+45 23 93 48 41 AnnC@potentialefabrikken.dk

Foto: Ann C. Schødt

Belastende begavet og uden for normalen

Når du er blandt de 10 % bedst begavede, er du faktuelt ikke som flertallet. Kognitivt og personlighedsmæssigt vil du skille dig ud på flere måder. Jo højere IQ, desto mere vil du sandsynligvis skille dig ud. Uden at det nødvendigvis er synligt. Eller udtalt.

Rigtigt mange af mine klienter falder på flere måder uden for den brede midtergruppe. De passer ikke ned i kasserne. Og dermed passer de heller ikke inden for normerne. Desværre kan de bruge det meste af deres liv på at prøve at skjule det. Bruge en farlig masse mental energi på at regne ud, hvordan de skal være og agere for at passe ind. Anstrenger sig for at være som de andre. Som skolekammeraterne. Som vennerne. Som kollegerne. Som flertallet der, hvor de nu befinder sig. Eller de begavede anstrenger sig for at skjule det faktum, at de føler sig anderledes og i bund og grund kun venter på at de andre opdager det.

Det paradoksale er, at de andre for længst har gennemskuet, at du ikke er ligesom dem. Det kan de høre på dig, når du udtaler dig om noget. Det kan de se i dine handlinger. Måden du agerer og reagerer i en given sammenhæng. Medmindre du hele tiden bevidst nedtoner dig selv og din højere IQ. Lægger låg på. Forholder dig tavst. Forsøger at blive usynlig. Eller drikker rigelige med alkohol.

Kan du genkende det?

Læs også: Belastende begavet: Derfor tilpasser du dig og holder lav profil

Tør du bryde med normerne for uddannelse?

At vælge uddannelse er et afgørende valg i dit liv. Første og væsentligste skridt til at finde din vej på arbejdsmarkedet og i voksenlivet. Her begynder normerne og kasserne at gøre sit alvorlige indtog, fordi du skal vælge rigtigt. Men hvad er rigtigt for dig?

For 100 år siden, havde de unge ikke noget valg. Det var forældrene der valgte for dem, og normen var, at den ældste søn gik i faderens fodspor. Døtre skulle bare giftes og føde børn. Med ungdomsoprøret fulgte en række brud med normerne, og det blev mere udbredt at børn fra arbejderklassen – og af begge køn – tog en universitetsuddannelse. De seneste årtier er det blevet normalt, at de fleste af en årgang kommer på gymnasiet og derefter får en længere videregående uddannelse, mens der mangler unge på faguddannelserne.

En del af mine klienter fik ikke den uddannelse, de egentlig havde IQ’en til at kunne klare. (En uopdaget ADHD kan også have spillet ind.) De er ‘underuddannede’, og flere af dem har haft et omtumlet arbejdsliv, samtidig med at de i praksis ofte er overkvalificerede til deres arbejde. Andre har – på trods af den rigtige uddannelse – ikke oplevet at passe ind. Nogen steder. Fordi de ikke var/er som deres kolleger.

Det er mere typisk for de 10 % bedst begavede, at de har flere uddannelser. Fordi de har flere evner i vidt forskellige retninger. De er generelt gode til at lære nyt, har behov for at bruge deres gode hoveder og blive udfordret. I øvrigt kommer de relativt hurtigt til at kede sig og får lyst til at prøve kræfter med noget helt andet. Princippet om livslanglæring er helt naturligt for de bedst begavede.

Hvad er din uddannelsesbaggrund?

Læs også: 4 grunde til at begavede hurtigt mister interessen

 

Tør du bryde med normerne for et normalt arbejdsliv?

Uddannelsessystemet lægger op til, at du vælger en specialisering inden for et fagområde. At du får job i en bestemt branche. At du følger en specifik karrierevej. At du er ambitiøs, arbejdsom og målrettet. Hvis du også er ekstrovert og har nogle sociale færdigheder, kan du måske gå ledervejen. Det er normen.

Det er desuden regelbestemt vigtigere, du er i stand til at påtage dig et hvilket som helst fuldtidsjob, end at du kan forsørge dig selv. Mindst én logisk kæde, ryger af der…

Arbejdsmarkedet er også arenaen, hvor en stor del af de 10 % bedst begavede møder udfordringer. Af alle slags.

  • Fordi de har en anden uddannelsesbaggrund end deres kolleger
  • Fordi de ikke spiller spillet og derfor har svært ved at gøre karriere
  • Fordi de sætter en høj standard og ikke kan lade være med at påpege fejl
  • Fordi de har en overudviklet retfærdighedssans og ikke bare kan rette ind.

Så de bliver overhalet af kollegerne, når nogen skal forfremmes. Måske rager de uklar med chefen, bliver fyret eller søger selv væk. Enkelte af dem kommer i forløb, fordi chefen synes, de skal arbejde med deres personlighed og blive bedre til at begå sig med kollegerne.

Mange af dem er desuden ramt af impostor-fænomenet – et professionelt mindreværdskompleks, som får dem til at føle sig meget mindre kompetente, intelligente, erfarne og flittige end deres kolleger.

Hvordan har dit arbejdsliv været indtil videre?

Læs også:
4 grunde til at begavede ikke gør karriere
4 grunde til at begavede ikke kan rette ind
10 tegn på at du er ramt af impostor-fænomenet
Belastende begavet og lidt besværlig at arbejde sammen med

 

Tør du bryde med normerne for et normalt privatliv?

Når man er i 20’erne skal man uddanne sig, være ung, feste og slå sig løs, have kærester og prøve sig frem. Når man er i 30’erne skal man finde i en fast partner og stifte familie. Villa, vovse og Volvo. Synes at være normen.

For 100 år siden var det reglen uden undtagelser, at man blev gift med en af det andet køn og førte slægten videre. Også selvom man var homoseksuel. Med den seksuelle frigørelse i 1960’erne åbnede mulighederne sig for andre konstellationer – og senere kom regnbuefamilierne til.

Ikke desto mindre er der stadig en række normer, som får vennerne til at stille spørgsmål:

Når I har været kærester længe: Hvornår flytter I sammen?
Når I er blevet gift: Hvornår skal I have børn?
Når I har fået det første barn: Hvornår skal I have nummer to?

Dertil kommer så forventningen om, at du samtidig med at være forælder også skal gøre karriere, være en god partner og have et interessant, regelmæssigt sexliv. Ellers skal I gå i parterapi. For at få jeres parforhold til at fungere. Som om det var en kollektiv menneskeret. Normen for et godt liv.

Digteren Søren Ulrik Thomsen brød med normerne, da han i en såkaldt moden alder giftede sig. Af kærlighed. De skulle ikke have børn, og de flyttede heller aldrig sammen. Det mest normale i den forbindelse var vel, at de blev skilt igen.

Når man er skilt, må man godt være i et parforhold og bo hver for sig. Men man skal gøre hvad man kan for at lande i tosomheden igen.

Der er også andre normer i parforholdet, vi ikke taler så meget om, nemlig at manden godt kan være meget ældre end kvinden, men ikke den anden vej rundt. Ligesom sex forventes at betyde mere for mænd end for kvinder…

Følger du normerne ift. parforhold og familie?

 

Tør du være dig selv?

Siden 2012 har jeg coachet og faciliteret individuelle udviklingsforløb for flere hundreder af de 10 % bedst begavede og/eller særligt sensitive. Mit fokus er åbent og enkelt:

Jeg støtter dig i processen med at blive mere dig selv – og dermed få et bedre liv!

For nogle er arbejdslivet det store indsatsområde, fordi de mistrives på jobbet. For andre er det privatlivet. Uanset hvad er du et menneske. Med potentialer, personlighed og muligheder for at bringe dig selv bedre i spil. I det her liv. Oftest kræver det, at du er villig til at ændre noget helt konkret. Stort eller småt. Vi tager det i dit tempo, og når du er klar.

Du kan skrive til mig på Annc@potentialefabrikken.dk eller ringe på 23934841 for at få en snak om det, der lige fylder hos dig for tiden.

Hav en dejlig dag.

Bedste hilsner
Ann C. Schødt

 

Læs evt. også:

Discover more from Belastende Begavet

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading