Foto: Ann C. Schødt
Hvorfor kan du ikke bare være normal?
Når du er blandt de 10 % bedst begavede, kan det være frustrerende, at du ikke er som de andre. At du ikke bare kan være normal. Du forestiller dig, at livet ville være meget nemmere, hvis du kunne flyde med strømmen, gøre og være som de andre.
Tanken er besnærende. Tænk, hvis du kunne have været forskånet for alle de mange spekulationer, bekymringerne, tvivlen, de bestandige genovervejelser, bagklogskaben og gennemtænkning af mulige scenarier – både forsinkede i forhold til fortidens hændelser og på forkant med ting i fremtiden. Tænk, hvis du bare kunne slappe af, være til stede i nuet og tage tingene som de kom.
Hvor ville det være dejligt, hvis du bare kunne tage på arbejde, brokke dig lidt over chefen eller vejret eller noget andet sammen med de andre. Sige, gøre og mene som de andre. Smalltalke og hygge og se lidt fjernsyn og så gå i seng og sove trygt til næste morgen.
Men du ved godt, at det ikke kan lade sig gøre. Det er et uomgængeligt faktum, at du ikke er ligesom de andre.
Når din IQ ikke er som gennemsnittets, så bliver din vej i livet det heller ikke.
Derfor siger jeg til dig:
Det er okay ikke at være normal. Absolut okay!
Vejen til den erkendelse og selvaccept kan imidlertid være både lang, snørklet og besværlig…
Læs også: Belastende begavet: “Hvorfor kan jeg ikke bare være som de andre?”
Det er okay ikke at være normal i skoletiden
Allerede i folkeskolen skilte du dig ud. Du var sandsynligvis langt foran i nogle fag og mere som gennemsnittet i andre. Hos mange højt begavede er det med til at give en skæv og urealistisk selvopfattelse, hvilket er en del af impostor-fænomenet. Fordi du troede, du skulle kunne alt på forhånd. Eller at når det var nemt at læse eller regne, så skulle alle fag være nemme. Nogle ting var meget lettere for dig, fordi du var hurtig til at tilegne dig ny viden og færdigheder. Og det er du stadig.
Til gengæld kunne det være svært i frikvartererne. Fordi du befandt dig i periferien af gruppen. Hvad enten du var i udkanten af drengegruppen, fordi du ikke var god til fodbold, eller du af subtile og uforståelige grunde ikke rigtig blev en socialt accepteret del af pigegruppen. Måske blev du i perioder ligefrem mobbet. Fordi du var så anderledes. Du er sandsynligvis også asynkront udviklet, så du er langt fremme i skoene på nogle områder og mere normal eller lidt bagud på andre.
Nogle gange hjælper det at skifte skole og starte på en frisk et sted, hvor de bedre kan rumme dig. Andre gange er det et spørgsmål om tid og jeres udvikling, før du finder en i klassen eller parallelklassen, du falder i hak med. Nogen med samme interesser som dig.
Mange af de 10 % bedst begavede børn finder heldigvis et fællesskab sammen med ligesindede. Det kan være i foreningen Gifted Children, i fritiden som spejder eller i et særligt interesse-fællesskab. Selv fandt jeg først en veninde i slutningen af 5. kl. og var heldig at blive en del af en gruppe musiknørder i 1.g. Det handler om at være åben og have mod til at tage konktakt.
Der er nok ikke andre præcist ligesom dig, men der er nogen, du kan dele interesser med. Og det er okay, at du ikke er normal og som de fleste i din klasse!
Læs evt. også: 7 myter om højtbegavede børn
Det er okay ikke at være normal på arbejdsmarkedet
Du kan anstrenge dig for at være normal på jobbet. Du kan klæde dig ligesom de andre. Øve dig i at smalltalke i frokostpausen. Forsøge at spille spillet og efterligne de andre. Men du kan altså også lade være.
Du kan vælge at gå i det tøj, du har det godt i og som passer til jobbet. Selvfølgelig skal du ikke være totalt ligeglad med stedets dresscode. Piercinger og tatoveringer synlige steder kan sende nogle signaler, som kan gøre din dagligdag besværlig, hvis dine kolleger og kunderne reagerer negativt på det. På den anden side må dit tøjvalg mv. gerne udtrykke din personlighed, så du føler dig godt tilpas. Find din egen balance.
Mht. frokostpausen, kan jeg varmt anbefale kvinder at være på frokostholdet med mændene. Så slipper du for at skulle fake interesse og enighed i emner, du ikke har en holdning til. Sammen med mændene kan du bedre få lov til at spise din frokost og sidde i dine egne tanker, fordi de ikke forventer, du følger med i sportsresultaterne eller interesserer dig for indholdet i værktøjskasser. 😉 Højt begavede mænd kan måske finde en enkelt kollega, de kan holde ud at snakke med.
Hvad det politiske spil angår, skal du finde ud af med dig selv, om du er på den rigtige arbejdsplads, og hvor meget du er villig til at tilpasse dig og gå på kompromis med dine værdier.
Læs evt. også: Betaler du for høj en pris for at tilpasse dig?
Det er okay ikke at være normal i dit privatliv
Det burde i hvert fald være okay ikke at være normal, når du holder fri. Det er jo dit liv! Men det kan være ualmindeligt svært. Fordi vi i løbet af vores liv – helt ubevidst – internaliserer vores forældres, venners, kollegers og samfundets normer. Inde i vores hoveder har vi livet igennem fået installeret malware og vira i form af normer og normalitetsbegreber, der inficerer og gennemsyrer vores overbevisninger om, hvordan vi skal være og leve.
Det kan være noget du selv tænker, eller noget andre siger til dig:
Skal du ikke have en uddannelse?
Den, der har evnen, har også pligten.
Hvordan kan du holde ud at bo dér?
Har du fået søgt nogle job?
Man skal yde, før man kan nyde.
Du skal da have en kæreste!
Hvornår skal I have børn?
Har du ikke været på skiferie?!
Du skal da lige have et glas vin mere…
Man skal gå i fitness eller løbetræne mindst to gange om ugen.
Osv. osv.
De andre siger det i bedste mening. Eller måske gentager de bare det, de har hørt andre sige til dem.
Hvad siger du til dig selv?
Indenfor hvilke områder af dit privatliv har du forsøgt at være normal?
Hvad har du opnået ved at forsøge at være normal?
Og hvilke sider af dig selv har du været nødt til at gemme væk?
