede det. De skar ned, skulle spare, nedlagde funktioner og afdelinger. Hver gang kunne du undværes. Hver gang blev du tilovers. Fordi du aldrig passede ind, ikke passede ned i kassen, ikke var som de andre. Uanset hvilket job, hvilken funktion, hvilken arbejdsplads. Du var usynligt forkert.

Du er blevet en svane, men de andre er stadig små, rappende ænder, og de er flest.

Du lærte dig at småsnakke, imitere interesse, holde dine meninger for dig selv, nikke og smile på de rigtige steder, grine sammen med de andre, selvom der ikke var noget, du fandt sjovt. Men uanset hvilken arbejdsplads og hvor meget du efterlignede dine kolleger, var du aldrig som dem. Du var åbenbart helt forkert.

 

Føler du dig forkert i livet?

På et tidspunkt lykkes det dig at finde en partner, men måske er du mest af alt smigret over, at der er en, der vil have dig. Så du gør dig virkelig umage. Tilpasser dig din partner.

Du gemmer omhyggeligt alle dine skæve, kantede, ujævne sider væk. Skjuler alt det andre tidligere har fundet forkert hos dig. Med årene er det blevet til en del: Forkerte følelser. Forkerte meninger. Forkerte handlinger. Forkerte opfattelser. Fordi du grundlæggende føler dig helt igennem malplaceret og forkert. I dine relationer. Og forkert i livet.

Selvom du er en svane, skal du stadig leve dit liv i en andegård.

Et helt liv har du øvet dig. Spillet skuespil. Uanset hvornår i livet, og hvordan du gør vold på dig selv, er det uomgængeligt, at du er for meget og forkert.

 

Belastende begavet og altid forkert

Når du – næsten konstant – har følt dig forkert, har det været mere end svært at være dig. Du har været nødt til at udvikle en måde at være med andre mennesker. Alene det at være i samme lokale. Så dit lave selvværd ikke hele tiden har mindet dig om din manglende eksistensberettigelse. Din overlevelsesstrategi har været tilpasning.

Du kan have udviklet dig til en næsten selvudslettende pleaser, der hele tiden higer efter de andres opmærksomhed og anerkendelse. Eller en nærmest masochistisk tilpasning, hvor du hele tiden er på de andres banehalvdel og kun er optaget af at fornemme og dække deres behov. Mens du selv forsvinder. Bliver usynlig.

Eller du har etableret en falsk personlighed – en impostor-rolle – imellem den ydre verden og den, du inderst inde er. En rolle du spiller for at passe ind, samtidig med at du hver eneste lever med frygten for at blive gennemskuet og afsløret.
Tjek selv Impostor-testen

Tilpasning er den mest naturlige strategi. Rent evolutionært har vores overlevelse været afhængig af vores evne til at tilpasse os gruppen. Og vi gør det stadig som moderne mennesker. Om muligt endnu mere. Vi har været afhængige af vores forældres omsorg. Vi har været afhængige af at kunne være i klassen for at kunne modtage undervisning. Vi er stadig afhængige af at kunne begå os på en arbejdsplads, så vi kan tjene penge nok til mad og husleje, eventuelt forsørge en familie. Vi er afhængige af til en vis grad at være sociale og høre til en gruppe, så vi ikke går til bunds i eksistentiel ensomhed.

 

Hvad kan du gøre ved det?

Følelsen af at være forkert og have lavt selvværd er netop noget af det, jeg hjælper impostor-ramte og de de 10 % bedst begavede med, når de er i forløb. Ligesom jeg coacher dem, der ikke lige passer ind i andegården på en almindelig arbejdsplads. Hvis du genkender dig selv i det her eller andre af mine blogindlæg, så skriv til mig på Annc@potentialefabrikken.dk eller ring og få en prøvesamtale på 23 93 48 41.

Du er nemlig langt fra alene. Der er mange andre som dig, og en del af dem kan du også finde i FB-gruppen Potentialefabrikken.

Hav det nu godt, til vi høres ved.

Bedste hilsner
Ann C. Schødt

 

Læs også:

Discover more from Belastende Begavet

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading