Efter at have beskæftiget mig professionelt med de 10% bedst begavede siden starten af 2012, må jeg desværre konstatere, at vi stadig lever i et normalitetsdiktatur, der har svært ved at rumme de begavede. I alle aldre. Både i institutionerne, i skolesystemet og på arbejdspladserne.
Normalitetsdiktaturet håndhæves med mobning
Pædagogerne beskylder forældrene for at pace deres barn, når det interesserer sig for bogstaver og tal – så skal forældrene gemme alt med tal og bogstaver. Det lykkes sjældent eller aldrig. For der findes stadig vejskilte, cornflakespakker osv. Børn, der har lyst til at lære at knække koden, lærer sig selv at læse uanset pædagogernes tåbelige anbefalinger og forældrenes bedste forsøg på at skjule bogstaverne.
De begavede børn er (næsten) altid asynkront udviklede, så de opfører sig ikke sådan, som de skal ifølge lærebøgerne. 4-5-årige kan tænke, abstrahere og diskutere som teenagere. Hvilket var årsagen til, at en institutionsleder mente, at det var pædagogisk forsvarligt at slå, for han kunne jo ikke argumentere med barnet! (Det var hans arbejdesgiver dog ikke enig i, så det fik trods alt konsekvenser.)
Et skolebarn var udsat for så grov mobning, at politiet blev involveret. De mente til gengæld, at det var forventeligt “at de normale børn hævner sig ved at banke de kloge børn”! Hvor mange højt begavede og velbegavede børn har ikke oplevet at blive mobbet i deres skoletid? Drenge slås. Piger bagtaler og fryser ude. Normalitetsdiktaturet håndhæves af børn ned til 5-årsalderen!
Mobning på arbejdspladserne
Helt parallelt hører og læser jeg voksnes historier om mobning på arbejdspladserne. Der er sågar ledere, der mobber deres begavede (og bedre uddannede) medarbejdere ved at håne og latterliggøre dem foran deres kolleger. Hvis ikke de gør kort proces og fyrer dem, hvilket ofte er en langt mere nådig løsning, når lederen ikke kan acceptere eller rumme medarbejderen. Hvor mange begavede medarbejderes ressourcer går ikke tabt på den konto?
Eller de begavede medarbejdere bliver frosset ude af deres kolleger, fordi de “bryder akkorden” ved at være hurtigere og mere effektive – det øger jo presset og forventningerne til de andre. Hvor mange ressourcer går til spilde her?
Opofrende forældres tabte potentiale
Alle de skrækhistorier bliver fortiet og fortrængt. Begavede børn og voksne får skadet deres selvværd og selvtillid, bukker nakken, får aldrig gennemført en videregående uddannelse, resignerer med ufaglærte rutinejobs, der overhovedet ikke bringer deres potentiale endsige en brøkdel af deres intelligens i spil.
Dertil kommer endnu et stort og skjult tab for samfundet: Alle de opofrende mødre og fædre, der må bruge al deres tid og energi på at trøste og kæmpe for deres højtbegavede børn. Nogle af dem får ubehagelige flash-backs til deres egne oplevelser i skoletiden. Nogle af forældrene fortrænger oplevelserne og forsøger måske at hærde deres børn, så de kan overleve folkeskolen, andre går ned med stress eller depressioner.
Hvor mange af de forældre tror I kan præstere optimalt i deres job eller gøre karriere, så deres kompetencer og ressourcer kommer erhvervslivet og samfundet til gode?
Stof til eftertanke
Hvorfor tror pædagoger, at de skal forhindre børn i at lære at læse og regne, inden de kommer i skole?
Hvorfor bliver de begavede børn mobbet af deres jævnaldrene?
Hvornår går det op for lederne, at det er til fælles gavn at udvikle de begavedes potentiale og udfordre dem, i stedet for at forsøge at få stjernerne til at passe ind i de kedelige, firkantede kasser?
Hvornår bliver det en del af vores kultur at se forskellighed og intelligens som et potentiale og en mulig ressource?
Læs evt. også:
Sådan leder du dine begavede medarbejdere effektivt – om Ferrari-ledelse
Hvornår er det IKKE belastende at være begavet?
Hjælp mit barn er begavet – og måske er jeg også!?
Smider vi de begavede ud med badevandet?
Oprindeligt udgivet på Ann C. Schødts blog på Jyllands-Posten i 2013.
