Foto: Ann C. Schødt
Nej, høj IQ skal ikke være en diagnose
Nej, selvfølgelig skal høj intelligens ikke være en diagnose, for det er ikke en sygdom. Mange af de 10 % bedst begavede er på mange måder upåfaldende og velfungerende. De tager uddannelser, arbejder, stifter familie og lever helt almindelige liv. Ofte ved de ikke selv, at de har en høj IQ, men tror, at de nok bare er lidt over gennemsnittet eller har nemmere ved nogle ting. De føler sig ikke mere intelligente end andre. Ofte tværtimod, når andre ikke lige forstår, hvad de siger første gang.
Men det at have en høj IQ og nogle af de karaktertræk, der følger med det, kan få personen til at føle sig anderledes og ensom, så der er absolut ingen grund til at gøre ondt værre med en diagnose.
Som pædagogerne til et højbegavet barn beroligende sagde til forældrene:
Vi tror ikke, han fejler det der Mensa…
Intelligens og især det at have en høj IQ er i forvejen et tabu, vel primært fordi normaltbegavede ikke bryder sig om at føle sig mindre intelligente end andre. Når snakken falder på intelligens, er der oftest en som straks slår fast, at man kan være intelligent på mange måde. Socialt intelligent. Underforstået, at det er man ikke, hvis man har en høj IQ. Men det er en myte, for empati, social åbenhed/ekstroversion er personlighedstræk og helt uafhængigt af IQ.
Desuden er det psykiatriske system allerede totalt overbebyrdet, og de seneste års øgede opmærksomhed på sendiagnosticering af voksne med ADHD har givet lange ventelister hos psykiatere i hele landet. At gøre høj IQ til en diagnose vil belaste systemet yderligere – og helt unødvendigt.
Læs også: Høj IQ og empatisk eller særligt sensitiv
Men – hvis høj IQ ikke er en diagnose…
Selvom høj IQ ikke bliver en diagnose, er der stadig flere gode grunde til at teste intelligensen hos både børn og voksne. Først og fremmest for så tidligt som muligt at få kendskab til det potentiale intelligensen er.
Det behøver ikke at være den omfattende WISC (til børn) eller WAIS (til voksne), som kræver en autoriseret psykolog at gennemføre. Det er et diagnosticeringsværktøj, og det er spild af ressourcer at skyde velfungerende gråspurve med psykologiske kanoner.
Prøver og tests kan være enkle, sjove, praktiske og konkrete. De kan måle bredt, dybt og specifikt. Uden at der kommer et IQ-tal ud af det. I skolesystemet kan det give læreren en forståelse for den enkelte elevs styrker og svagheder, så det bliver lettere at differentiere undervisningen – både nedad og opad. Især de introverte kan blive overset og fejlbedømt, fordi de ikke siger så meget i timerne. Så kan tests vise et uopdaget potentiale.
En større transparens kan også være med til at aftabuisere den naturlige spredning i intelligensen, der altid er.
Normalfordeling af IQ
I øvrigt ved børn godt, hvem der er bedst til at læse og regne. Ligesom de ved præcist, hvem der er bedst til at spille fodbold: I 1. klasse kan de lynhurtigt rangere samtlige drenge, når der skal sættes retfærdige, jævnbyrdige hold.
Intelligens skal ideelt set være lige så normalt at tale om som sport eller madlavning.
Læs også: Jamen, intelligens er jo mange ting
Ja, høj IQ skal være en diagnose
Ja, man kan godt argumentere for, at en meget høj IQ skal være en diagnose. De 1-3 % mest intelligente er de facto kognitivt anderledes end det brede gennemsnit af befolkningen og kan derfor med rette betegnes som neurodivergente.
Forudsætningen for at få en diagnose skal i så fald være den samme som for en ADHD-diagnose:
Høj grad af forpinthed:
Søvnbesvær, tankemylder, rumination, lav mental robusthed, overdreven ængstelse og frygt for fremtiden.
Lavt funktionsniveau inden for mindst 2 af 5 livsområder:
Arbejde/uddannelse, parforhold/familie, sociale kontakter, fritid/hobby og selvtillid/selvopfattelse.
Hos højt begavede voksne vil der med stor sandsynlighed være sammenfald med andre diagnoser som angst og depression, fordi deres høje IQ gør det muligt at gennemtænke alle de måder noget kan gå galt. Med tiden kan det gå hårdt ud over optimismen og humøret.
Når det kammer over i angst og depression, kan det hænge sammen med, at ingen i deres nærhed er i stand til at overbevise dem om, at det hele nok skal gå. Tværtimod kan andres velmenende og beroligende ord blot få de højtbegavede til at føle sig misforståede, ignorerede og ensomme. Mere end de gjorde i forvejen.
Diagnosticering af ekstra høj IQ kan også gøre det muligt at udelukke andre diagnoser eller undgå fejldiagnosticering. En stor del af dem, der i årenes løb har fået stemplet Aspergers eller velfungerende autist vil sandsynligvis være blandt de 1-3 % bedst begavede.
En høj IQ kan desuden have mange af de samme symptomer som ADHD. Generelt højt tempo, kedsomhed, utålmodighed og lav koncentration, når andre taler langsomt. En høj IQ kan maskere en ADHD ,og den anden vej rundt kan ADHD’en f.eks. forhindre den højtbegavede i at gennemføre en længerevarende uddannelse eller fungere på en arbejdsplads.
Læs også: Lavt selvværd, høj IQ og sensitivitet ift. impostor-fænomenet og ADHD
Men – hvis høj IQ er en diagnose…
Hvis en ekstra høj IQ bliver anerkendt som en diagnose, så er det på sin plads at teste med WISC og WAIS. Primært for at identificere de områder, hvor der scores lavere.
Mange af de højt begavede børn kan i WISC score lavt/normalt i delprøver på tid, fordi de har et højt abstraktionsniveau og kan være bange for at begå fejl, så de overvejer flere muligheder, inden de svarer. Tilsvarende kan voksne – især de impostor-ramte – gå i stå eller blokere helt, fordi de f.eks. tidligt har fået en oplevelse af at være mindre gode til matematik. En erfaren tester vil kunne se det og nuancere sin bedømmelse af deres kognitive evner.
Frem for alt skal en diagnose af ekstra høj IQ ikke være stigmatiserende som diagnoser ofte er. Det skal heller ikke være en kasse eller parkeringsplads, som der er risiko for, når det ikke kan medicineres væk. Tværtimod skal det helst give en større forståelse for den højtbegavedes særlige udfordringer og behov.
Efter at have arbejdet med personlig udvikling af de 10 % bedst begavede siden 2012, er det min forhåbning, at en diagnose kan være med til:
- At skabe bedre rammer for de højtbegavede indenfor alle livets områder, så deres potentiale kan bringes i spil til gavn for dem selv, arbejdspladser og samfundet som helhed
- At øge bevidsthed om, at høj intelligens er noget positivt og lige så naturligt som at være god til sport.
Derfor håber jeg også, at du vil dele dette opslag med så mange som muligt.
De bedste hilsner
Ann C. Schødt
