+45 23 93 48 41 AnnC@potentialefabrikken.dk

Foto: Ann C. Schødt

Hvorfor tilpasser højt begavede sig mere?

Allerede fra første skoledag er der højtbegavede børn, som har følt sig anderledes end deres jævnaldrende. Det kan have været en vag, uforklarlig fornemmelse af ikke at passe ind, ikke at være som de andre, men stå som tilskuer til deres leg. Det kan have været et introvert barns bratte afsked med de stille, trygge, vante rammer og en nærmest brutal, hovedkulds debut til en ny verden med løbende, råbende, fremmede børn.

Folkeskolen kan have været en lang, daglig kamp for at virke normal og forsøge at efterligne de andre. Blandet med en følelse af at være forkert. Der med tiden måske bekræftes af mobning, isolation og en ulveagtig ensomhed, der bider i nakken. Bider sig fast og følger med som lav selvværd livet igennem.

Alt imens du hver dag kæmper for at virke normal, flyve under radaren, ligne de andre mest muligt. For at overleve socialt. For at få en bare nogenlunde normal tilværelse. Så du kæmper på studiet, i dit arbejdsliv, i dit parforhold og din familie. Og du bruger en stor del af din høje IQ til at regne ud og afprøve strategier for, hvordan du bedst kan gøre det.

 

Hvor går dine grænser?

Du ved helt grundlæggende ikke, hvor din grænse går, før du rammer den, eller den er blevet overskredet!

For mange højtbegavede og sensitive/påvirkelige er grænser diffuse og nærmest ikke eksisterende. Alt går ind og rammer hårdt. Medmindre du – som 9 ud af 10 af mine klienter – tidligt har kappet forbindelsen mellem hovedet og kroppen. Så alt bliver tænkt. Styret. Kontrolleret. Især følelser bliver tænkt. Analyseret. Overvejet. Oppe i din i forvejen overaktive hjerne.

Så du fortsætter med at gruble, reflektere, vende og dreje, se alt fra alle tænkelige vinkler og analysere alting til døde. Uden at komme en nanomillimeter videre. Uden at ane, hvor dine grænser går. Uden at kunne mærke dig selv.

Kroppen derimod ved præcist, hvor dine grænser går. Men kroppen er farlig. Fordi følelserne bor der. Og de gjorde meget ofte ondt.

 

Hvordan kan du mærke din grænse?

Du kan først mærke din grænse, når den er blevet overskredet. Forsinket. Som et uforklarligt ubehag. Eller som summen af et utal af ting, som gennem længere tid har gået dig på, generet dig som en sten i skoen. Som en murrende, summende disharmoni et sted under bevidsthedens urolige, porøse overflade.

Måske eksploderer det en dag. I en ukontrollerbar nedsmeltning på jobbet. Eller et voldsomt, uventet skænderi med din partner.

Fordi du har ignoreret dig selv og dine behov alt, alt for længe.

Måske får du lige pludselig nok! Som blokerede bremser. Inde i dit hoved har du en lang, lang liste over ting, du ikke kan holde ud et eneste sekund længere. Nok er ikke bare nok, men alt for megameget!

Eller også når du helt roligt og udramatisk et punkt, hvor du med et kan mærke dine grænser. Intuitivt og definitivt. Så du er nødt til at markere og sige stilfærdigt stop, før du presser dig selv et skridt videre.

 

Hvorfor er det så svært for højtbegavede at sætte grænser?

Hvorfor kan du ikke mærke og markere dine grænser? Og tage mere hensyn til dig selv? Når det nu er så nemt for andre? Det er primært, fordi du er så meget oppe i dit hoved og slet ikke registrerer de mere eller mindre subtile signaler fra det ubevidste, fra kroppen, fra følelserne.

Og her er to årsager, du nok får brug for tid til at acceptere:

For det første fordi du ikke kan. Selvom du konstant er bevidst om det. Har gennemanalyseret alt og ved præcist, hvad der udfordrer dig mest. Jævnligt øver dig. Virkelig ihærdigt forsøger.

For det andet: Du er simpelthen ikke realistisk, og det betyder, at du har alt for høje forventninger til dig selv.

De fleste højtbegavede har livet igennem tænkt sig til alt. Som i ALT. Udviklet alle mulige strategier til at overleve. Efterrationaliseret og lært af hvert eneste lille fejltrin. For at kunne undgå et lignende ubehag i fremtiden.

Men livet og i særdeleshed andre mennesker er totalt uforudsigelige. Uanset hvor meget du tænker over alle mulige scenarier, så sker virkeligheden. Der er altid noget, der bliver uventet anderledes, end du på forhånd havde tænkt og forestillet dig. Andre mennesker overrasker og overrumpler. Både negativt og positivt.

Så du bliver nødt til at opgive kontrollen. Lade livet ske. Lade andre mennesker være, som de nu er.

Og samtidig: Acceptere dig selv som menneske. At du er fejlbarlig. At du ikke har styr på alt. At du ikke kan alt.

Højtbegavede har ofte svært ved at acceptere, at der er noget de ikke kan… som de vel at mærke selv synes, de burde kunne. Fordi så mange ting har været nemme. Derfor kan de være tilbøjelige til at forsøge at tale sig ud af problemerne. Først analysere og så tale. I håb om at blive forstået.

Men det er kun dine handlinger, der rykker. Skaber de nødvendige forandringer.

 

Måske er det okay at mærke og markere dine grænser?

Måske er det ikke enten eller. Måske er du ikke nødt til at forlade relationen. Måske kan du faktisk vise andre sider af dig selv. Måske kan de faktisk stadig rumme og lide dig. Som du er. Måske går jorden alligevel ikke under. Hvis du afviger lidt fra dit vante spor…

Den gode nyhed: Det kan du lære at gøre.

Den – for dig – dårlige nyhed: Det tager tid. Lang tid. Og kræver stor vedholdenhed. Samt accept af og overbærenhed med dig selv.

Som Søren Ulrik Thomsen så poetisk udtrykker det:

Jeg har levet i 35 år
det vil tage mig lige så mange
at komme mig over de første

Din udviklingsproces tager præcist den tid, den tager: Resten af livet. Det er til tider hårdt arbejde. Koster blod, sved og ufatteligt mange tårer.

Til gengæld kan jeg sige – af både andres og egen erfaring: Det bliver bedre for hver gang det lykkes for dig. Livet bliver bedre. Dine relationer bliver mindre anstrengende. Glæden kommer snigende. Og nogle gange oplyses du indefra af et uforklarligt blitzlys af totalt ubegribelig lykke. De øjeblikke er det hele værd. <3

Ligesom du faktisk ikke behøver at rejse alene. Der er mange andre, som også er på vej – f.eks. i min fantastiske Facebook-gruppe Potentialefabrikken, hvor du også er velkommen.

Omsorgsfulde hilsner
Ann C. Schødt

 

Læs også:

Discover more from Belastende Begavet

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading