+45 23 93 48 41 AnnC@potentialefabrikken.dk

Ved du ikke, hvad du vil?

Når du har svært ved at vælge og vide, hvad du egentlig vil, kan det være meget hæmmende for dig. Eller det kan medføre, at du kommer til at sige ja til noget forkert. Det gælder både professionelt og privat.

Forklaringen kan findes flere steder:

  1. Din personlighed
  2. Dine relationer
  3. Dit handlingsmønster
  4. Din frygt for fremtiden

Dette blogindlæg handler om, hvorfor du ikke ved, hvad du vil eller har lyst til.

 

Din personlighed – du ved ikke, hvem du er

Jeg ved godt, at det lyder mærkeligt, for selvfølgelig ved du da, hvem du er. Og det gør du også – på det bevidste niveau. Du ved, hvad du tænker. Hvordan du synes, at du er. Men det stemmer ikke nødvendigvis overens med, hvordan andre oplever dig.

Det bevidste er imidlertid kun toppen af isbjerget. Der kan ligge rigtigt meget i det ubevidste, som du har fortrængt, fordi det er forbundet med ubehagelige oplevelser. Det kan også være et potentiale, du ikke har opdaget endnu, men som du beundrer meget hos andre.

Næsten alle de begavede og sensitive, der kommer hos mig, har det problem, at de tænker alt for meget over alt muligt. De reflekterer, analyserer, vender og drejer enhver situation – både i fortiden og i fremtiden. Så de bruger al deres energi på noget, der enten er sket, som de alligevel ikke kan ændre på, eller på at forudse og imødegå noget, der ikke er sket og måske aldrig kommer til at ske. De har med andre ord svært ved at være til stede i nuet.

Sådan kan det være i mange år, måske et helt liv.. Man bliver et vandrende hoved med et appendiks (= kroppen) og til sidst aner man hverken, hvad man føler, hvordan man har det, eller hvad man har lyst til. Og ligegyldigt, hvor meget man spekulerer og overvejer forskellige muligheder, bliver man bare mere forvirret og i tvivl.
Fordi man har mistet kontakten til sig selv.

Læs også: Tænker du for meget og handler for lidt?
Har du svært ved at leve i nuet?

Prøv selv Impostor-testen

 

Dine relationer – de andre bestemmer

Når man er sensitiv, kan det gøre ekstra ondt at blive afvist eller få kritik. Ofte kan der ligge dårlige oplevelser i opvæksten, skoletiden eller ungdomsårene, som har gjort et stærkt og varigt indtryk. Det kan manifestere sig som traumer og komplekser i det ubevidste. Og netop derfor kan du – ubevidst – gøre alt muligt for at undgå, at andre:

  • er uenige med dig
  • vil noget andet end dig
  • synes noget negativt om dig
  • tænker at du er dum/svag/inkompetent/værdiløs osv.
  • kritiserer dine beslutninger/handlinger/dit arbejde.

Som konsekvens kan du blive konfliktsky og overdrevent hensynsfuld over for andre, mens du fuldstændigt tilsidesætter dine egne behov og ønsker.

Med impostor-komplekset kan du blive vildt optaget af at sammenligne dig selv med andre – hvor du hele tiden synes, at de andre er klogere, mere dygtige og erfarne, end du er. Så du undervurderer dig selv og overvurderer de andre.

Endelig kan du være ekstremt optaget af, hvad andre synes, tænker og gør, så du bilder dig selv ind, at det, der er rigtigt for dem, også må være rigtigt for dig. Men det er det jo ikke nødvendigvis.

Læs også: Hvad gør du, når relationen ikke er god for dig?

 

Dit adfærdsmønster – du gør, som du plejer

De flest af os – hvis ikke alle – er stærkt tilbøjelige til at gøre, som vi plejer. Når vi først har fundet en måde at gøre tingene på, som virker, hvorfor skulle vi så eksperimentere med at gøre det på andre måder? Vi risikerer jo bare at lave fejl, spilde tiden eller komme ud ad en forkert tangent. Rationelt set, er det helt korrekt.

Problemet er imidlertid, at vi ofte hænger fast i nogle negative handlingsmønstre og strategier, som for mange år siden var både gode og hensigtsmæssige, fordi de dengang beskyttede os mod noget, der var endnu værre. Men nu, et halvt liv senere, er de både hæmmende, uhensigtsmæssig og måske ligefrem destruktive for os. Vi sidder fast i et negativt mønster, en ond cirkel, vi ikke kan bryde. Det er som at blive ved med at løbe den forkerte vej op ad rulletrappen: Vi knokler og kæmper, men kommer ingen vegne!

Læs også: Særligt sensitiv – hænger du fast i fortiden?
Hvorfor er det så svært at komme videre?

 

Din frygt for fremtiden – din frygt bestemmer

Uanset hvor dårlig relationen er for dig, hvor meget du kæmper forgæves og ender det samme sted eller spekulerer dig gul og blå i lange søvnløse nætter, så kan du blive ved at hænge fast.

Fordi du er bange for fremtiden. Der er uvis. Og fylder dig med tvivl.

Fordi du er bange for, hvad der kan ske, hvis du gør noget andet, end det du plejer at gøre. For selvom det er nok så besværligt, udmattende og håbløst, så er det trods alt forudsigeligt. Du kender manuskriptet. Og det er betryggende.

Fordi du er bange for at slippe kontrollen. For at du ikke ved, hvad du skal gøre, at klappen går ned, at du går i stå, at du ikke ved, hvad du skal svare eller gøre.

Fordi du er bange for at komme ud på dybt vand, hvor du ikke kan bunde.

Men så længe du lader din frygt bestemme, kommer du absolut ingen vegne. Du finder ikke ud af, om du måske kan bunde. Eller om du faktisk kan svømme.

Derfor finder heller ikke ud af, hvor fantastisk, dejlig og skøn fremtiden faktisk kan være.
Når du giver slip på fortiden, bekymringerne og kontrollen.
Når du lader andre tænke og mene, hvad de vil.
Når du vover dig ud på dybt vand.

Du kan begynde med at tage en lille chance hver dag – og gøre noget, du ikke plejer. Bare en lille bitte ting. Hver dag.
Efter nogle uger vil du have fået en masse nye erfaringer. Og styrket selvtillid. 🙂

 

Læs også:

 

Discover more from Belastende Begavet

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading