Foto: Ann C. Schødt
Belastende begavet med behov for mening
Noget af det belastende ved at være mere end gennemsnitligt begavet kan være et ekstremt behov for at forstå. Alt. Og behovet for at kunne tale med andre om det. Derfor etablerede jeg en lille gruppe med netop det formål: Dybe samtaler om store emner.
Månedens emne i Salon for Enhjørninger i september var Meningen med livet. Intet mindre. Vi kom vidt omkring.
I oktober var det Meningen med parforholdet. Fordi det fylder så meget for så mange. Det fylder dem, der er i et parforhold og bestandigt må forholde sig til relationen med det andet menneske. Men det kan paradoksalt nok fylde ekstra meget for dem, der ikke er i et parforhold og mere eller mindre aktivt søger en partner.
Det her indlæg er tænkt som inspiration til dine egne samtaler og refleksioner.
Er meningen med parforholdet reproduktion?
Hvis meningen med parforholdet primært er reproduktion, bliver vi som mennesker reduceret til vores biologi. Eller som Sayaka Murata lader hovedpersonen Natsuki beskrive det i Jordboerne:
Jeg lever i en Fabrik, der producerer mennesker. I byen, hvor jeg bor, ligger menneske-reder helt tæt.
I de firkantede reder, som ligger på rad og række, lever menneskene sammen i par som hanner og hunner med deres unger. Parrene opfostrer ungerne i disse reder. Jeg bor også i en af dem.
I “Hjerteflimmer for voksne” har Jytte Vikkelsøe, Ph.d. i socialpsykologi, flere gange udtalt:
Forelskelsen varer ca. 1½ år, hvor parret hyppigt har sex. I løbet af den tid når kvinden at blive gravid.
Underforstået, at det biologisk set er formålet med forelskelsen. De steder i verden, hvor børnedødeligheden er høj, giver det mening at blive sammen som par og få mange børn, også flere end de nødvendige to, som formelt sikrer artens overlevelse. Eller 2,3 børn pr. par, hvis man skal tage højde for de barnløse par.
Men siden 1960’erne har fødselsraterne været faldende. I hele Verden. Ikke kun fordi fertiliteten falder, og parrene venter for længe med at få børn. Også fordi de synes at stille spørgsmålstegn ved selve meningen med reproduktion. I Danmark er antallet af voksne, der bor alene i fortsat stigning.
Hvis formålet ikke er reproduktion, hvad er så meningen med parforholdet?
Er meningen med parforholdet kærlighed?
Efter at have holdt sammen i tilstrækkeligt mange år til, at de normerede to børn er fløjet fra reden – hvad er så meningen med parforholdet? Eller hvorfor søger kvinder, der ikke længere kan få børn, stadig en partner?
Når jeg har spurgt, hvorfor man skulle have en kæreste i den fase af livet, har jeg fået følgende svar:
For at blive elsket.
For at få god sex.
Nu tænker du nok, at det første svar kommer fra kvinder og det andet fra mænd, men det var faktisk omvendt. Så lad os bare se bort fra de kønsstereotype forestillinger, vi har lært. Måske søger man helt enkelt det, man har savnet i sit parforhold. Eller begge dele, fordi man i længere tid har været alene.
Personer, der ikke har oplevet at blive elsket i deres opvækst, kan bruge det meste af deres voksenliv på at søge den manglende kærlighed i et parforhold. Især når det har givet personen et lavt selvværd, kan savnet kamme over i en bundløs længsel.
Hvad søger og savner du i et parforhold?
Er meningen med parforholdet at undgå ensomheden?
Hvis vi går ud fra, at mennesket er et flokdyr, giver parforholdet os et tilhørsforhold i en ny gruppe, når vi har forladt vores oprindelige familie.
I Se dagens lys skriver Svend Åge Madsen:
Alligevel skriver jeg dette. Jeg bærer stadig et håb om at knytte mine dage sammen. De er smukke og glatte som perler, hver for sig, men jeg savner det bånd der kan kæde dem sammen. Det må være muligt at skabe sig en sammenhængende livshistorie, i stedet for hver morgen at indlede et nyt liv, skyllet op, som Robinson, på et ukendt sted.
Som en ‘enhjørning’ tilføjede:
Tror du vi i en partner leder efter noget udenfor os selv som kan binde perlerne sammen? Altså fordi vi grundlæggende egentlig er ensomme og løsrevne i os selv?
I parforholdet kan du også finde et stabilt og trygt fundament i et måske tidligere turbulent liv. En praktisk og økonomisk ramme for hverdagen. Og et enkelt værn mod ensomheden, hvis det altså ikke stikker dybere.
Føler du, parforholdet har ophævet ensomheden?
Er meningen med parforholdet noget dybere?
Hvad hvis vi i vores parforhold finder det, vi har søgt – er det så nok?
Endnu et citat af Svend Aage Madsen fra Se dagens lys:
– Jeg giver dig ret. Vi lever under en god ordning. Vi har alle sammen gode oplevelser hver dag, vi har kærlighed, vi har tryghed og afveksling. Hvad mere kan vi forlange?
– Men vi er ikke helt lykkelige.
– Nej. Helt lykkelige er vi ikke. Bliver vi nogen sinde det?
Jeg bliver ham svar skyldig. Vi skilles. Jeg tager hjem til min kone. Fortæller hende om min dag.
Og som ‘enhjørningen’ tilføjede:
Hvis kærlighed, tryghed og lutter gode oplevelser ikke er nok? Hvad mangler så? Dybde, det frie valg og deraf afledte konsekvenser? Jeg tror det. Eller måske kun for dem, som har opdaget det – hvis alle de andre er tilfredse med bare at se tv? 😉
Hverdagens trummerum i parforholdet kan nemt blive ren rutine. Når I har børn, bliver det et arbejdsfællesskab om at løse den daglige logistik. Men hvad så, når børnene er fløjet fra reden, I har økonomisk overskud og en masse tid at fordrive? Går der så sofa og serier i den? Eller rødvin og rejser? Bliver I så skilt og forsøger at skabe mening i et nyt parforhold?
Hvad skal vi egentlig med parforholdet?
