Høj IQ og udenfor flokken fra starten
Når du har en høj IQ, er du anderledes end den brede midtergruppe. På flere måder. Men hvis din IQ (=arv) ikke stemmer overens med det miljø, du vokser op i, så kommer du nemt til at skille dig endnu mere ud fra flokken.
Nogle af de 10 % bedst begavede, jeg møder, er kommet skævt fra start. Det er heldigvis ikke så mange, men det rører mig hver gang. Fordi de så åbenlyst har et potentiale, der aldrig rigtigt er blevet forløst. Eller som de først midt i livet kæmper for at bringe i spil.
Den skæve start kan skyldes:
- Opvækst i ressourcesvagt hjem – typisk enlig mor og fraværende far
- De har boet det forkerte sted – socialt boligbyggeri i et belastet kvarter
- Den sociale arv spænder ben – socialgruppe IV eller V (faglærte/ufaglærte forældre)
- Hæmmende miljø – omsorgssvigt, højt konflikt niveau, misbrug, diagnoser hos forældre osv.
Bare et af punkterne kan i moderat grad forhindre, at et begavet barn lærer at bruge sine evner. At barnet overhovedet har energi og koncentration til at modtage undervisning. De klarer sig måske godt i 1. klasse, men snart sakker de bagud. Eller de klarer sig godt i folkeskolen, men har svært ved at gennemføre en ungdomsuddannelse.
I stedet for en tryg og kærlig opvækst, må de bruge deres høje IQ til at udtænke strategier for at komme igennem dagen. Ren, rå overlevelse. De bliver tidligt voksne og må klare sig selv.
Og når barnet gentagende gange bliver valgt som den sidste til foldbold eller rundbold, er det åbenlyst for alle, at det ikke er en del af flokken.
Læs også: Begavet og anderledes som barn – det de voksne ikke ser
Udenfor flokken på uddannelsen
Hvis din IQ er højere end gennemsnittet hos dine klassekammerater eller medstuderende, så skiller du dig også ud fra flokken.
På lavere uddannelser kan det være meget åbenlyst, fordi du får gode karakterer. Og de andre tror sikkert, du knokler. Mere end de gør. Eller at du konkurrerer og vil være den bedste. Dit ordforråd er større end deres, så du kan komme til at virke overlegen. Snobbet. Arrogant. De dømmer dig ude, fordi du ikke er som dem.
På højere uddannelser kan du ramme muren. Fordi du ikke har lært at lære, aldrig rigtigt har læst lektier eller skullet anstrenge dig. Dine forældre opgav tidligt at støtte dig bogligt, så for hvert års uddannelse du har taget, er du kommet længere væk fra dit ophav. Børn af akademikere og lærere får derimod al den støtte, de har brug for, så de klarer sig godt. Du får følelsen af hele tiden at være bagud. For du er ikke som dem.
Du kan også falde igennem socialt. Fordi du er formet af din opvækst og på flere måder anderledes. Der kan være sociale koder, du ikke forstår. Emner, I talte åbent om i din opvækst, kan nu være forbundet med tabu og fortielse. Uanset om det er penge, følelser eller kropsfunktioner. Eller de andre taler hen over hovedet på dig. Bruger fremmedord eller en indforstået jargon, du ikke forstår. Du er ikke en del af flokken.
Læs også: Belastende begavet – ung og anderledes
Udenfor flokken på jobbet
Du er heller ikke en del af flokken på din arbejdsplads. Har aldrig rigtigt været det. Uanset hvor du så har arbejdet.
Blandt dem med lav uddannelse, skiller du dig ud pga. din højere IQ. Du interesserer dig hverken for fodbold, politik eller webergrill, mode, boligindretning eller de kendte. Du ser hverken sportsprogrammer eller realityshows. I stedet dyrker du en særlig kampsport, interesserer dig for kunst eller alternativ musik. Eller du finder hele tiden noget nyt at gå op i. Når du sidder ved et andet bord til frokost, kan du se, at de hygger sig og griner. Når du sidder ved samme bord, føler du dig bare udenfor og kan ikke grine ad det samme.
Blandt de højtuddannede kan du bedre slappe af under frokosten. Men så snart de begynder at drøfte noget fagligt, falder du udenfor og bliver ignoreret. Du har ikke det uddannelsesmæssige blå stempel, der berettiger dig til at have en mening. Du er ikke et godkendt medlem af den akademiske flok.
Hvis du ikke på et tidspunkt har taget en IQ-test, forstår du nok ikke, hvorfor du skiller dig ud. Du føler dig bare anderledes og forkert.
Læs også: Ubevidst begavet og ubevidst anderledes
Udenfor flokken og impostor-ramt
Det at være anderledes end flertallet og udenfor flokken kan i høj grad have en negativ effekt på din selvfølelse. Og det kan give dig impostor-oplevelser i alle mulige sammenhænge både professionelt og privat.
Impostor-ramte kæmper ofte med lavt selvværd, fordi de ikke er som de andre. Uanset om det skyldes deres opvækst eller høje IQ. På jobbet kæmper de også med impostor-følelser, fordi de har en anden uddannelse, er autodidakte eller bare ikke passer ind.
Læs også: Belastende begavet og skjult impostor – selvværd eller selvtillid
Prøv selv: Impostor-testen
Det er aldrig for sent at finde din flok
Heldigvis er det ikke for sent at finde din flok. Eller rettere: Dine flokke. For din intelligens kan have forskellig karakter.
Hvis du har en bred intelligens, vil du sprede dig over mange emner og have skiftende interesser. I en periode vil du derfor høre til i en flok, senere i en anden. Hvis du bliver for længe, kommer du bare til at kede dig og kan ikke mønstre det samme engagement som de andre kan.
Hvis du er intelligent i dybden, vil du nyde at dykke ned i et specifikt emne og tilegne dig AL tilgængelig viden på området. Din flok er de andre søde nørder, som interesserer sig for præcist det samme som dig, og I kan have nogle forrygende samtaler om særlige detaljer, hvor andre for længst er blevet kastet at kæphesten.
Hvis du derimod er intelligent i højden, har du hang til det abstrakte. Du lader dig rive med af teoretiske, filosofiske refleksioner. Sammen med din flok kan du følge uforudsigelige tangenter i jeres vidtløftige, højtragende debatter om alverdens principielle og overordnede interessesfærer.
Spørgsmålet er mere konkret: Hvordan kommer du i kontakt med de andre i flokken?
Det kan være, du er heldig at finde nogle af dem i min fantastiske Facebook-gruppe Potentialefabrikken. Her er der over 2000 andre nysgerrige, åbne, intelligente og ordentlige mennesker – som dig. Meld dig ind i gruppen, læs de forskellige indlæg og tag det nødvendige tilløb for dig, inden du præsenterer dig selv, kommenterer eller kommer til et cafemøde eller de Søndagssamtaler, jeg faciliterer.
Du er mere end velkommen – i din nye flok.
Læs også: Jamen, intelligens er jo mange ting…