At finde ud af, at ens barn er højt begavet, kan være en skelsættende erfaring, der vælter hverdagen omkuld og sætter voldsomt gang i tankerne. For hvad nu? Ofte bliver du så optaget af dit barn, at du glemmer dig selv, så dette blogindlæg er til dig.
Da du fandt ud af, at dit barn er højt begavet
Den første tid efter, at man har konstateret, at barnet er højt begavet, kan være mere eller mindre kaotisk. Alt efter omstændighederne og baggrunden for, at det blev opdaget. Ofte har barnet været i mistrivsel og er blevet udredt, fordi man troede, at det havde en diagnose. Som forælder kan du tage dig selv i at ønske, at barnet havde en diagnose, for så stod de klar med alle former for hjælp og støtte.
Men en høj IQ er ikke en diagnose. Barnet passer bare ikke ind. Har måske ingen eller meget få legekammerater. Søger voksenkontakt i stedet for. Og det er af en eller anden grund mistænkeligt og næsten skamfuldt. Børn skal jo lege med hinanden. Problemet er imidlertid, at begavede børn er asynkrone i deres udvikling, så det siger dem ikke så meget at lege med jævnaldrende. Det er ikke stimulerende. Og de andre børn kan ikke svare på alle de mange spørgsmål, det begavede barns hoved er fyldt med.
Der kommer altså en tid, hvor du som forælder skal forholde dig til en hel masse praktisk omkring dit barn.
Her har jeg skrevet to guides, som kan hjælpe dig på vej:
Guide til mødre med begavede børn og Guide til fædre med begavede børn
Før du fandt ud af, at dit barn er højt begavet
Inden det blev en kendsgerning, du var nødt til at forholde dig til, har du sikkert ikke skænket det en tanke. Dit barn var jo bare ligesom dig eller ligesom den anden forælder. Altså helt almindelig.
Men nej. Dit barn er ikke som de fleste jævnaldrende børn. Det er højt begavede børn nemlig ikke. Faktisk langt fra. Jo højere IQ, desto mere skiller barnet sig ud fra mængden.
Pointen er, at du ikke kunne se skoven for træer. Og i det her tilfælde var det, fordi æblet faldt så tæt på stammen, at du ikke kunne se det:
Du er også selv velbegavet eller højtbegavet!
Hvis barnet er højt begavet, hvad så med dig?
Medmindre barnet er adopteret, kan du være evigt forvisset om, at det har arvet en stor del af intelligensen efter sine forældre – og altså også fra dig! Ifølge forskningen er 50-80 % af intelligensen arvelig, mens de resterende 20-50 % er betinget af miljøet, der enten kan undertrykke eller stimulere udfoldelsen af intelligensens potentiale.
Tjek selv: Er du belastende begavet?
Her er nogle spørgsmål, du kan begynde at reflektere over i forhold til din skolegang, uddannelsestid og dit arbejdsliv.
Din egen skolegang
- Hvordan var din skolegang helt overordnet? Hvad husker du bedst?
- Hvordan var din placering i forhold til niveauet i klassen? I de forskellige fag?
- Hvor tit eller hvornår lavede du lektier, hvis du overhovedet gjorde det?
- Hvordan fungerede gruppearbejdet? Var det typisk dig, der trak læsset?
- Blev du mobbet? Af de andre børn? Af læreren?
- Hvem var din ven/dine venner? Hvad lavede I sammen?
- Minder det om noget af det, dit barn har oplevet?
Læs også: Fri os for gruppearbejde!
Din uddannelse
- Hvilken uddannelse har du? Hvordan var det at tage den?
- Hvornår ramte du muren og oplevede at blive virkelig udfordret? Hvordan?
- Hvordan fungerede gruppearbejdet, når det var bedst? Og når det var værst?
- Hvordan havde du det med de store, skriftlige opgaver? Og med eksamen?
- Har du tænkt, at det, der var nemt for dig, da også måtte være nemt for alle andre?
Uddannelsen er typisk katalysator for impostor-fænomenet, hvor du sammenligner dig selv med andre, som du synes virker meget mere dygtige og intelligente. Du har tårnhøje forventninger til dig selv og kan rammes af præstationsangst.
Tjek selv med Impostor-testen
Dit arbejdsliv
- Hvordan vil du beskrive dit arbejdsliv med 3-5 ord?
- Hvor har du haft størst succes? Eller trivedes bedst?
- Hvad er det værste, du har oplevet?
- Hvordan vil du beskrive din bedste chef?
På jobbet kan din intelligens i høj grad både være en fordel og en ulempe.
Når det er en fordel, er du landet på den rette hylde, som er tilpas bred med mange varierende, komplekse og udfordrende opgaver. Din chef kan se dit potentiale og forstår at bringe det i spil.
Når det er en ulempe, passer du ikke ind nogen steder, bliver opfattet som en konkurrent og trussel, bliver frosset ude af fællesskabet, bagtalt og fyret. Af uransagelige årsager synes nissen at flytte med. Eller du kan være hæmmet af impostor-fænomenet og gå og grue for, hvornår de opdager, at du jo ikke kan og ved så meget, som de åbenbart tror.
Læs også:
Hej Ann
Jeg ved godt, at man godt må sætte tingene lidt på spidsen i et blog-indlæg, men pas på ikke at generalisere alt for meget.
Jeg studser lidt over en bemærkning som “Problemet er imidlertid, at begavede børn er asynkrone i deres udvikling, så det siger dem ikke så meget at lege med jævnaldrende.”
Vores højtbegavede søn er fx rigtig glad for at lege med jævnaldrende børn, der ikke nødvendigvis er særligt begavede. Det kan godt give en masse frustrationer, men det er bestemt ikke, fordi han ikke vil dem.
Jeg tænker også, at der kan være højt begavede børn, der ikke er specielt asynkrone; fx hvis de er mere modne end deres jævnaldrende på de fleste områder?
MVH Stine
Hej Stine,
Tak for din kommentar. Det er rigtigt, at der selvfølgelig også er begavede børn, som leger med jævnaldrende. Jeg har bare endnu ikke hørt om nogen højtbegavede børn, som ikke var asynkront udviklede. Det asynkrone kan både gå den ene og den anden vej. Der kan sagtens være højtbegavede børn, som leger “nedad”, altså med yngre børn.
Vores egen søn har haft det fint med jævnaldrende, men havde kun én han ville lege med, når han havde fri.
Den anden søn er mere social og har haft flere venner, som han stadig ses med. Tænker dog, at de begge har fundet nogen, de svingede godt med – intelligensmæssigt.
Bedste hilsner
Ann C.