+45 23 93 48 41 AnnC@potentialefabrikken.dk

Foto: Ann C. Schødt

Kan du snyde en personlighedstest?

Ja, i princippet kan du godt manipulere svarene i en personlighedstest, men det er kun dig selv du snyder. Du kan prøve at tilpasse dine svar efter, hvad du tror virksomheden søger. Især hvis du har en høj IQ, kan du gennemskue spørgsmålene og tilpasse dine svar. F.eks. kan du forsøge at fremstå mere robust og ekstrovert, end du egentlig er. Men det går kun ud over dig selv.

Du risikerer at få jobbet – og så skal du spille rollen hver dag!

Det vil hurtigt vise sig at være en dårlig deal for dig.

 

Kan du ændre din personlighed?

Ja, du kan godt ændre din personlighed – en smule. Det sker hele tiden i løbet af livet, at du gør dig erfaringer, bliver klogere, få rundet nogle skarpe hjørner af eller træder mere i karakter. I takt med at du udvikler dig som menneske. For nogle er forandringerne tydelige, f.eks. efter en stresssygemelding eller større begivenheder i deres liv og karriere. At blive forælder eller få dit første lederjob kan påvirke bestemte træk i din personlighed. Både af eget ønske og af ren nødvendighed.

Perfektionismen kommer kraftigt på prøve, når du får dit første lederjob eller bliver forælder.

Personlighedstesten ses perfektionisme som:

  • Høje scores på detaljer, ordenssans og/eller planlægning – hvilket præger din evne til organisering
  • Positivt bedømmende under gennemsnittet – du er uimponeret over andres indsats og opgaveløsning
  • Høj score på ansvarstagen – du påtager dig mange opgaver, for så ved du, at de bliver gjort ordentligt.

Som ny leder eller forælder kan du blive nødt til at slække på standarden, delegere opgaver til andre og stole på, at de gør det godt nok. Det må nødvendigvis være et bevidst valg og afspejles i dine handlinger. Hver dag. Uanset hvor svært det er for dig at slippe kontrollen. Ellers risikerer du at blive overbebyrdet, og så er det et spørgsmål om tid før læsset vælter.

Perfektionisme er træk, du kan arbejde på at ændre. Men hvis du bagved perfektionismen har en overlevelsesstrategi, der handler om at have kontrol, er det ikke nok at beslutte, du vil være mindre perfektionistisk. Fordi hele dit system vil opleve det som et ubehageligt kontroltab. Noget sårbart og farligt.

Derfor hjælper det dig heller ikke, når andre siger, du skal slappe af og kun gøre tingene 80%. Det er velmenende, men de forstår dig ikke. Ligesom du sikkert heller ikke forstår, hvorfor du ikke kan.

 

Er der personlighedstræk du ikke kan ændre?

Ja, der er nogle grundlæggende personlighedstræk, som du ikke umiddelbart kan ændre på. Du kan være meget opmærksom på det og gøre en vedholdende indsats for at justere på din adfærd. Alligevel vil de fleste ændringer være ubetydelige.

Personlighedstesten er følgende træk ret stabile ved høje eller lave scores:

  • Dominans – kræver en kæmpe indsats at ændre og en høj score vil skinne igennem, selvom du anstrenger dig nok så meget for at nedtone dig selv
  • Personlig bearbejdning – enten vil du som person være reflekteret, tænke over tingene, måske have tendens til at gruble og bekymre dig, eller også har du nemt ved at sige pyt og kommer hurtigt videre
  • Mental modstandskraft – enten har du stort set ikke noget filter og tager alt ind, eller også har du teflon på, så alle oplevelser, negativ feedback og modgang preller af
  • Optimisme – hvis du har et lyst sind, vil du naturligt fokusere på de gode, positive ting i livet, men hvis du scorer lavt, vil du være pessimistisk anlagt og have fokus på det, der gik eller kan gå galt
  • Fri kommunikation – enten vil du være reserveret af natur og holde det meste for dig selv, eller også har du nemt ved at åbne op og tale med andre om det meste
  • Visionerende – enten vil du være idérig, opfindsom og have fokus på muligheder, eller også vil du være mere jordnær og konkret i din tilgang – både ift. dit arbejde og livet generelt.

Hvert træk kan godt variere lidt over tid, når du skifter job eller der sker noget større i dit liv. Men inderst inde er du den samme – uanset om du frit kan udtrykke de sider af dig eller ej.

 

Hvordan ændrer du dig under mistrivsel?

Bestemte personlighedstræk og din adfærd kan ændre sig, hvis du får stress, mistrives, rammes af boreout eller har oplevet markante svigt.

Personlighedstesten ses det først og fremmest som:

  • Lav mental energi – dine bekymringer og spekulationer koster mentale kalorier og trætter dig
  • Lav fysisk energi – især manglen på søvn og tid til motion kan dræne dig for fysisk energi
  • Lav score på humørstabilitet – der skal meget lidt til at slå dig ud af kurs og få dit humør til at skifte
  • Lav score på konstruktiv holdning – svigt og tillidsbrud kan reaktivere gamle traumer og bekræfte dig i, at du ikke kan stole på andre mennesker.

Større livskriser kan også gøre dig mere pessimistisk, men hvis det ikke ligger til din personlighed i forvejen, vil det være forbigående. Det samme gælder for vedholdenhed og viljestyrke, der kan tage et dyk. Ekstroverte personer kan under mistrivsel og usikkerhed på jobbet tage væsentligt færre kontakter, så de virker mere introverte.

Hvis du er i mistrivsel, fokuserer vi primært på, at du begynder at gøre noget godt for dig selv hver dag. Med udgangspunkt i de 7 intelligenser/potentialer, identificerer vi de forskellige aktiviteter, der giver dig mest energi og glæde. Det skal være overkommeligt og med variationsmuligheder hen over ugen, så du hurtigst muligt kan få ladet batterierne op igen. Derudover bruger vi dit personlige præstationsmønster til at forstå, hvordan du bedst kan motivere dig selv.

 

Hvilke personlighedstræk kan ændres?

Du kan vælge bevidst at arbejde med f.eks. din kommunikationsstil eller måde at træffe beslutninger. Det kan også foregå mere ubevidst over en periode. Nogle personlighedstræk er til en vis grad fleksible – afhængige af dit job og andre ydre omstændigheder. I praksis handler det tit om, at du har en tillært adfærd og er vant til at tilpasse dig. Både andre mennesker og omgivelserne.

Personlighedstesten viser det sig oftest som stor spredning på:

  • Hensyntagen – du er mere eller mindre imødekommende, hjælpsom og villig til at tage hensyn til andre
  • Empati – du kan til en vis grad skrue op og ned for din medfølelse med andre mennesker
  • Kommunikationsmængde – alt efter emnet og hvem du er sammen med kan du tale lidt eller meget
  • Diplomatisk sans og udtrykt positivitet – du kan pakke tingene ind og være positivt coachende afhængigt af situationen og personerne
  • Objektiv og neutral – du kan fleksibelt skifte imellem nøgterne argumenter og værdibaserede holdninger.

Visioner for fremtiden, ambitioner og behovet for udvikling kan også variere i løbet af livet og karrieren.

Spørgsmålet er, hvad der er ægte og autentisk dig, og i hvor høj grad du har været nødt til at tilpasse dig kulturen på arbejdspladsen for blive accepteret.

 

Kan du ændre din adfærd?

Ja, det er altid lettere at ændre din adfærd, end at ændre din personlighed. Men nogle adfærdsmønstre er indarbejdet tidligt i dit liv og har været en del af en overlevelsesstrategi. Hvis du begynder at ændre på dybere mønstre og strategier, vil du møde indre modstand. Især frygt kan forhindre dig i at komme videre.

Det er helt naturligt, at en del af dig vil stritte imod. Fordi handlingsmønstret og strategien har beskyttet dig imod noget, der var værre. Meget værre.

Samtidig er det gamle handlingsmønster ofte koblet til nogle overbevisninger, der er blevet til motorveje i din hjerne. Så for at ændre dine handlinger, skal du også skabe helt nye veje i din hjerne. Det kræver udholdenhed. Og overbærenhed med dig selv, når det ikke lige lykkes, du ryger tilbage på motorvejen og gør præcist, som du plejer.

Det tager tid og kræver en vedholdende indsats. Og alt andet lige, går det bedre og lettere, hvis du får støtte i processen.

Har du personlighedstræk, du ønsker at ændre på?

 

Læs også andre indlæg om personlighed:

Discover more from Belastende Begavet

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading