Forestil dig, at du starter i en ny klasse på en ny skole. I skal starte med at lære at lave en grunddej til brød. Dejen skal være stor, hvid og blød.
Du møder op med en dej, der er stor, hvid og blød. Velforberedt og spændt på, hvad du skal lære. Men du er kommet til at læse foran i opskriftbogen, så du har tilsat mosede bananer, fordi den næste spændende opskrift var på banankage. Så du kasserer din dej og starter forfra sammen med de andre.
I skal piske vand, gær, olie og salt sammen i en metalskål, så det gør du. Så langt så godt. Men i et øjebliks mentalt fravær forsvinder din skål. Måske har du selv sat den hen i vasken sammen med de andres skåle, fordi du var så optaget af at gøre som de andre. Måske fordi du tænkte på noget andet imens. Din mor har tit skældt dig ud over, at du er distræt og mister ting. Eller glemmer dem. Du hørte bare ikke, at læreren sagde, at I først skulle hælde indholdet op i en større skål, før I skulle sætte den lille metalskål i vasken. Nu står din metalskål i vasken imellem alle de andre skåle, der er hældt vand over, og du kan ikke lave en fin, hvid dej som de andres.
Du leder og finder noget gammel dej fra et andet hold. Samler og ælter det, så godt du kan. Din dejklump er hvid, men klumpen er lille, fast og tør. Den kan aldrig blive til en stor, blød dej som de andres.
Så taler du med din lærer. Hun vil gerne hjælpe dig. Det viser sig, at en af drengene har taget af de andres dej og samlet sig en kæmpe klump, der er meget større end de andres. Han har gemt den, men læreren har fundet den og giver dig nu noget af den. Så du kan være med igen. Den nye dej er stor, hvid og blød, men ligesom fyldt med noget forkert.
Fordi det ikke er dig, der har lavet den.
Fordi du ikke har gjort præcist, som de andre.
Fordi du er distræt og gør alting forkert.
Fordi dejen i virkeligheden er noget, du har stjålet fra de andre.
Fordi du ikke er ligesom de andre.
Kender du det?
Anderledes og uden for i skolen
Ovenstående var en drøm, jeg havde for nogle dage siden. I forbindelse med min kommende uddannelse til jungiansk psyko-analytiker, arbejder jeg bl.a. med mine drømme, og denne drøm var en meget præcis beskrivelse af, hvordan jeg oplevede folkeskolen. Jeg var altid anderledes og forkert. Jeg var distræt, hørte ikke efter, læste foran, blev opslugt af mine fantasier, forsøgte ihærdigt at gøre ligesom de andre, men det lykkedes aldrig rigtigt at være som dem.
Det svarer også til, hvad mange andre begavede børn og unge oplever. I min undersøgelse om unge, beskriver de f.eks. deres skolegang sådan her:
”Jeg har gennem hele min skolegang været meget tilbøjelig til at dagdrømme, kigge ud af vinduer og sidde i egne tanker. Jeg har flere gange ‘frygtet’ gruppearbejde, da risikoen for at komme i gruppe med nogen, der har lange og ligegyldige diskussioner eller absolut ikke fatter opgaven eller går alt for meget op i noget, der er forholdsvist ligetil, eller forventer jeg trækker slæbet, fordi jeg har nemmere ved nogle ting, er temmelig stor.”
” Folkeskolen: mobning, bank. Handelsskolen: ok, men udenfor. Gymnasiet: ok, rart med enkelte intelligente, men stadig udenfor. Universitetet: mødte muren og stadig udenfor, inkl. kaotisk gruppesamarbejde. ”
” Problematisk. Dyb kedsomhed. Ensomhed, fremmedgørelse/manglende samhørighed. Nogle læreres kæledægge, andre læreres yndlings-hadeobjekt (lærermobning var udtalt). Det blev lidt bedre på gymnasiet, men der lå jeg til gengæld under for mine klassekammeraters misundelse. Deltog ikke i det sociale liv nogen af stederne, for jeg havde intet til fælles med mine jævnaldrende. ”
”Jeg blev holdt udenfor, var ensom, oplevede lettere mobning pga. ‘anderledeshed’ samt ofte frustrerende gruppearbejder. Der manglede faglige udfordringer og differentiering (ekstra opgaver var altid mere af det samme – jeg lavede alt for mange krydsord!), jeg lavede (og laver nu på universitetet) stort set aldrig lektier og vidste ofte det samme som eller mere end mine lærere (folkeskolen, efterskolen og gymnasiet). Jeg oplevede skyhøje forventninger til mig fra lærernes side (mens de påstod, at det kun var mig selv, der havde høje forventninger og krav til mig selv – jeg skulle bare stoppe med at være så perfektionistisk! (Jeg er ikke perfektionistisk)) – men de fleste lærere støttede mig dog også, da jeg blev depressiv i gymnasiet og fik meget svært ved at lave mine afleveringer osv. ”
” Forfærdelig, mobning, kedeligt… Drømte mig væk… ”
Det er bare et lille, men repræsentativt udsnit af de indtil nu 48 besvarelser, jeg har fået. Du kan også deltage i undersøgelsen her.
Jeg ved godt, at det langt fra løser problemerne i din hverdag, men jeg håber, at det trods alt kan være en trøst at vide, at der er mange andre, der har det ligesom dig.
Det handler også om at være asynkront udviklet, så du bare ikke er som dine jævnaldrende.
Du kan læse mere her:
Asynkronitet – er din fødselsattest misvisende?
Den tabte barndom eller Aspergers syndrom?
For nogle år siden fik jeg i forbindelse med en forespørgsel om aktindsigt en tyk sagsmappe udleveret. Her nogle få, spredte uddrag:
“en meget iøjenfaldende dreng” … “abnormt voksent sprogbrug” … “i høj grad i en fantasiverden” … “med smågrædende, skabende stemme siger: ‘Ih, hvorfor skal du altid ødelægge mit gode humør'” … “virker bange for sig selv og sine omgivelser” … “mener, at vi kun er ude på at gøre ham ondt” … “har hverken noget tillidsforhold til børn eller voksne. Når han forsøger at komme i kontakt med andre, spiler han fjollet” … “de andre børn betragter ham som en underlig een” … “hans væremåde virker irriterende” …”ukoncentreret i indlæringssituationer, synger eller taler om noget andet end det, der foregår” … “prøver os, ser om han kan snyde os” … “nogle få gange har vi oplevet impulsive, voldsomme udbrud” … “sprog er nærmest overudviklet. Han bruger mange voksenudtryk” … “Man imponeres over hans viden om mange ting, da det normalt først hører til på et langt senere tidspunkt” … “kan lide at hygge sig. Ved aftensituationen befinder han sig godt. Han kan lide at læse blade, høre historie og selv fortælle noget” … “Alle hans lege og aktiviteter er han meget udholdende i, men han leger alene, kan sjældent lege med andre” … “forsvarer sig intellektuelt, når jeg punkterer en leg eller rolle” … “han er meget vaks til at få omgivelserne til at rette sig efter ham, men lærer lige så hurtigt en hensigtsmæssig adfærd, hvis den er nødvendig for ham” … “han blev væk fra os og var væk i en time. Da jeg fandt ham, virkede han knapt, virkede han knapt, som om han havde opdaget det selv. Men næste gang vi gik i xxgade, mindede jeg ham om, at han blev væk her. Han tog et fast tag i min hånd og holdt ved resten af turen” … “af de øvrige børn betragtes [han] som som pudsig og sær” … “at det i nogen grad har kunnet standse ham at tale til den intellektuelle (fornuftmæssige) side af ham” (gad vide, hvad det var, de appelerede til i andre situationer?) … “har let ved at ændre sin uhensigtsmæssige adfærd, hvis han selv kan e en gevinst eller et formål med det” … “har lettest ved at klare sig i det strukturerede skolemiljø” … “klarer rutinen fint, forudsat han bliver behandlet af mig på en bestemt rolig måde. Han virker stadig som en meget sær og underlig dreng” … “begrundelser for hvorfor vi siger og gør, som vi gør, virker positivt” … “han refererer til tidligere samtaler, stiller spørgsmål, kommer selv med forslag til løsninger af problemerne” … “urealistiske opfattelse af, hvad man kan og ikke kan, ses tydeligt når han for eksempel klipper en undertrøje i stykker for at lave et solatermærke” … “hans angst for sin egen fabulering kom til udtryk i, at han talte uafbrudt” … “intet ønske om at deltage i gruppelege” …
Efter første gennemlæsning, tænkte jeg, at jeg var et forfærdeligt menneske, og det bedste ville være, at internere mig på Nordpolen. På det tidspunkt kom jeg et par gange om ugen ude på en skole, hvor jeg gav nogle børn guitarundervisning. Så inden jeg nærmere overvejede at drage afsted med hundeslæden, skulle jeg da i hvert fald lige ud og have mine elever.
Jeg kom ind i et lokale. Der sad en af mine elever. Han lyste op i et stort smil, og råbte begejstret: “HEJ CARL!”.
Måske var jeg alligevel ikke så forfærdelig?