Det burde du da kunne forstå…
At have en høj IQ er ikke en garanti for noget som helst. Hverken for gode karakterer i skolen, at klare sig godt på studiet, kunne gøre karriere – og slet ikke i forhold til at finde venner eller en partner. Og her må jeg citere en gammel ekskæreste, som flere gange skældte mig ud:
Det kan selv en vinbonde uden uddannelse finde ud af!
Han var jaloux anlagt, og det gik simpelthen hen over hovedet på mig, at jeg helst ikke skulle tale for længe med nogen af hans venner. Det var bedst, at jeg stod ved siden af ham og beundrede ham. Hele tiden. Det ville selv en vinbonde kunne forstå, men jeg forstod det først lang tid senere.
Det, der er så rørende let og naturligt for andre at gøre og forstå, kan være uforklarligt vanskeligt for dig. Lige så vel som alt det, du synes er indlysende og nemt, absolut ikke er det for andre. Og eftersom det hele er usynligt og foregår inde i hovedet – dit og deres – kan det være ekstremt komplekst at navigere i. Det er ligesom i fodbold:
Bolden er rund og alt kan ske!
Sådan er det også, når begavede kegler rundt imellem andre mennesker…
Læs: 10 tegn på, at du er mere begavet, end du selv tror
4 grunde til, at du går galt af andre
- Du kender/følger ikke reglerne
- Du tror, du kan være og gøre som de andre
- Du arbejder for sagen, ikke for dit ego
- Du har svært ved at rumme din egen kompleksitet
Ad 1. Du kender/følger ikke reglerne
I den her sammenhæng er reglerne både
- de sociale spilleregler, der gjaldt i skolegården
- de politiske spilleregler, som gælder på arbejdspladserne og
- alle de uskrevne regler, du ikke kan læse dig til nogen steder.
En stor del af de sociale spilleregler har du sandsynligvis aldrig fået lært, fordi du var asynkront udviklet og interesserede dig for nogle andre ting, end dine klassekammerater. Derfor var du i periferien af gruppen om den dominerende dreng eller pige i klassen. Du så ikke rigtigt op til ham eller hende, kunne ikke finde ud af at grine eller heppe de rigtige steder eller kom til at tænke på noget andet, for så spændende var det heller ikke.
De politiske spilleregler på arbejdspladser og især i større organisationer kan du måske godt registrere og analysere dig frem til, men det er ikke ensbetydende med, at du forstår dem eller synes, de giver nogen som helst mening at følge.
Og så er der alle de uskrevne regler, hvor du ofte kan karte rundt som en alt for ivrig hundehvalp mellem nogle uforståelige kegler. Du vil SÅ gerne være en del af flokken. Du prøver SÅ hårdt. Men der er altid en eller anden detalje eller finere nuance, du har misset.
Læs: 4 grunde til at begavede ikke gør karriere
Ad 2. Du tror, du kan være og gøre som de andre
Det er nok en af største fejl begavede begår: De tror, at de kan være ligesom andre. At de skal gøre ligesom de andre, og så skal alting nok gå fint. De prøver og prøver, kæmper og kæmper – men nej. De falder altid igennem et eller andet usynligt hul, træder ved siden af eller kommer til at sige eller gøre noget forkert. Noget de andre aldrig ville have sagt eller gjort.
Du forsøger virkelig på at være som de andre. Du gør ALT, hvad du overhovedet kan for at blive accepteret af flokken. Men du fejler gang på gang.
Og det siger jeg altså ikke, fordi jeg er pessimistisk og vil tage modet fra dig. Jeg siger det, fordi jeg taler af egen og rigtigt mange andres erfaring. Hvis du er begavet – med en IQ blandt de øverste 10 % – så ER du de facto ikke som flertallet. Sådan er det.
Dit liv bliver langt lettere og mindre frustrerende den dag, du accepterer, at du ikke er som de fleste. At du ikke er forkert, men anderledes. Når du accepterer din intelligens og holder op med at undertrykke den for at være som de andre. Den accept får brikkerne til at falde på plads og ændrer din selvopfattelse – og på sigt kan det styrke dit selvværd og/eller din selvtillid. Få dig til at hvile mere i dig selv i stedet for at forsøge at lave dig selv om.
Læs også:
Har du været i lære som normal?
Tør du springe ud som begavet?
Ad 3. Du arbejder for sagen, ikke for dit ego
Det er en ting, som gang på gang kommer bag på de begavede, der konsulterer mig: At deres ambitiøse kolleger har så travlt med deres egen agenda og tilsyneladende er helt ligeglade med virksomhedens og det fælles bedste. Men det er sådan, det er.
De forstår det grundlæggende ikke:
Hvordan kan nogen være så egoistiske og kun tænke på at mele sin egen kage?
Hvorfor er andre ikke lige så ordentlige mennesker, som jeg er?
Og det er desværre det kedelige budskab: Der er mange derude, som kun tænker på, hvordan de selv kan komme til at se godt ud og fremme deres egen karriere. De går ikke af vejen for at bagtale andre, lyve eller tage æren for et arbejde, de ikke selv har udført. De har tilsyneladende ingen skrupler i forhold til hverken ord eller handlinger – så længe det gavner dem selv og det, de ønsker at opnå.
De begavede er ofte helt blinde for det eller slet og ret naive: De forstår ikke, at andre ikke er som dem selv. De forstår heller ikke, at andre ikke er drevet af værdier som retfærdighed, ærlighed og ordentlighed.
Men det er altså virkeligheden. Og det eneste, du kan gøre, er at forsøge at undgå dem. Så vidt det overhovedet er muligt.
Læs også: Belastende begavet: Hvorfor har jeg ikke opnået mere, end jeg har?
Ad 4. Du har svært ved at rumme din egen kompleksitet
En ting er at komme overens med, at du har en høj IQ. Det kan være rigeligt i sig selv. Fordi det spiller ind og nogle gange spænder ben i mange af livets sammenhænge og især de sociale. En helt anden ting er at forstå og acceptere, at du på flere – eller ligefrem mange – måder er meget forskellig fra flertallet. Og det er så derfor andres velmenende råd ikke virker for dig.
- Du er meget mere påvirkelig og reflekteret, så ofte kan du fortabe dig i spekulationer over hændelser i fortiden eller bekymringer for fremtiden. Derfor kan du ikke bare slippe de dårlige oplevelser og sige pyt!
- Du er opmærksom på alt det, du ikke ved eller kan, så du er sandsynligvis også ramt af impostor-fænomenet.
Derfor kan du ikke bare tage dig sammen og tro på dig selv. - Du er alt andet end mainstream, så du interesserer dig for mange, specielle ting, har som person mange flere nuancer og mere dybde.
Derfor kan du have svært ved at smalltalke med andre og passe ind. - Du er ikke alles kop te, så du kan opleve, at en del trækker sig, finder dig (lidt) underlig og vælger andre venner.
Derfor kan du i perioder føle dig ensom og forkert, selvom du virkelig forsøger at byde ind og være social. - Du har brug for at blive stimuleret på mange måder, så du får flere sider af dig selv i spil, i højt gear og helst af nogen på samme bølgelængde.
Derfor kan du opleve, at du keder dig sammen med andre mennesker.
Tilsammen kan det være mere end almindeligt svært at rumme og acceptere. Fordi det hele tiden virker så meget nemmere og mere ukompliceret at være som flertallet. Men det er, som det er. DU ER, SOM DU ER.
Du har altid et valg
Dit valg helt enkelt: Du kan fortsætte med at kæmpe imod, den du er. Eller du kan acceptere det.
At acceptere dig selv som begavet og kompleks er ikke videre nemt. I begyndelsen kan det tilmed være forbundet med en sorg eller smerte. At skulle acceptere, at det er sådan, det er. At du ikke kan ændre det. Uanset hvad du gør, og hvor meget du anstrenger dig.
Senere bliver det en stor lettelse. Og en fortsat udviklingsproces at forstå og bringe dig selv i spil sammen med andre mennesker.
Endnu senere bliver det mere naturligt: At mærke efter, hvad der føles rigtigt for dig. Og øve dig i at stå ved det. Føre det ud i livet.
Dermed bliver dit liv også desto mere interessant at leve. Så go for it!
Læs evt. også:
Belastende begavet: Hvorfor kan jeg ikke bare være som de andre?
Belastende begavet: Derfor tilpasser du dig og holder lav profil
Ubevidst begavet: foretrækker du ikke at vide det?
Bagsiden af begavelsen
Belastende begavet; utålmodig og rastløs