Belastende begavet: Intelligens taler vi ikke om!
Intelligens er stadig et kæmpe tabu. Både på arbejdspladsen og i privatlivet. Vel fordi vi her til lands har en idealiseret forestilling om, at vi alle er åh, så lige. Men det er vi altså ikke. Slet ikke når det gælder intelligensen. Den er nemlig normalfordelt:
Der er heldigvis tiltagende opmærksomhed ift. højt begavede børn (øverste 5 %). Men de højt begavede voksne på langt de fleste arbejdspladser (og andre steder) må stadig dukke hovederne og underspille sig selv. For at undgå bagtalelser, mobning, social udstødelse osv. Det svarer til at bruge størrelse 45 i sko og være tvunget til at presse fødderne ned i størrelse 40 eller mindre. Hver dag.
Læs også: Bryd tabuet: Hvis bare IQ var som skostørrelse
Sådan er det på jobbet, hvor vi tilbringer de fleste af vores vågne timer. Det kan du måske lære at leve med. Men hvad nu, hvis det også er sådan i privatlivet? Hvad nu, hvis du har fundet en partner, som intelligensmæssigt ikke er på dit niveau? Hvis han/hun ganske enkelt ikke kan følge eller forstå dig?
Belastende begavet: Hvorfor den forkerte partner?
Lige børn leger bedst, og krage søger mage. Så det burde jo være ret nemt. Men det er det slet ikke.
Hvorfor er du endt op med en partner, som ikke matcher dig intelligensmæssigt? Kunne du ikke mærke det tidligt i forholdet? Nej, ikke nødvendigvis.
Når vi finder den partner, vi vil stifte familie med, trækker vi dem jo ikke igennem en IQ-test først. Den slags styres med hård hånd af hormoner og sikkert også nogle fornuftsvalg og konventioner. Samt en masse ubevidst med skyggesider og modsætninger.
Helt forenklet: Manden tiltrækkes af en smuk, omsorgsfuld kvinde med fødedygtige hofter, mens kvinden søger en tryg og økonomisk sikker forsørger.
Ud over den fysiske tiltrækning og “forplantningsfornuften” kan andre faktorer også støtte beslutningen:
- Samme værdier og baggrund – gør det nemmere at blive enige
- Lighed inden for de visuelt-rumlige, kropsligt-kinæstetiske og/eller musiske “intelligenser” – giver fælles fritidsinteresser
- Supplerende og komplementerende personlighedstræk f.eks. introvert-ekstrovert, planlæggende-spontan – tiltrækker i starten og bliver møgirriterende senere
Ligesom ydre omstændigheder som dyrkelse af samme sport, fælles omgangskreds, studiet eller arbejdspladsen kan gøre, at man overhovedet mødes.
Nu kan det så også ske via netdating, men jeg skal hilse at sige, at det ikke er en garanti. For noget som helst.
Belastende begavet: Når din partner ikke kan matche dig
For tiden er det en problematik, som flere af mine klienter tumler med. Og et par af dem har valgt at tage konsekvensen.
Før eller siden vil det skinne igennem. Når børnene, logistikken, husprojekterne og alt det praktiske ikke længere fylder det hele. Når I får mere tid til at være alene som par. Og tale sammen… Så kan den ene part begynde at kede sig helt gevaldigt i den andens selskab. Uden dog at give udtryk for det. For den anden er jo, som han/hun hele tiden har været og kan ikke bebrejdes noget.
Det er jo ikke din partners skyld. Det er noget inde i dig. En uforklarlig utilfredshed. En ulyst til at være sammen med den anden. Samtidig med en voksende sult efter noget andet. En ulmende længsel efter noget, du endnu ikke selv ved, hvad er. Eller det begynder at dæmre: Du savner med- og modspil. Du længes efter dybde i samtalerne, bedre pingpong, at den anden kan følge med i dit tempo, uden at du skal forklare, omformulere eller uddybe.
På et tidspunkt kommer der måske andre overskrifter på:
Du savner din frihed og uafhængighed.
Du har mest har lyst til at være alene.
Du har et tiltagende behov for at komme væk fra jeres hjem.
Jo mere bevidst du bliver, desto sværere bliver det også for dig at være i det. Det bliver tiltagende ulideligt at være i selskab med din partner. Fordi du ikke kan være dig selv. Inklusiv din høje og understimulerede IQ.
Og når du først har tænkt tanken om at gå, er der ingen vej tilbage. Du bliver nødt til også at tage beslutningen. Og føre den ud i livet. Men hvornår?
Der er aldrig et godt tidspunkt til en dårlig besked.
Hvordan får du sagt det til din partner?
Den neutrale og meget hyppige forklaring er, at “I er vokset fra hinanden”. For sådan opleves det. Vel af begge parter. I har mindre og mindre til fælles. Færre ting, I (=du) har lyst til at gøre sammen. Mindre at tale om. Afstanden mellem jer bliver mere tydelig for hver dag.
I virkeligheden har afstanden været der hele tiden.
I har bare ikke lagt mærke til den, fordi der var andre ting, der var vigtigere.
Når du skal kommunikere din beslutning, er det derfor vigtigt, at du holder dig på din egen banehalvdel. Det er ikke din partner, der er forkert eller gør noget forkert. Der er ikke noget galt med ham eller hende.
I passer bare ikke sammen længere, fordi du har ændret dig og har fået nogle andre behov. Du vil noget andet med dit liv. Du har brug for at leve på en anden måde. Gøre nogle andre ting. Være sammen med nogle andre mennesker.
Du vil med meget stor sandsynlighed blive mødt med:
- Manglende forståelse – hvorfor synes du nu pludselig det?
- Manglende enighed – din partner kan ikke se problemet
- Manglende accept – I skal finde ud af det, gå i parterapi, du skal gøre dit, partneren vil gøre dat…
Fordi din partner slet ikke har den samme oplevelse. Tværtimod kan han/hun være overbevist om, at I har et supergodt parforhold.
Okay, I kan være uenige, men I plejer jo at finde ud af det…
Okay, I er forskellige, men I komplementerer jo hinanden…
Okay, det er ikke lige så godt, som det var i starten, men I skal bare…
Min anbefaling er derfor:
- Forbered præcist, hvad du vil sige – skriv et manus, men lad være med at lære det udenad
- Forbered dig på indvendinger – din partner har ret til at være uenig og uforstående
- Hold dig på din egen banehalvdel – det er dig, der skal videre og skal noget andet
- Stå fast på din beslutning – og bevar din selvrespekt, men vær empatisk og nænsom
- Samarbejd og vær fleksibel – så I kan skilles så gnidningsfrit og udramatisk som muligt.
